Elegie
Skreven i Ruinerne af et gammelt Biergslot.
Skreven i Ruinerne af et gammelt Biergslot.
(Efter Matthisson.)
(Efter Matthisson.)
Aftnens Taushed over Jorden hviler,
Alting hylles ind i dunkle Slør;
Al Naturen nu til Søvn heniler;
Lundens Sangers sidste Qvad hendøer.
Stilhed synker ned fra skyfrie Himmel,
Hiorden drager hiem i tause Vrimmel,
Hyrden vandrer mat med sene Fied
Til sin faderlige Hyttes Fred.
Her ved gamle Fædres stolte Minde
Vemod blander sig i Harpens Lyd;
Medens ømme Længsels-Taarer rinde,
Hiertet dvæler ved henfarne Fryd.
Sorgfuld stige frem de Fortids Dage,
Som har kuns Ruinen ladt tilbage
Af hiint Slot, hvis Taarne kneisede
Majestatisk frem paa Klipperne.
Hvor om gamle Søilers dunkle Glimmer
Hvislende nu Efeu slynger sig,
Og hvor Aftenrødens blege Skimmer
Blandt Ruiner smiler blidelig,
Signede maaskee en Faders Bønner
Fordum en af Danas kiække Sønner,
Naar fra Dalens Fred og Borgens Ly
Bort han fløi til Kampens Vaabengny.
”Drag i Fred!” saa talte gamle Kriger
Ham omgiordende med Heltesværd;
”Aldrig Seiren fra dit Banner viger,
Naar du bliver ædle Stamme værd.”
Ridder-Løftet Ynglings Læbe stammer,
Øiet lyner Død, og Kinden flammer;
Liig den nys udsprungne Rosenlund,
I elysisk skiønne Morgenstund.
Vild som Bølgen, der paa Havet bruser,
Fløi den unge Helt til Vaabenbrag;
Lydt som Stormen, der blandt Graner suser,
Lød blandt Fienderne den Ridders Slag;
Mild som Solen, naar i Vest den smiler,
Hid til Fædres Borg han freidig iler,
For at glemme Krigens vilde Larm,
I sin Faders og sin Piges Arm.
Ak med bange Længsel Møen skuer
Hist fra Slottet ned i Dalens Skiød;
Skiold og Hielm i Aftensolen luer,
Borgen klinger af Trompeters Stød!
Pigens favre Rosenkind henblegner,
Maalløs hun i Heltens Arme segner,
Men hvad milde Øie blidt har talt,
Det har ei Petrark ei Sapho malt.
Hist hvor Ranken sig om Muren fletter,
Løde glædrigt fulde Bægres Klang;
Indtil Morgenstiernen brat forjetter
Dagens Komme, Nattens snare Gang.
Gamle Sagn om kiække Fædres Seire,
Ridder-Eventyr i Korstogs Leire;
Vække i udaaned’ Heltes Bryst
Mindet om hver blodig Ridderdyst.
O Forvandling! Gru og Nat sig hæve
Over Oldtids stolte Herlighed!
Vemodsfulde Aftenvinde svæve
Over øde Riddersale ned!
Tidsler voxe nu paa disse Steder,
Som den Tid gienlød af idel Glæder;
Snart af Elskovs kielne Minnesang,
Snart af Krigsbasunens vilde Klang.
Her i Støvet hvile Seirens Sønner,
Tause slumre de i Jordens Skiød!
Intet Marmor deres Mod belønner,
Intet vidner, at de Livet nød.
Ingen Gravhøi deres Aske freder,
Svage Vindpust mængens Støv adspreder;
Og indhyllede i Glemsels Sky
Svandt i Nattens Mulm de Stoltes Ry.
Saa forsvinde Livets Herligheder
lig en flygtig Drøm saa saare brat!
Saa bortile Jordens tomme Glæder,
Og indvies snart til evig Nat!
Laurbeer, som paa Seirens Sletter grønnes,
Daad, som selv med Erts og Marmor lønnes,
Skialdens Qvad og gyldne Harpes Klang
Fare hen ad Glemsels skumle Gang.
Alt, hvad selv det ædle Hierte fylder,
Her med Længselslyst til Jordens Tant,
Svinder hen, lig Straalen, der forgylder
Himlens Blaa, da Aftensolen svandt.
Vennen — nys ved Morgengry vor Glæde —
Ofte vi ved Nattens Brudd begræde;
Venskab selv og Elskovs Salighed
Ile bort med Lynets snare Fied.
Elskov! ja din himmelsøde Glæde
Søger tidt forgieves fredsomt Ly!
Venskab! ofte fra dit Himmelsæde
Jages du af Tordners mørke Sky!
Rigdom, Vælde — hver en jordisk Ære —
Alt til Glemsel skal indviet være!
Kongens Scepter — Hyrdens Støttestav —
Skiules af den samme mørke Grav!
L. Stoud Platou.