Harpespilleren
En Romance.
En Romance.
Jeg sidder med Harpen paa mit Skiød,
Og søger Brød:
Kom hid, unge Piger og Drenge!
Kom, hører en sølvgraa Oldings Røst,
Sang er hans Trøst,
Hans Rigdom er gyldene Strenge. —
Ung Harald, en fattig Krigers Søn,
Men rask og skiøn,
Ømt elsked’ den yndigste Pige;
Han saae hende daglig paa sin Vei,
Men voved ei,
Den Skiønne sin Elskov at sige.
Engang han vandred’ i Dalens Skiød —
En Stemme lød
Saa svagt giennem Granfieldets Side.
Han nærmede sig med Kiempegang
Den blide Sang,
Der tolkede Længsel og Qvide.
Han nærmede sig mod Fieldets Fod,
Og stille stod;
Da saae han den tryllende Pige.
Hun sang og stirrede paa sin Vei,
Men saae ham ei —
Bag hende han sig monne snige.
Nu hørte han hendes Veemodssang,
Saa sødt den klang:
”O, bedste blandt Norriges Sønner!
”Engang jeg saae dig og — elsked’ dig,
”O, saae du mig,
”O, hørte du kun mine Bønner!”
Ung Harald gik frygtsom nærmere
Og lyttede:
”Ak, saae du mit brændende Hierte;
”Og hørte du Hiertets vilde Slag
”Ved Nat og Dag —
”Da, Harald! du lindred min Smerte.”
Da satte hun sig ved Træets Rod,
Hvor Harald stod;
Fortrylled’ hverandre de skued’.
”O,” spurgte ung Harald, ”sang du om mig?” —
”Jeg sang om dig!”
I Thoralill’s Øiekast lued’.
Og henrykt hun segned’ i hans Arm,
Og til sin Barm
Hun trykked’ ham kierligt, og smiilte.
De leved sammen; hver Dag, hvert Aar,
Som yndig Vaar,
For Harald og Thora bortiilte. —
End, Pige og Drenge! I tumle glad’
I Dandserad;
I drømme om Kierligheds Glæde,
Og hines Lykke sig ønsker hver — — —
Jeg Harald er,
Her Thoralils Grav I betræde!
Jeg sidder med Harpen paa mit Skiød,
Og søger Brød:
Farvel, unge Piger og Drenge!
O, mindes den sølvgraa Haralds Røst!
Sang var hans Trøst,
Hans Rigdom de gyldene Strenge!
Sagen.