EnsomhedenMin A. F. helliget.Ømme Længsler i min Siæl oprinde,Harpen rækker min Veninde,Hiertet byder — Eensomhed!Sangen hylde høitidfuld din Fred —Lislig Harpens Toner flyde!Dine Skygger ei de giennembryde,Ei med vilde Glæders Skingre-KlangBlande sig min stille Sang! —Gladere ei Træl fra mørke GiemmeLedet af en kierlig Stemme,Træder frem til Lys og Dag;Gladere ei Søemand fra sit VragStirrende et Seil opdagerMeer og meer at nærme sig hans Klager,End, naar efter tunge Savn, din VenIler til dit Favn igien.Til min Broder mig Naturen binderSkabt til Daad min Siæl sig finder;Tanken spirer i dit Favn,Men den Frugter bar til Verdens Gavn —Dorskhed tyer ei til din Bolig;Den med Verdens Sværm er meer fortrolig;Selv i dine Drømme mere SandtEnd i hines Gøgl jeg fandt. —Tidens Strøm med jævne Fart henflyder,Men liig Torden den gienlyderFor enhver, som haanlig saaeDen med høitidsfulde Skridt fremgaae —Dyrebare Øieblikke!Flyer, o! flyer! Jeg taber eder ikke,Jeg opmærksom følger Eders FiedI min tause Ensomhed. —Livets Lyster tidt med Kummer lønne;Faa retsindig Daad paaskiønne,Tidt fra hine i din Arm,Ilte Jeg med qvalte, bittre Harm —Bitterhed og Harm forsvunde,Du balsamisk lægte Hiertets Vunde,Jeg afkasted’ hvert uværdigt BaandGlad ved min frigiorte Aand. —O! Foragt for Mennesket at nære,Nag til ham, min Broder, bære,Ei med Hiertets Fred bestaaer;Dobbelt hellig er du mig derfor;Dobbelt værdig Hymnens Toner,Du, som mig med Mennesket forsoner,Stedse du i Roe mig dysse indMed formildet roligt Sind! —Verdens Sværm Ulykkelige haaner,Du et saaret Hierte skaaner;Varsom Du tilbyder kun,Hvad jeg ønsker mig i Smertens Stund;Taushed, Fred — og naar Du vækkerTanken, naar Du Viisdoms Bøger rækker,Byder Du ei kold med trodsig Aand,Jeg gienkiender Venne-Haand.Kiær er Uskylds Spøg og Vennetale,Glade Sang i Blomsterdale,Kiær er liden Vennekreds;Dog med den og Verden meest tilfreds,Dybt i Skoven Jeg dig søger,Der hvor Fuglen om min Tinding spøger,For mig selv Jeg trolig tæller derTanker, Haab og Følelser. —Der, i dine elskte Opholdsteder,Blandt Naturens Yndigheder,Hvisker Du: hør Almagts Røst!Tab ei den og denne rene Lyst!Til hvert Blomst, hvert Løv Du peger,Skovens Toner i mit Hierte præger —Bort, o! bort med hver vanhellig LydSom forstyrrer denne Fryd —Hvo tør vel sig ved din Guddom glædeHvo tør i dit Tempel trædeFor at hellige din Fred,Høie, frygtelige Eensomhed!Ikkun den af Hiertet reene,Som med sin Samvittighed aleneBlues ei for, hvad han er, og var,Og hvad han besluttet har —Jeg var Barn, og mine Aar bortspøgte,Sværm og glade Støi Jeg søgte,Jeg var ung, og Venner fandt,Og min Fryd til deres Yndest bandt;Tiden væltes, Venner drageUformærkt til eget Jeg tilbage;Vee mig! om Jeg, fremmed for enhverFremmed for mig selv og er —Du, som dig i Daarskabs Snare hilder,Og som dig med Flid forvilder,For dig selv at kunde flye,Giennem Labyrinther stedse nye;Slumre ind ved Harpens Toner!Drøm om Vellyst, Høihed, Throner!Dine Fied, end udi Drømme, gaaeDog til Gravens mørke Vraae —Elskte! venlig Du min Sang modtage!I din Ungdoms BlomsterdageDeler Du saa glad med migDenne Roe, som giør mig lykkelig —Disse Smaae, som Du tilbederTakke dig engang for mine Glæder!De oplive skal din Ensomhed,Naar Jeg nyder Gravens Fred —Rein.