Rein, Jonas, norsk Forfatter, født 30. Januar 1760 i Øksendalen (Nordmøre), død i Bergen 21. November 1821. I sine tre Studieaar var han virksomt Medlem af »Norske Selskab«, indtil han 1780 som teologisk Kandidat drog hjem for at blive Huslærer paa Drammenskanten. Sørgespillet »Hagen og Axel« (1786) og et i »Minerva« samme Aar offentliggjort Digt »Vinteren i Norge« havde i alt Fald ikke den forønskede Virkning at aabne ham noget gejstligt Embede. Efter at han 1800 var blevet Sognepræst til Eidanger (ved Porsgrund), udgav han 1802 sine »Samlede Digte« i to Dele. 1808 forflyttedes han til Bergen som Sognepræst til Nykirken; 1810 udgav han et Bind »Nyeste Digte«. Melankolsk Følsomhed — Zetlitz kalder ham »den sande Sorgs ulignelige Sanger« — samt rousseausk Frihedssværmeri og en umiskendelig Hang til at føle sig upaaskønnet er de Stemninger, der behersker Rein’s langtrukne og i Fremstillingen konventionelle Poemer. Som en anset Taler og ivrig Patriot blev han 1814 en af Bergens Repræsentanter paa Eidsvoldsforsamlingen, hvis Selvstændighedsparti satte hans mandhaftige Retorik og hvasse Sarkasme meget højt. Den stolte Mand lod sig ikke som saa mange andre forsone af det ny Styre; efter Nordahl Brun’s Død 1816 blev han, skønt hans selvskrevne Eftermand, forbigaaet for Pavels som Biskop i Bergen. Sammen med Falsen og H. Foss udgav han det oppositionelle Ugeblad »Den norske Tilskuer« (Bergen 1817–21). Bitter og tungsindig, som han altid var, knækkede han ved 60 Aars Alderen ganske sammen og søgte en gammel Ven i Kongens Raad om Bistand til at maatte træde af fra sit Embede mod at blive sin Eftermands Klokker.
Litteratur:
Rolfsen, »Norske Digtere«, 160 ff.; D. Thrap, »Bidrag til den norske Kirkes Hist.«, I 222 ff.
(C. Br.). E. Skavlan in Salmonsens konversationsleksikon, 2. udg., 1915–1930, Bd. XIX, p. 1054.