Kling, Harpe, om den brave Mand
Med Orgellyd og Klokkeklang.
Hvo sieldent Høimod vise kan,
Ham lønner ei Guld, ham lønner Sang!
Held mig, at jeg synge og prise kan!
Jeg synger, og priser den glade Mand.
Løevinden over Havet foer,
Og rusked’ over Landet hen,
Og jog, som Ulven Bondens Hiord,
Den tykke Skye ad Himmelen;
Den sønderbrød Skove med Kiempekast,
Og Søens og Strømmenes Grundiis brast.
Høit Havet gaaer om Siellands Øe,
Hvid fraader Norges Klippefod,
Om Pregeln vælter sig en Søe,
Værst svulmer Seinens høie Flod;
Paa alle Strande, i hver en Viig
Henstyrter Bølgen med rædsomt Skrig.
Hvad tumler hist paa stormrørt Hav?
Det er et Skib, som skal forgaae;
Halv opslugt af den vaade Grav
Det lader hid til Stranden staae.
Syv Mennesker søge, blege som Liig,
Igiennem Stormen at kæmpe sig.
Med Hylen sig Orkanen svang,
Om Skibet hviner Storm og Sky,
Høit Skipperen fra Dækket sprang,
Forfærdet ved de stærke Gny.
„Barmhiertige Himmel! forbarme dig!
Det er forbi! O! hvem redder mig!“
Med rædsom Vælde Bølgen drev,
Fra alle Sider Stormen kom;
Fæstknagende Orkanen rev
De tykke, stærke Master om.
Med skiælvende Brødre den blege Mand
Skreg høiere end den vilde Orkan.
Skibstømmer sig, med Skum ombrust,
Henvelter rædsomt overalt;
Den ene Bielke sønderknust
Og splintret som den anden faldt.
Snart nærmer rasende Døden sig.
Barmhiertige Himmel! forbarme dig!
Høit stod paa Strandens fierne Bred
En Sværm af Gabere stor’ og smaa,
Og alle skreg, og Hænder vred;
Men redde prøved’ ingen paa.
Med skiælvende Brødre den blege Mand
Skreg hen i den vilde, stærke Orkan.
Naar priser du den brave Mand
Med Orgellyd og Klokkeklang?
Saa nævn ham da! Naar kommer han?
O nævn ham du, min bedste Sang!
Snart styrter sig Braget ned med Gru;
O brave, brave Mand! viis dig nu!
Rask iler hid til barske Strand
En ædel Kiøbmand, riig og huld;
Sin Haand i Veiret hæver han,
I den en vægtig Pung med Guld.
„Halvhundred’ Dukater jeg giver den,
Som vover at redde de arme Mænd.“
Hvo er den Brave? han, som gav?
Siig det, min brave Sang! du kan.
Ved Himlens Gud! ja, han var brav;
Dog kiender jeg en bravere Mand.
O brave, brave Mand! viis dig nu!
Alt nærmer Ulykken sig med Gru.
Og altid stærkere Stormen skreg,
Og altid høiere Bølgen brød,
Og altid dybere Modet veeg.
O Redningsmand! o see der’ Nød!
Til Vraget af Skibet, blege som Liig,
Med Krampe de Arme har slynget sig.
„Ha!“ raabte Giveren, „Hurra! her!
Frisk Mod! hvo vil fortiene dem?“
Hver hørte ham, dog taug enhver,
Af Tusend traadte ingen frem;
Med skiælvende Brødre den blege Mand
Vreed Hænderne i den vilde Orkan.
Da kom en Søemand slet og ret,
I simpel Dragt, med begæt Haand,
Hans Smiil var mildt, hans Gang var let,
I Øiet luede hans Aand;
Han hørte, hvad Kiøbmanden Folket bød,
Og skued hisset de Armes Nød.
Da dristig ned i Herrens Navn
I næste Fiskerbaad han sprang,
Og trodsed Storm og Bølgefavn,
Og Baaden hen mod Vraget tvang;
Han voved sit Liv, men for hines Nød
Han ændsede ikke sin egen Død.
Og rolig trængte han sig frem
Igiennem Storm, og Skum, og Flod,
Og snarlig kom han uskadt hiem,
Og alle frelst paa Stranden stod;
Og neppe var de i Sikkerhed,
Før Vraget bristed’ i Havet ned.
Hvo er, hvo er den brave Mand?
Saa syng, saa syng, min brave Sang!
Sit Liv i Vove satte han,
Dog kun maaskee for Guldets Klang;
Thi viiste ei Kiøbmanden Pengene frem,
Saa havde han vel ikke reddet dem.
„See her! tag hvad du har fortient“,
Udbrød den Rige glad paa Stand.
Var det ei bravt og ærligt meent?
Ved Gud! det var en ædel Mand;
Men ædlere var det Hierte dog,
Som under den begede Trøie slog.
„For Guld jeg sælger ei mit Liv,
Jeg fattig er, dog har jeg Brød;
De Arme dine Penge giv,
Som mangler Alt, og er i Nød“.
Saa sagde han med et hierteligt Blik,
Og vendte den Rige Ryggen, og gik.
Kling, Harpe! om den brave Mand
Med Orgellyd og Klokkeklang.
Hvo saadan Høimod vise kan,
Ham lønner ei Guld, ham lønner Sang!
O held mig! o held mig! at jeg kan
Udødelig prise den brave Mand!
Øhlenslæger.