Naturen vaagner, Mulmet flyer
paa sorte Vinge bort fra Norden;
og Stierner slukkes, Dagen gryer,
og Duggen perlekrandser Jorden.
Den aarle Morgens kolde Graae
bortsniger sig, og Himlens Bue
opklares mild og reen og blaae:
bag Havet skimter Solens Lue.
O Morgen, altid skiøn du er,
hvor du fremstaaer i Danmarks Rige,
dog helst fra disse Hvælvinger,
jeg seer din Rosenkugle stige.
Her er Natur et helligt Navn,
her alt dens Priis, dens Glæde stammer;
her vil jeg glad i Hækkens Favn
tilbede dine Purpurflammer.
Her Straale! hvor du blidelig
den spæde Blomsterbarm opliver,
hvor Floras Hær tilsmiler dig,
du Salighedens runde Giver!
Her Alt i Duggens lyse Glands
blidt straaler dig din Tak imøde,
hvor spæde Lam i muntre Dands
sig fryder i din Morgenrøde
her hvor de høie Bøge staae;
hvor fra de lyse grønne Kroner
din Lovsang alle Fugle slaae
i Morgenhymnens Jubeltuner.
Du gamle Skald i Østerland
som skildred Paradiis derneden,
din Harpes Klang var troe og sand,
Naturen her er hist dit Eden!
Men skal da dette Eden her
som hiint forgaae ved Tidens Vælde?
skal knusende Omstyrtninger
da ogsaa dette Eden fælde?
og skal kun andre Slægter see,
hvor Flora nu blandt Cimbrerne
øm smiler i sit Rosenbelte!
Skal der ei være Spor igien
af alle disse Saligheder,
som nu saa mildt mig trylle hen,
og Danmarks gode Engel freder?
O danske Søe rul stedse blid
i sølverklare Zefirvover
saa bølgende, saa venlig blid,
som nu, mens halv Naturen sover.
Ha styrt kun skummende dig frem
paa Fienden, som sig fræk tør nærme,
men skaan det Fredens hulde Hiem,
som du er skabt til at beskierme!
Misunder du den danske Mand
en Brink, som vover sig at reise
paa Siellands lave Agerstrand,
hvor ingen høie Fielde kneise?
Misund ham ei sin Nøisomhed
misund ham ei sin stille Glæde;
værn, danske Hav! værn om det Sted
hvor danske Dyder har sit Sæde.
A. Øhlenslæger.