Et prægtigt Billedgallerie forestilles. Malerier af alle Skoler hænge i forgyldte Rammer. Adskillige Personer gaae frem og tilbage. Paa den ene Side sidder en Lærling, og er beskieftiget med at copiere et Billede.
Lærlingen.
(i det han staaer op, lægger han Pallet og Pensel paa Stolen og triner bag ved den.)
Her sidder jeg, Dag ud Dag ind,
saa heed, saa ængstelig i Sind;
og maler til, og pensler til,
og veed knap længer hvad jeg vil.
Alting er ved Qvadrat anlagt,
som mig min Lærer snildt har sagt.
Saa meget som mit Blik formaaer,
nu i mit Mønsters Spor jeg gaaer.
Og naar jeg da ei meer kan gaae,
seer man mig som en Fange staae.
Jeg seer paa Smaat, jeg seer paa Stort,
som om det med at see var giort.
Jeg staaer bag Stolen, kold og heed
med Panden i den klare Sveed,
og dog blier til min store Qval
Copien ei Original.
Hvad der er lifligt der og frit,
er tørt og mat og stivt paa mit.
Hvad yndigt svæver hist og gaaer,
fordreiet og fortrukken staaer.
Hvad hisset giennemsigtigt leer,
her som et Potteskaar man seer.
Kort sagt, mig spærret er hver Vei,
kun til den gode Villie ei.
Og harmer det mig just nu meer
da grant jeg mine Mangler seer.
En Mester (triner derhen.)
Min Søn! du har ei spildt din Tid,
udført dit Billede med Flid.
Du seer, hvor sandt jeg siger dig:
Jo meer en Kunstner plager sig,
jo mere sig til Flid han tvinger,
desbedre Værker han frembringer.
Bliv ved den Bane, som du gaaer,
og du skal see, hvad du formaaer.
Til Maalet sikkert bringer det,
og giør det Vanskelige let;
og uformærkt den rette Aand
da leder snart den vante Haand.
Lærlingen.
Du er for god. De Feil, som jeg
er løbet i, du siger ei.
Mesteren.
Jeg seer kun med en Glæde skiøn
hvad hidtil du har giort, min Søn!
Jeg veed, at frem du selv dig driver,
at paa een Punkt du aldrig bliver.
Hvad hist og her du kunde rette,
vil vi til anden Tid opsætte.
Lærlingen.
(stirrer paa Billedet.)
Jeg har ei Roe og ingen faaer,
før Kunsten jeg tilgavns forstaaer.
En Diletant.
(træder hen til ham.)
Min Ven! det undrer mig, at ei
De slig unyttig Syssel ender,
og gaaer hen paa den rette Vei,
og strax dem til Naturen vender.
Naturen leder os med Mestres Mesterhaand,
den aabenbarer alle Aanders Aand!
Hvert Legems Siel ved den at see vi faae,
hver Mythe vi ret ved den først forstaae.
Jeg be’er dem Kiere, følg mit Raad,
hvad hielper det, bestandig fremmed Daad
med Angst at copieret faae?
Bryd ud af denne snevre Muur.
Natur, min Ven! Natur! Natur!
Lærlingen.
Det har tit andre før mig sagt.
Jeg dristig Haand derpaa har lagt.
Det var bestandig mig en Fest,
og undertiden gik det godt;
men oftest blev jeg med Protest
tilbageviist med Skam og Spot.
Knap oftere jeg sligt tør male,
det gaaer den meeste Tid forkeert.
De Blade er for kolossale,
og deres Skrift heel selsom abreveert.
Diletanten. (i det han vender sig)
Nu seer jeg hvad det stikker i.
Den gode Ven har ei Genie,
Lærlingen. (sætter sig)
Der er slet intet giort. Jeg vil
endnu en andengang dertil.
En anden Mester.
(triner hen til ham, betragter hans Arbeide, og vender sig uden at sige noget.)
Lærlingen.
Gaae ei saa taus, jeg beder dig,
et Ord siig i det mindste mig.
Jeg veed det, du er en forstandig Mand,
Du kan mig lede bedst blandt dem jeg kiender;
fortiener jeg det ei ved hvad jeg kan,
saa dog min gode Villie det fortiener.
Mesteren.
Jeg seer paa hvad du der har malet ned
halv med Beundring og halv med Medlidenhed.
Du synes mig til Kunstner født;
har viseligen ingen Tid forødt.
Den dybe Lidenskab høit føler du,
med dybe Blik, som sielden famle,
den skiønne Verdens skiønne Træk at samle,
og den medfødte Kraft du øver nu,
at den med hurtig Haand kan tydeligt udtrykkes;
det lykkes dig, og vil end bedre lykkes.
Men —
Lærlingen.
Dølg mig intet!
Mesteren.
Men du øver kun din Haand,
Du øver Blikket, øv nu og din Aand!
Det heldigste Genie saa vidt det neppe bringer,
at ved Naturen han og ved Instinktet kun
sig til det Usædvanlige opsvinger.
Kunst bliver Kunst! Hvo den ei giennemtænker,
fortiener Kunstnernavnet slet.
Her gielder Famlen ei, hvad Godt man Verden skienker,
det maa man selve først erkiende ret.
Lærlingen.
Jeg veed det vel, med Blik og Haand man kan
til gode Mestre, som Naturen gaae;
men glem ei heller Mester, at Forstand
befatter sig med Folk kun, som forstaae.
Det er ei smukt saa for sig selv at vandre,
og ikkun til dig selv indsamler du,
du kunde gavne mange andre.
Hvi gaaer du da saa ene nu?
Mesteren.
Man har det mageligre nu tildags,
end til mit Ord at laane Øre.
Min gamle Vise falder i det Slags,
som saare Faae kun gidder høre.
Lærlingen.
O siig mig, dadler du, at jeg med Lidenskab
mig denne Mand har valgt, at han mig meest henrykker,
at han min Siel, min hele Siel udtrykker?
Siig, er det Vinding eller Tab?
At paa hans Værker sig mit Blik kun mætter,
at høit jeg ham hen over andre sætter,
At varmt jeg elsker ham, som var han nær hos mig,
at efter ham min Haand kun øver sig.
Mesteren.
Jeg dadler ei, han er fortrefflig, Ven!
Jeg dadler ei, du est en Yngling end!
En Yngling flux maa hæve høit sin Vinge,
imellem Kierlighed og Had sig svinge.
Han er mangfoldig stor, den Mand du vælger her,
Du kan dig længe danne ved hans Værker,
kun at du snart hvor han har feilet mærker;
man Kunsten have maa og ikke Mønstret kier.
Lærlingen.
Jeg saae mig paa hans Billeder, som sagt,
ei mæt, om jeg besaae dem tidlig, silde.
Mesteren.
Erkiend min Ven alt, hvad han har fuldbragt,
og da erkiend, hvad han fuldbringe vilde.
Da først han dig ret gavnlig være kan,
at nyde Andre da, han vil dig ei formene.
Fuldkommenhed ei boer hos nogen enkelt Mand,
og intet Menneske har eiet Kunsten ene.
Lærlingen.
Saa siig mig mere, nægt mig ei min Bøn!
Mesteren.
En anden gang, min kiere Søn!
Gallerieinspekteuren. (kommer)
Nu! denne Dag, det maa man sige,
kan regnes blandt de lykkelige.
Et Malerie i Dag vi faae
saa herligt, som jeg intet saae.
Mesteren.
Af hvem?
Lærlingen.
O siig! Af denne her?
Det ahner mig.
Inspektor.
Af ham det er!
Lærlingen.
Saa bli’er mit Haab dann fuldført,
saa blier mit Ønske da bønhørt,
Hvor er det? Lad mig hurtig gaae.
Inspektor.
De snart det her at see vil faae,
Saa kosteligt som det er malt,
saa dyrt har Prindsen det betalt.
Maleriehandleren. (kommer)
Nu kan dog Galleriet sige
at det et Mesterstykke giemmer!
Nu seer man engang dog en Fyrste uden Lige,
som Kunsten elsker og forfremmer.
Vi skal nu Salen strax berige.
Det bringes hid, til Under for enhver.
Saa længe end jeg var i Live
jeg eied ingen Skat, som denne her.
Det smerter mig, den bort at give;
Det Guld jeg faaer, opveier ei dens Værd.
(Man bringer Venus Uranias Billed ind, det sættes paa et Staffelet.)
Her, som det solgtes af den efterladte Stamme,
her uden Fernis, uden Ramme!
Her uden Ziir og Smigerie!
See hvilken Holding der er i!
(Alle forsamle sig deromkring.)
Første Mester.
Ha hvilken Praxis ei der yttrer sig.
Anden Mester.
Hvor giennemtænkt, hvor heelt og stort.
Lærlingen.
Mit Hierte svulmer høit i mig!
Diletant.
Det Billed er fortreffligt giort.
Maleriehandler.
Og i hans skiønneste Maneer.
Inspektor.
Den gyldne Ramme strax vi seer,
kun hurtig hid, spild ingen Tid;
thi Prindsen kommer strax herhid.
Prindsen.
(kommer og betragter Maleriet.)
Det Billed har en sielden Værd,
modtag hvad de forlanger her.
Cassereren.
(sætter Pungen med Zechinerne paa Bordet og sukker.)
Maleriehandleren. (til Cassereren)
Dem først ved Vægten prøver jeg.
Cassereren.
Det staaer til dem, men tvivl kun ei.
(Fyrsten staaer for Billedet; de andre i nogen Afstand. Plafonden aabner sig. Musa paa en Skye, ledende Kunstneren ved Haanden.)
Kunstneren.
Hvorhen, Veninde! bringer du?
Musa.
Skue ned min Søn, erkiend dig nu
paa Skuepladsen til din Ære.
Kunstneren.
Jeg føler Trykket kun af Jordens Atmosphære.
Musa.
Skue ikkun ned, det er et Værk af dig,
som alle andre her fordunkler,
og mellem mange Stierner rundt om sig,
som den af første Rang fremfunkler.
See her dit skiønne Arbeids Magt,
som lykkeligt med Ild og Viisdom du
har i dit reneste, dit bedste Nu
opfundet og med trolig Flid fuldbragt.
See! Mesterne selv lære glade!
En sindriig Fyrste henrykt staaer,
og frydes ved sin Skat, og gaaer,
og kommer atter hid, og kan den ei forlade.
See denne Yngling her, som luer
i det han paa dit Billed skuer.
Høit i hans Blik det Ønske yttrer sig,
at fast hans Siel forenes maa med dig.
Saaledes virker stærkt den store Mand
paa sine Lige, medens Sekler vanke;
thi hvad en sielden Aand erhverve kan,
erhverves ei blot inden Livets Skranke.
Nei! længe efter Døden er han stor,
Den Ædles Navn ei Tiden dræbte,
stolt stræber frem hans Daad, hans skiønne Ord,
udødeligt, som Dødelig han stræbte.
Et evigt Liv jeg derfor skienker dig,
du Elskte, vær udødelig!
Kunstneren.
Jeg seer den store Lykke Zeus i Livet
mig Dødelige huld har givet,
og hvad han mig i denne Time skienker;
og han tilgive mig, om dette Syn mig krænker.
Thi som en ung forelsket Mand
umulig Guderne dog takke kan,
naar fiernt den Elskte, fængslet, Kummer taaler!
Og kan det blidne vel hans Sind,
at Solen med det samme Skin
paa ham saavel som paa den Elskte straaler?
Saaledes maatte stedse jeg undvære.
Hvor kan det fylde vel med Fryd min Hu,
Veninde! at jeg veed, hvorledes nu
de mine Værker kiøbe her og ære?
O havde mangengang jeg til min Lise,
kun eiet hvad hin Rammes Zirat kostet har,
med Hustrue og med Barn mig ganske mæt at spise,
da nu tilfreds og lykkelig jeg var.
En kier forstandig Ven i stillen Hiem,
en Fyrste viis som hialp Talentet frem,
dem fandt jeg ei, hvorhen jeg end mon træde;
i Klostret sløve Yndere jeg fandt.
Saaledes kiempende mit Liv henrandt,
selv uden Lærlinger og uden Glæde. —
(Pegende ned paa Lærlingen.)
Og vil du give denne unge Mand,
som han fortiener det, hvad nu du mig har givet,
da giv ham, mens ham Viin og Elskov glæde kan,
alt det Nødvendige til Livet.
Han mærke tidlig alt, hvor kier han er for dig,
naar blideligt og fro hans Dage flyde.
Den Ære, som nu selv i Himlen drøver mig,
lad ham, som jeg, men mere glad den nyde!
Øhlenslæger.