Prolog
for
for
det forenede Dramatiske Selskab.
det forenede Dramatiske Selskab.
i September 1803.
i September 1803.
(Theatret forestiller en Skov, ved den ene Side sidder en omvandrende Mandsperson og læser i en Bog; Fuglene lade sig, efter et lidet Ophold, høre.)
Vandreren.
End synge Fuglene, end Skovens Top er grøn;
Naturen i dens Pragt end see vi underskiøn.
Men — Tiden iiler hen — der er kun faa tilbage,
af disse herlige, og skiønne Aarets Dage,
hvor man ved hvert et Skridt indaander Liv og Lyst,
og Blomsters Balsom-Duft udfylder spændte Bryst.
(Et lidet Ophold, hvorefter Fuglene slaae igien.)
O! snart I tie vil, snart falmer Skovens Pragt,
og Efteraaret sig ifører barske Dragt.
Snart Viben, Storken, vil sit lange Tog begynde,
og sige os Farvel. Forsvinde vil den Ynde,
som før fortryllet os, som vi saa gierne nød,
ved Kildens Raslen og i Floras Blomster-Skiød.
(Flora, Pomona, Ceres, den første med en Blomsterkrands, den anden med en Kurv fuld af Frugter, den tredie med et Knippe Ax, lade sig see i Baggrunden af Theatret.)
Men — hvilket Syn! er det vel sværmersk Phantasie?
Hvad seer jeg hist? O! det er neppe Tryllerie.
Jeg troede, at jeg her omvanket ganske ene,
men med Forundring seer, at jeg er ei alene.
Det er Gudinder, som jeg hisset vandre seer;
de nærme sig. — Det er — de trende Gratier.
Flora.
God Dag, min Ven!
Pomona.
God Dag!
Ceres.
Vor Hilsen du modtag.
I et saa yndigt Væir, paa en saa herlig Dag,
vi vanke om, for Afskeed snart at sige,
til alt hvad der er skiønt udi Naturens Rige;
til Skovens Løv, til Markens Ziir og Pryd,
til Fuglens Sang, til al Naturens Fryd.
Flora.
Snart gulnet Løv fra Træets Grene faldt;
og barske Vinde, de vil ødelægge alt.
Pomona.
Ei kiælne Sanger da fortrylle vil vort Øre,
kun hæse Krages Røst vi stundom faae at høre.
Selv Skovens skiønne Træer, som ved et Tryllespil,
til Skrækkebilleder sig da forvandle vil.
Vandreren.
Af Middags-Heden træt, i Skovens stille Lye,
jeg hørte kun til Kildens sagte Gnye;
som ensom Eremit udi hans tause Bolig,
jeg her fordybet sad i Læsning, tryg og roelig,
og veed ei af et saa uventet Syn for mig.
Hvo er de Skiønne, som giør mig saa lykkelig?
Flora.
Jeg Flora er.
Pomona.
Pomona jeg.
Ceres.
Jeg Ceres er.
Vi Søstre ynde dig, og Godhed for dig bær.
Thalia, hun hvis Konst, som du saa heldig ynder,
ved os dig hilse lær, og herved dig forkynder,
til hendes Alter du dig strax forføier hen,
at dyrke hendes Konst; Thalia er din Ven.
Flora.
Men, før vi gaae herfra, du dog en liden Gave,
fra hver af os, skal til en kiær Erindring have.
See her en Blomsterkrands.
Pomona.
Og skiønne Frugter med.
Ceres.
Og modne Ax til Tegn paa Aarets Frugtbarhed.
Flora.
Naar Marken grønnes, kom da hid til os igien.
Farvel! Du Skovens og Naturens hulde Ven.
Flora, Pomona, Ceres
(paa eengang.)
Farvel! (De forsvinde hurtig.)
Vandreren.
(efter en liden Pause.)
Farvel! O snart gaaer Vintrens Dage hen,
jeg da paa dette Sted vil komme hid igien.
Imidlertid jeg hos Thalia mig indfinder,
hos hendes Alter stroe, saa mangen Time svinder;
ved hendes Tryllespil forkortes Vinteren;
naar Marken grønnes, vi hos Flora sees igien.
(Dækket falder.)
N. H. Weinwich.