Johannes Rehling

Denne Fortælling er udarbeidet i Aaret 1798. Da jeg, efterat den var bestemt for Nytaarsgaven, tog den frem for at giennemsee den, fandt jeg saavel i Planen som Indklædningen meget, som jeg ønskede at ændre, men — da den saare indskrænkede Tid ikke tillod mig ganske at omarbeide den, søgte jeg at forandre de Steder, som eg mindst troede at kunne bestaae for Kritikens Domstoel, og haaber for Resten Overbærelse med et Arbeide, som er mit første Forsøg i denne Digteart.

Tæt ved det yndige Bohlendorff¹, hvor huuslig Lyksalighed har reist sit venlige Sæde, hvor daadriig Virksomhed krydrer Landlivets skyldløse Glæder, hæver sig en græsklædt Høi i Udkanten af en lille Lund; gamle ærværdige Elmetræer indhylle den i høitidelig Skumring, moesgroete Stene omgive dens Fod. Paa venstre Side af denne Lund skuer man Egeskovens² ranke Stammer i uafseelig Vidde, og paa høire udbreder den sorte Lindeskov sine kiølige Skygger, der vederqvægende beskytte den modige Vandrer mod Solens brændende Straaler. Skiøn er den Udsigt, som mellem disse Skovstrækninger perspektivisk aabner sig for det beskuende Øie. I Forgrunden bølgende, guldgule Agre, hvis tunge, nedbøiede Ax spaae Overflødigheds Fylde. Længere tilbage Trebels og Rechnitzes sølvklare Bølger, som i mæandriske Bugter rulle fremad, for, som det synes, venskabelig at blande deres Strømme, indtil de paa eengang i hundrede blomsterklædte Krumninger ile fra hinanden, og medens den ene forfølger sit Løb mod Sydvest, giennemstrømmer den anden Pommerns signede Egne, hvis taarnende Høie langsomt hæve sig i Baggrunden, bedækkede med mørke Skove, paa hvis Toppe Aftenrødens Glands endnu hviler, naar Dæmring allerede hersker i Dalene. Bag ved hiin Lund er en gammel Søe. Engang var dens Omfang betydelig større, i sit Skiød giemmer den Rudera af vældige Bygninger, mægtige Levninger af en Borg, som i Oldtidens Dage fremsteg af Søens speilklare Flade. Nu hersker her Eensomhed og øde Taushed, ikkun afbrudt ved Aftenvinden, som sorgmodig suser mellem Sivene, der omgive dens Bredder.

Rigdom og Vælde og Storhed ere flygtige, forgiængelige Skygger. Neppe tæller Tiden hundrede Aar forend deres trodsende Mindesmærker synke sammen i Gruus, Glemsels kolde Aande suser hen over Ruinerne, mellem disses smuldrende Levninger vilde selve Erindringen vorde begravet, dersom Rygtet ikke ved dunkle Sagn forplantede den til Efterslægten. Ogsaa deres Navne, som beboede hiin Borg, vilde maaskee være glemte, dersom ikke Sagnet om hiin lille Høi havde holdt deres Minde levende. Jeg vil søge at fortælle dette Sagn saaledes, som en graahærdet Olding engang fortalte mig det, da jeg hvilede paa Høien i Elmetræernes Skygge, og saae Aftensolens Straaler farve de mørke Fyrretoppe paa Po.nmerns fjerne Høie ildrøde.

Paa Wittovs³ frugtbare Halvøe, ikke langt fra det Sted, hvor det høie Arkuns⁴ truende Tinder forhen skuede ud over Østerhavets skumhvide Bølger, levede Rudolf af Schonau paa sin fædrene- Borg. Ædel var Rudolf og god; venlig smilende, som den unge Dag, var hans store roelige Øie, men dierv var han tillige og kiæk, som den vakte Løve, naar Sværdenes Klirren og Skioldenes Samklang kaldte ham frem til Kamp for Retfærdighed og lidende Uskyld. Allerede tidlig var Rudolfs Fader, Walter af Schonau, mæt af Hæder og Dage vandret til sine Fædre. Sin Rudolf — den fyrrige, kraftfulde Yngling, overantvordede han fuld af Tillid til Sigfrid af Hochfelt, den ædle Olding, som hans Tidsalder nævnte den Vise, under dennes Veiledning fremvoxte Rudolf til Mand, og ved hans Side kiæmpede han sine første Kampe. Herlig Bevidsthed om ulastelig Vandel tronede i Sigfrids Barm; sikkert var hans Blik, som den Retskafnes Blik, i hvis Siel Lidenskabernes brusende Storm har lagt sig, deeltagende slog hans Hierte ved Lidendes Jammer. Sølvhvide Haar flød ned over Oldingens Nakke, tynde Lokker bedækkede sparsomt den høie Pande, som hæderfulde Ar prydede; thi graae var Sigfrid blevet under Kamp og under Møie. Dog — langt fra sin Rudolf vuggedes Sigfrid nu paa de fierne Bølger — ene vandrede denne i den høie, hvælvede Sal, længselfuld søgte hans speidende Øie, skiønt forgiæves, paa det roelige Hav at opdage den Snække, som førte Oldingen tilbage til Wittovs Kyster.

Rudolfs Fader havde nemlig i dennes første Barndoms Aar giftet sin Søster Littegarde med den dierve Ludolf af Kærhoff, hvis vidtløftige Besiddelser udstrakte sig over en stor Deel af Venden. Ludolfs urokkelige Retskaffenhed, hans varme Menneskekiærlighed, giorde ham elsket af de Gode, og hans tunge Arm opfyldte Voldsmændene og de Svages Undertrykkere med Frygt. Nitten sorgløse Aar henlevede Littegarde med denne ædle Mand i huuslig Lyksaligheds venlige Skiød. I deres Ægteskabs andet Aar blev Littegarde Moder til en Datter, og tvende Aar derefter trykte Ludolf med navnløs Faderfryd en Søn, sit udtrykte Billede, til det bankende Hierte. Stille, og sorgfrie svandt Dagene i Kærhoffs blide Egne, froe skuede Ludolf og Littegarde ud imod Livets Aften, lykkelige ved hinanden, lykkelige ved de Børn, Himmelen skiænkede dem. Som den sneehvide Lillie mellem duftende Roser fremblomstrede Ludolfs hulde Datter i iomfruelig Ynde. Fiern og nær nævnte de forstandige Huusmødre hende som et Mønster paa Sagtmodighed, Huuslighed og hver qvindelig Dyd; fro dvælede hver ufordærvet Yngling i de Kredse, som hendes stille, fordringsfri Yndighed forskionnede, og varmt ønskede hver ædel Pige at ligne den Favre, den Gode; hun var sin Faders Fryd og Fred, ligesom Ludvig var hans Haab og hans Stolthed. I sit Livs Morgenrøde røbede denne allerede sieldne Anlæg, viiste, endnu før han taltes imellem Ynglinger, Prøver paa Mod og Kiækhed og Aandsnærværelse, som lode den glade Fader haabe den herligste Løn for Opdragelsens Møie. Dog, hvo er den Dødelige, i hvis Fied uafbrudt Lykke vandrede, og hvor ofte er Jordens Lyksalighed ikkun tryllende Drømme, der venlig omsvæve os, indtil Modgangs Torden pludselig tilintetgiøre dem. I Arme! ogsaa I vaagnede til Kummer. Thi nu indtraf hiin uheldsvangre Periode, da Vendernes frugtbare Egne bleve en sørgelig Skueplads for blodige, indvortes Krige. Frodig, som giftige Svampe paa halvforraadnet Træ, fremvoxte Voldsmænd og Røvere; men over dem alle hævede Rurik af Meklenborg, med Tilnavn den Blodige, snart sit mægtige Hoved, lig Tidslen mellem giftige Urter; thi kun faae Aar forløbe inden Magt eller Frygt næsten havde bøiet deres hele Antal under hans Lehnsaag. Længe lod han Ludolf ufeidet; thi han frygtede dennes mægtige Arm, som hans troe Undergivnes Kiærlighed og en retfærdig Sag laante dobbelt Kraft; men endelig troede han sig, begunstiget af Lykken, ved forenede Røveres Magt stærk nok til at angribe ham. Vaklende og modsigende vare de Efterretninger, som det usikre Rygte bragte til Rügens skovrige Kyster om Udfaldet af denne Kamp. Snart heed det, at Rurik, forladt af Sine, indsluttet paa sine Borge, fortrød at have udæsket den hvilende Løve; snart heed det igien, at den ædle Ludolf var falden i retfærdig Kamp for sine Eiendomme. Littegarde og hendes Børn overgav Rygtet nu i Voldsmændenes Hænder, nu lod det dem igien have frelst sig, og søgt et usikkert Tilflugtssted i Obotriternes vildsomme Skove. Skiønt Ludolfs og Littegardes Minde, som fra Barndommens tidlige Dage blev tilbage i Rudolfs Siel, ikkun svævede dunkelt og utydeligt for hans Erindring, saa slog hans varme Hierte dog fuldt af uroelig Deeltagelse, da fornyede Rygter stedse giorde deres mislige Stilling sandsynligere. Den viise Sigfrid saae sin Yndlings Uroe, og for kiærlig at ende den, afgik han selv med en letseilende Snække til Warnovs sandede Udløb, længselfuld saae Rudolf hans Komme imøde.

Endelig, den syvende Dag, da Solen sank ned i de vestlige, rødmende Bølger, styrede den velkiendte Snække ind mod den bugtede Strandbred. Rask ilede Rudolf ned imod Sigfrid.

Rudolf. Nu, Sigfrid! hvad bringer du?

Sigfrid. Slette, min Rudolf! ere de Efterretninger, jeg bringer. Den ædle Ludolf faldt for Ruriks Sværd i ulige Kamp, og hans Eiendomme bleve et Rov for den blodstænkte Voldsmand.

Rudolf. Men Littegarde og hendes Børn?

Sigfrid. Om dem veed jeg kun saa meget med Vished, at de ere undgangne Røverens Hænder. Sandsynligviis skiænke Vendernes Skove saavel hende som flere ædle Flygtninge et usikkert Tilflugtssted.

Rudolf. (hæftig) Ha! Sigfrid, lad os opbyde mine Mænd, lad os bemande mine Snækker, og slynge Hævnens knusende Lyn ned paa Voldsmandens Isse.

Sigfrid. Roelig min Rudolf! thi Fornuft finder stedse den Vei, som brusende Hæftighed forfeiler. Lad os først søge at frelse de Levende, inden vi tænke paa at hævne de Døde. Lad Klogskab styre vore Fied! Træde vi frem uden Forberedelse, da knuses vi under Ruriks Magt, som under et rullende Fieldskred; men følge vi forsigtigen vor Vei, er hans truende Vælde ikke uovervindelig; thi misfornøiede sukke allerede mange af hans Lehnsmænd under det Jernaag, som ikkun Overmagten kastede over deres Skuldre, og upaatvivlelig ville Ludolfs Mænd glade flokke sig under dit Banner.

Rudolf. Handle da som dig tykkes.

Sigfrid. Først lad os søge at opdage den ædle Littegardes Tilflugtssted, og naar hun er sat i Sikkerhed, ville vi forsigtigen samle din Magt i hine Egne, for, naar det gunstige Øieblik kommer, med fuld Kraft at kunne virke.

Rask lod nu Rudolfs Bud giennem Wittovs kornsvangre Slette. Blussende Ynglinger og kraftfulde Mænd flokkede sig jublende paa de høistavnede Snækker. Den tredie Morgen heisedes allerede de svulmende Seil paa de bugnende Master, og med fire Skibe forlod Rudolf den fædrene Strandbred. Paa høire Haand skuede de i Forbiseilingen Stubbenitz’s⁵ takkede Forbierg, saae den høie Kongestoel, denne Evighedens Obelisk, majestatisk hæve sig mellem de lavere Fieldklinte. Allerede i Aartusinde trodser dens skumbedækkede Barm Bølgernes Harme. Tæt glede de paa Venstre forbi de mørke Ruiner af Svantevits nedstyrtede Templer, der engang kneisede stolt paa det høie Arkun. Dybt inde i det Sund, som skiller Pommerns Kyster fra Rügens tangklædte Strandbred, viste sig for deres Blikke Stralaaes⁶ Stad, glimrende mod den dalende Aftensoel, og allerede den følgende Dag bar en gunstig Bør dem frem paa Warnovs bugtede Strømme. Ikke rullede dengang som nu Warnovs sølvblaae Bølge mellem kornrige Agre og græsklædte Sletter, ikke hvilede talrige Hiorder mættede paa disses blomstrende Fylde, ikke gienlød den glade Landmands tidlige Morgensang ved dens bugtede Bredder, ikke saae man da den flittige Huusmoder sysle ved sin Dørtærskel, ingen legende Børn om den Syslendes Fied. Mørke, tykke Fyrreskove skiulte dens Bredder. Ubesøgte og eensomme vare de, naar ikke en havomsværmende Wikking nu og da søgte Tilflugt der, naar den barske Nordvind taarnede Havets skumklædte Bølger.

I een af de mange Bugter, som Floden danner, bød Rudolf sit velforsynede Mandskab at fastne de stærke Stavne og oppebie nærmere Befaling. Nogle af sine paalideligste Folk bød han, hemmelig og forsigtig at giennemvandre Obotriternes Skove ned imod Havet, og selv foretog han sig i Sigfrids Selskab en lignende Vandring.

Den første Dag fortsatte de deres Reise giennem øde vidtstrakte Skove. Tavs og stille var alt omkring dem. Ingen Lyd mødte det lyttende Øre, uden den bevingede Sangers Qvidren og Vindens Susen i de mørke Fyrretoppe. Huult og ængsteligt gienlode Sigfrids og Rudolfs tunge Fodtrin i Skovenes Eensomhed. Allerede sank Solen til Hvile, og endnu havde de ikke opdaget Spor af menneskelige Væsner.

Med den rødmende Morgen begyndte de atter deres Vandring, og kom snart i en Egn, som Naturens kiærlige Haand moderlig havde smykket. Behagelige for Øiet fremvise skiønne krumløbende Dale deres blomsterrige Skiød mellem liflige Smaahøie, som, bedækkede med ranke Bøge og ældgamle Ege, laae adspredt paa høire og venstre Haand. Deres Haab her at finde Mennesker steeg, da de hvert Øieblik fandt tydelige Spor af Menneskehaand og Menneskeslid. Dog, paa eengang standsede deres Fied, med lyttende Øre og speidende Blik stode de tavse ved hinandens Side; thi nær ved dem og pludselig bævede igiennem Lunden Harpetoner, søde som Nattergalens tryllende Melodier, og snege sig til deres Øre. Sagte og forsigtige vandrede de efter Lyden, og stege op mellem tvende Høie, som her hævede sig i Veiret ved Siden af hinanden. Steil som den bange Fantasie maler Veien til Elysium, trang som Dydens Bane, snoede sig her en snever Stie op imellem Høiene. Sagte bøiede deres Haand de efeuomrankede Hasler til Side, og de befandt dem da ved Indgangen til en lille yndig Dal, omgiven af blomsterklædte Høie, fra hvis Toppe ærværdige, hundredaarige Ege vidt udstrakte deres løvrige, skyggefulde Arme. Ved Foden af den Høi, paa hvilken Rudolf og Sigfrid stode, laae i Egenes Skygge en lille simpel Boelig, og tæt uden for Døren af denne sad en ung, qvindelig Skabning, fuld af Ynde og himmelsk Blidhed, tavs henbøiet over den Harpe, hvis Toner nyelig vakte deres Opmærksomhed. De vare nær nok, for nøie at kunne betragte hende. Dog, ingen Skildring! Jeg vil kun sige, hvad Petrark, Kiærligheds ømme Digter, et Sted siger om sin forgudede Laura: „Naturen prægede denne Pige, og— sønderbrød Stemplet.“ Let greb hun nu nogle rene, sielfulde Akkorder, og hævede da sin sølvklare Stemme; harmonisk samlød den med Harpens bævende Toner. Saa strømmer to kristalklare Smaabække ved Siden af hinanden giennem blomsterklædte Enge; de flyde sammen, og risle da forstærket hen imellem Markroser og Kierminder, som krandse deres Bredde.

Endt var den Yndiges Morgensang. Med Roe og stille Hengivenhed hævede hun sit Blik imod Himlen, en mild Taare perlede i hendes herlige Øie. Henreven af sine Fornemmelser vilde Rudolf ile frem, men Sigfrid standsede ham, da han saae en aldrende Kone trine frem af Hyttens lave Dør og nærme sig Pigen.

Fromme Lina! begyndte hun, saa tidligt bringer Du allerede den Evige Din Morgensang.

Lina. Moder! mine Morgenarbeider vare forrettede, den herlige Morgen lokkede mig ud, og det skiønne Skuespil, som den vaagnende Natur skiænker, vakte min Siel til Andagt.

Moderen. Himlen er ikke uretfærdig, engang vil sikkert ogsaa din Lykkes Soel stige.

Lina. Og er jeg da ulykkelig? Jeg har Fred i Hiertet, og Du elsker mig.

Moderen. Og dog kunne vi ikke skiule for os selv, at vor Stilling er tung, og vore Udsigter mørke.

Lina. Der lever et algodt Forsyn, ømt vaager dets kiærlige Øie over hver levende Skabning, Moder! Sandelig, vi ere ikke forladte, ikke glemte.

Moderen. Jeg veed det. Men hede Taarer væde dog ofte mit natlige Leie, naar jeg erindrer, at dine Dages Foraar, Dit Livs Blomstertid, svinder glædetomt hen i denne fierne Udørken.

Lina. Mit Liv er ikke glædetomt. Vel er den sande Glæde en spæd, en kielen Plante, og en let Haand skal der til at pleie og opelske den; men har man først lært dette, saa groer den villigere, frodigere og raskere paa Ringheds eensomme Blomsterbed, end i Rigdoms pragtfulde Have; thi, som den blye Martsfiol, ynder Glæden stille Roelighed; støiende Tummel, vilde Adspredelser ere fremmede for dens Væsen.

Moderen. Takket være den milde Himmel, som skiænkede Dig denne fromme Taalmodighed, denne stille Hengivenhed.

Lina. Tidlig plantede Du dem selv i mit unge Hierte.

Rudolf og Sigfrid afbrøde nu denne Samtale, i det de med langsomme Skridt ærbødigen traadte frem. Forfærdet trine Moder og Datter tilbage, dog snart fattede den første sig, og spurgte:

Fremmede! Hvad ville I? Hvad søge I her, hvor ingen Vei gaaer, hvor ingen Fodstie slynger sig?

Rudolf. Vildfarende omvanke vi i disse ueisomme Skovstrækninger, ængsteligt søgte vort Øie allerede en Udgang, da denne favre Piges tryllende Morgensang viste os Veien til Din Bolig. Vederqvægelse til den Vandring, som forestaaer os, om mueligt en Veiledning, som sætter os i Stand til at finde Udgangen af Skoven, see! det er alt hvad vi søge; kan, eller vil Du ikke skiænke os nogen af Delene, da vandre vi tavse videre; og ønske I at være skiulte, da skal vor Mund ingensinde forraade, hvilken Skat Venden giemmer i Hiertet af sine uhyre Skove.

Moderen. Aldrig gik i bedre Dage den hungrige Vandrer uvederqvæget fra min Dør, ogsaa I skulle det ikke. Lidt maatte Du desuden kiende Menneskene, naar Du ikke vidste, at Medlidenhed, at Deeltagelse i Ulykke fornemmelig maae søges under Ringheds Straatage.

Sigfrid. Jeg veed det. Hundrede gange søgte jeg dem forgiæves i de gyldne Herre-Sale, men fandt dem kun i Armodens Hytter.

Moderen. Mand! Dit roelige Øie maatte endnu lyve frygteligere end Din Tale, dersom Du skulde være i Stand til, at bringe Jammer og Elendighed ind i denne snevre Dal, hvorhen nogle arme Dødelige flygtede med det eneste, som Skiebnen levnede dem af svundne Dages Lyksalighed, en rolig Samvittighed og Mindet om en brødefrie Vandel. Derfor kommer! og værer mig velkomne!

Under denne Samtale hvilede Rudolfs Øie ufravendt paa den rødmende Lina. Ofte mødte Linas Blikke det, høiere farvede da Uskyldigheds Purpur den Yndiges Kinder, og hurtig sank hendes Øie til Jorden, imedens hendes Fingre sagte legede med Harpens tavse Strænge; dog blye hævede det sig atter, for uvilkaarlig at søge den skiønne Rudolf. Med venlig, uefterlignelig Blidhed førte hun ham ind i den lave Bolig. ”Vær os velkommen”, sagde hun med en Vellyd i Stemmen, der sneeg sig dybt i Rudolfs ubevogtede Hierte.

De traade ind. Afsides i Værelset sad en graahærdet Mand, beskæftiget med at flette Sivmaatter. Med Forundring i hver Mine reiste han sig, da de Fremmede trene ind. Tavs satte han sig langsomt ned igien, betragtende dem, medens han arbeidede, af og til med et forskende Øie. Alting her bar Mærket af Tarvelighed, som grændsede nær til Mangel, men trindt om herskede dog Nethed og Orden. Huld og venlig som en velgiørende Engel, svævede den huuslige Lina munter omkring, og snart stod et landligt, simpelt Maaltid tilberedt. Brød og Melk og velmodne Frugter prydede det tarvelige Bord.

Der gives Mennesker, i hvis Barm Naturen, denne Skabningens kiærlige Moder, har nedlagt de samme Følelser, de samme Tilbøieligheder, den samme urokkelige Hengivenhed for Dyd og Retskaffenhed; lad den halve Jordklode adskille disse Mennesker, lad dem opvoxe ved Nordpolens evige Iisfielde og i Saharas brændende Sand, ved Indus’s palmekrandsede Bredder og Obys uvenlige Udløb! alligevel naar Tilfældet, dog nei! ikke Tilfældet, thi dette Navn er Haan imod Forsynet, naar Styreren af vore Skiebner samler disse Mennesker, da behøves kun faa Øieblikke, og deres Hierter nærme sig hinanden; faa Timer, og de knyttes fastere, end om en halv Menneskealder havde været deres Samværelses Tidsrum.

Saaledes vare de Menneskers Hierter beskafne, som en lille, snever Hytte her indsluttede. Menneskekienderen vil det derfor ikke falde besynderligt, at det varede kort, meget kort, inden Sigfrids venlige, ukonstlede Sprog, inden Rudolfs blide, deeltagende Mine kiærligt sammenknyttede det Baand, som overeenstemmende Følelser allerede havde flettet, og stemte deres Siele til Fortrolighed, denne hulde Trøsterinde i Livets mangehaande Lidelser. Den dybe Tungsindighed, som med saa skarpe, saa umiskiendelige Spor havde leiret sig paa Linas Moders Aasyn; den stille Kummer, der, liig enkelte Regnskyer paa den blaae, venlige Middagshimmel, svævede over Linas Pande, viste tydeligt, at Skiebnen havde strøet skarpe Torne om deres møisomme Vandring. Inderlig Deeltagelse fyldte Sigfrieds og Rudolfs Hierter, og denne vakte levende Attraae hos dem til at kiende de Aarsager, der havde bevæget disse Ædle til at flye menneskeligt Samfund og opslaae deres Boelig i Skovenes Eensomhed. Høiere steeg denne Attraae ved Haabet om, at Fortællingen om deres Skiebne mueligt kunde indeholde Efterretninger, der kunde lette deres Undersøgelser, der, liig veiledende Stierner, kunde styre deres vildsomme Vandring.

Omsider begyndte Sigfrid, i det han vendte sig til Moderen: Det flygtigste Bekiendtskab med dig og denne hulde Pige, der blomstrer her, som den eensomme Alperose, ukiendt af Vandreren, overbeviste os snart om, at denne Ørken ikke altid har været Eders Opholdssted. Grunde, ved hvilke min unge Ven og jeg sikkert ikke have Aarsag at rødme, vakte varm Attraae hos os, til nøiere at kiende Eders Skiebne.

Moderen. Din Formodning er maaskee rigtig; men tillad mig med et tæt Slør at skiule de fremfarne Dages Begivenheder. Mindet om tabte Glæder tiener ene til at vække den slumrende Smerte og stemme Sielen til fornyet Jammer.

Sigfrid. Uden Skaansel at oprive den Ulykkeliges halvlagte Vunder er Grusomhed; men vil Du vel kalde Lægens kiærlige Omsorg med dette Navn, naar han med en let Haand undersøger Saaret, for at lindre, hielpe og læge?

Moderen. O hvad nytter det vel? Smertelig ville maaskee mine Ord ryste Eders deeltagende Hierte; men min Kummer, ak! den bliver i mit Barm.

Sigfrid. (trøstende) O siig det ikke. Stundom lykkes det dog at bortvælte Kummerens Byrder fra den Lidendes Siel, endskiøndt Dødssangen alt suser og Høststormen begynder at ryste Bladene. Ogsaa for Dig er der Lindring og Hielp, naar Du kun aabner Dit Øre for Fornuftens overtalende Stemme.

Moderen. Hvad er Fornuft?

Sigfrid. (rask) En Havn i Lidelsers Storme, et Anker i Mismods sorte Øieblikke, en Tilflugt for Mishaabs ængstelige Qvaler.

Moderen. Og har Du da aldrig hørt, at man kan strande midt i Glædens sikkre Havn?

Sigfrid. Lad saa være, styrter end alting sammen, saa staaer dog Medlidenhed, som en venlig Engel, imellem Ruinerne og byder den Synkende sin hielpende Haand.

Moderen. Eders Deeltagelse fortiener min Fortroelighed. Jeg vil underrette Eder om vor Skiebne. Den er i det mindste et sørgeligt Exempel paa Ubestandigheden af menneskelig Lyksalighed. Roeligt og lykkeligt svandt mine Dages smilende Foraar, let svæver min Erindring hen over disse Dage, som Øiet over en stor blomsterklædt Slette. Skyldfrie var min Siel og reen som Himmelens klareste Blaae, mit Hierte roeligt som den speilglatte Søe, ikke saaret af egen eller andres Elendighed. Himlen skiænkede mig en Mand, O! lignede alle Mænd ham, da vilde huuslig Lyksalighed ikke saa ofte være landflygtig paa Jorden. Venlig vandrede han ved min Side, kiærlig understøttede han den Svage, mandig jevnede han hver mødende Hindring. Fast og urokkelig var han som Klippen i Havet, naar huusligt Held fordrede det, og dog i samme Øieblik overbærende med mit Kiøns mangehaande Svagheder. O! han var blid og øm den sidste Dag som den første. Jeg var sunde Børns lykkelige Moder; jeg saae dem opvoxe, dannede for Dyd og Uskyld af en fortreffelig Fader. Milde Himmel! Jeg var lykkelig, saa lykkelig! Ethvert mit Pulsslag var Glæde.

Lina. (med en perlende Taare i Øiet) Mit Hierte haaber saa sikkert, at mangen sildig Glædes Rose endnu vil spire om Din Vandring.

Moderen. Neppe, gode Pige! neppe. (efter en Pause) Den misundelige Skiebne fandt min Lykke for stor; kun faa Slag, og den sank sønderknuset til Jorden. Allerede længe sukkede Vendernes sydligere Egne under Borgerkrigens Rædsler, allerede længe beskyggede Ødelæggelsens Morderengel med sine mørke, frygtelige Vinger disse frugtbare Egne, og Dampen af myrdede Brødres Blod steeg alt længe mod den hævnende Himmel. Endnu rystede kun Fortællingen om disse frygtelige Scener vore Siele. Dog, nærmere og stedse nærmere rykkede Uveiret frem, som en Jordskielv- forkyndende Torden rullede det endelig hen over vore Sletter. Rurik af Meklenborg — — —

Rudolf. (afbrydende hende) Rurik, Rurik af Meklenborg?

Moderen. Altsaa har Voldsmandens Navn allerede før naaet Eders Øre?

Sigfrid. Overhyllet med Skiændsel, ledsaget af Afskye førte Rygtet hans Navn uden for Vendernes Grændser.

Moderen. Paa Mord og Ødelæggelse havde Rurik bygget sit Herredømme over Vendernes sydøstlige Egne, og beherskede allerede disse i nogle Aar med sit blodige Jernsepter. Tungt og trykkende hvilte hans Aag paa de ulykkelige Indbyggeres modstræbende Skuldre; trindt om lode de Undertryktes anklagende Sukke, medens Rurik mellem vilde Udsvævelser søgte at dæmpe Samvittighedens Stemme. Paa denne Lasternes Skueplads, traadde man koldt Ret og Retfærdighed under Fødder; man spottede Godgiørenhed, Menneskekiærlighed og alle hine skiønne, venlige Baand, der kiærlig slynge sig om den lidende Menneskehed; man haanede grusomt den modstræbende Piges døende Dyd. Dog, lad mig vende Øiet bort fra disse Scener, og lynsnar svæve min Erindring hen over de følgende! Nu styrtede Rurik paa eengang, som en brusende Fieldstrøm, hen over vore fredelige Egne. Han fandt Modstand, eftertrykkelig Modstand, men Overmagten var for stor. Vi tabte den ene af vore Besiddelser efter den anden. Da den sidste af vore Borge med stormende Haand blev indtaget af Rurik, flygtede Lina og jeg, skiulte i Bardedragt, giennem en hemmelig os bekiendt Løngang, efterat jeg med unævnelig Smerte havde tiltrykket den ædleste Mands Øine, som nogensinde faldt i retfærdig Kamp for sine Eiendomme. Min Søn, ak! min ulykkelige Ludvig, en fortreffelig Yngling, modig som en ung Løve, reev sig ved Faderens blodende Legeme af mine Arme, og styrtede sig i den vildeste Kamptummel; han forsvandt for mine Øine, sikkert faldt han for Sværdenes Skarphed i sin kraftfulde Ungdom, liig den unge, frodige Eeg for den tunge Øxe. I flere Dage vankede vi flygtige omkring. Vor Dragt skaffede os Modtagelse og Ophold. Endelig stødte vi tilfældigviis paa denne ædle Olding. Lignende Hændelser aabnede vore Hierter, lidt efter lidt fortalte vi ham vor Skiebne. Han førte os til sin skiulte Boelig, i hvilken han havde søgt Tilflugt for sine Fienders Forfølgelser, og næsten et Aar have vi nu i denne eensomme Dal levet i Sikkerhed og Roe.

Med stedse stigende Uroe hørte Rudolf denne Fortælling; stormende bankede hans Hierte, med ungdommelig Hæftighed raabte han:

End dog denne frygtelige Uvished i hvilken min Siel svæver! hvad heed denne Mand? hvad heed din Linas Fader?

Moderen. Hvad nytter det dig vel at vide hans Navn, unge Mand? (i det hun smertelig lægger Haanden paa Hiertet) Det bliver her.

Rudolf. (hæftig) Og hvorfor skulde jeg ikke nævne det? han heed Ludolf, Ludolf af Kærhoff.

Moderen. (langsomt, med Smertens dybe Accent). Ja! saa kaldte man den Ædle.

Op sprang Rudolf af sit Sæde; hæftigt indsluttede han begge hendes Hænder i sine: Takket være den algode Himmel! raabte han, som styrede vore Fied i Skovenes vildsomme Nat. Littegarde! Moder! du kiender mig ikke; du kiender ikke din Rudolf, din Broders Søn. Barnet Rudolf slumrede dog saa tidt paa dine Arme og legede i dit Skiød.

Dog, hvorfor skulde jeg udmale denne Scene, hvorfor skildre Littegardes stumme Henrykkelse, da hun i denne Rudolf, hendes Ungdoms Idol, der saa herlig var fremvoxet til Mand, fandt hendes frelsende Hævner? Linas og Rudolfs tavse Glæde, da de ved Slægtskabs Baand saae sig saa nøie forbundne?

Roelige og sorgfrie svandt de følgende Dage i Venskabs og kiærlig Fortroeligheds Skiød. Medens Sigfrid med Oldingen Uller, der nøie kiendte Egnen, vandrede til Høire og Venstre, for at undersøge Ruriks Styrke og Forfatning, og berede alting til et heldigt Udfald, vare Rudolf og! Lina lykkelige i hinandens Selskab. Stedse var Rudolf Linas troe Ledsager, naar ikke huuslige Sysler kaldte hende bort. Omhyggelig speidede han i hendes lyse Øie, for at giette hendes Siels sagteste Ønsker, og opfylde dem, inden de løbe fra hendes Læber; som en tienstfærdig Genius omsvævede han hendes Fied, for at vise hende disse smaa Omhyggeligheder, der saa venlig forhøie og forskionne huuslige Glæder; disse smaa Tjenester, som det elskende Hierte er uudtømmelig i at udfinde, og som ene den blide, ømme Qvindesiel rigtigt forstaaer at sætte Priis paa og giengielde.

En Færdighed, som Rudolf i Barndommens sorgløse Dage havde erhvervet sig, bidrog ogsaa til at føre deres Hierter nærmere sammen. En gammel Skiald, som i Rudolfs første Ynglingsaar opholdt sig paa Schonau, lagde tidligt Mærke til hans varme, deeltagende Hierte, hans raske, dristige Fantasie. Naar da Rudolf, træt af Vaabenøvelser, i Uffos lærerige Selskab oplivedes ved Fortællingen om Oldtidens Manddom, om Fædrenes Mod; da gav denne, som kiendte Musikens Almagt over det menneskelige Hierte, ham Harpen i den villige Haand, og lærte ham at fremlokke de søde Toner, der saa venlig snige sig giennem Øret til Hiertet, og lokke milde Taarer i vort Øie. De ukiendte Fornemmelser, som i den hulde Linas Selskab giennemstrømmede Rudolfs Hierte, vakte den slumrende Digterevne. Begeistringens Lyn omflammede ham. Han besang Naturen og Dyden og huuslig Glæde. Ofte naar Aftenens Stierne blidelig tindrede paa Himmelens Hvælving, naar Roe og Fred og Hvile laae sagte udbredt over Skabningen, da lode Rudolfs og Linas glade Vexelsange i Aftenens tavse Eensomhed.

Ukunstlede vare Rudolf og Lina, som Naturen omkring dem, aabne vare deres rene, ufordærvede Siele; thi i de Dage gieldte endnu Huuslighed, Sagtmodighed og alle stille Dyder for Qvindens herligste Prydelse, og derfor var det endnu Moderens skiønneste, mest lønnende Arbeide, selv kiærligen som Gartneren, der fremlokker den yndige, duftende Rose, i Pigens himmelrene Siel at fremelske alle de blide Dyder, ved hvis Udøvelse hun selv var agtet og elsket. Ikke sløvgiorde da, som nu, rasende Forlystelsessyge Qvindens Siel; ikke giorde Jagt efter støiende Adspredelser hende kold for huuslige Glæder og de hellige Moderpligters Opfyldelse; Ikke betroede hun da i fremmede, ak! ofte iskolde Hænder, Omsorgen for sit Barns unge voxbløde Hierte. Thi saa ofte forsvinder under denne kiøbte Pleie, den blide ulignelige Qvindelighed, og giver Plads for Forfængeligheds Pragtblomst; saa ofte tabes under Nutidens Dannelse Qvindens store Bestemmelse af Sigte: Midlet betragtes som Øiemeed, Smaating behandles som Hovedsag og Hovedsagen som Bagateller. Men Ynglingen blev da ei heller anført til at efteriage Skinnet, han skulle dengang ikke synes meer end han virkelig var; man havde ingen intellektuelle Drivekasser, hvor Forfængelighed og Glimresyge fremklækkedes, hvor Spiren lagdes til denne Egoisme, denne daarlige Selvtillid, der for det meste stempler vore Dages fremvoxende Slægt, og mægtigen, standser hvert Fremskridt mod sande og nyttige Kundskaber.

Liig unge frodige Planter, hvilke Naturen selv moderlig har pleiet, stode Rudolf og Lina, dens rene, ufordærvede Børn der, fremmede for Forstillelse, fremmede for alle kunstlede Fornemmelser. Allerede havde Følelsen af hinandens Værd vakt varm, inderlig Agtelse i deres Hierter. For Mennesker i Rudolfs og Linas Stilling er der kun et lille Skridt imellem Agtelse og Kierlighed. Snart var dette Skridt giort og snart, tilstode de hinanden deres Fornemmelser. En Aften da Littegarde og Sigfrid hvilede uden for Hyttens Dør, traadte Rudolf og den rødmende Lina Arm i Arm frem for dem, og bade Littegarde om hendes moderlige Velsignelse.

Rørt raabte Littegarde: I overraske mig Børn! uendelig behageligt overraske I mig. Gud! Saa ere da selv mine kiereste Drømme opfyldte.

Din Velsignelse Moder! Din Velsignelse over dine glade, dine lykkelige Børn! stammede sagte den rødmende Lina.

Min moderlige Velsignelse følge Eder, elskede Børn! Gode, ømme Lina! stedse være Sagtmod og Taalmod dit skiønne Hiertes simple Prydelse, da skal du være din Rudolfs Haab og Glæde, da skulle under din venlige Pleie mit Livs sidste Dage svinde blide som en Foraarsmorgen. Og du Rudolf! snart min Søn, du skal kiærlig erstatte mig min tabte Ludvig, du skal være min svage Alders Støtte, at ingen Storm, ingen voldsom Orkan omkaster mig. Himlen velsigne Eder!

Rudolf og Lina vare lykkelige, lykkelige som i Barndommens første salige Dage. Dog, mismodig lægger jeg her Pennen; hvorledes skulle jeg vove at skildre lykkelig Kierligheds venlige Glæder, vove at male dens tryllende Scener? Uden Kraft og Liv vilde Maleriet staae der, som et skummelt, mislykket Natstykke; thi hvorfra skulde Farverne vel faae Styrke og Lys? Dog, den elskende Yngling og den kiærlige Pige kalde ikkun det lykkelige Øieblik tilbage, da det første uskyldige Kys sagde dem, at de elskede og elskedes; lys og klar skal da Fantasien fremtrylle for dem Erindringen om den første Kierligheds navnløse Fryd.

Dog, snart svinde Kierligheds Glæder. Faa Dage efter meldte Sigfrid, at hans Planer vare modne, at Midlerne til deres Udførelse lode haabe et lykkeligt Udfald. Han foreslog først at bringe Lina og hendes Moder ombord paa et af Rudolfs Skibe, for i Sikkerhed at lade dem afgaae til Wittov. Derpaa vilde han forene sine Krigere med Ruriks misfornøiede Vasaller, som i Stilhed beredte sig paa at virke i Forening med dem. Hæftigt modsatte Rudolf sig Linas Afreise; hun skulde blive i Nærheden, for, saasnart mueligt, at dele hans Triumph, for, saasnart mueligt, ved ham at indsættes i sine tabte Rettigheder. Da nu den gamle Uller forsikkrede, at i de tolv Aar Dalen havde tient ham til Opholdssted, vare Rudolf og Sigfrid de eneste, som uden Veiledning havde fundet dens skiulte Indgang; og da endelig Lina selv formodentlig for at være sin Rudolf desto nærmere, yttrede det Ønske at blive, saa opgav Sigfrid denne Deel af sin lagte Plan, efterat han endnu engang havde forestillet dem de Farer, som muligen kunde møde. Rudolf! Lina! sørgende forlod Eders Skytsaand Eder i disse Øieblikke, svagt forsøgte hans kiærlige Haand, i det han flygtede, at løfte det Slør, som skiulte Fremtidens Dage for Eders Øie, men, den ubøielige Skiebne tillod det ikke.

Efter et varmt Farvel forlod Rudolf i Sigfrids Selskab Kierligheds Dal. Lykkelig fandt de deres Folk paa det Sted, hvor de havde forladt dem, ikke uden Bekymring over deres lange Fraværelse. Snart begave de sig paa Tilbageveien, og inden faa Dage befandt de dem atter i Nærheden af Linas Opholdssted. Deres Krigere lode de her standse. Paa Kierligheds lette Vinger fløi Rudolf giennem Dalen, langsomt og roeligt fulgte Sigfrid hans flygtige Fied. Dog, hvo maler Rudolfs ængstelige Forundring, da han fandt den lave Boelig tom? hans stigende Bestyrtelse, da han efter gientagen Eftersøgning overbevistes om, at der ingen Lina, ingen Littegarde fandtes? hans vilde Hæftighed, der nærmede sig til Raserie, da Sigfrids roligere Øie rundt omkring opdagede Spor af voldsom Bortførsel? Omstyrtet laae det simple Boeskab sønderbrudt paa Gulvet, henkastet i en Krog Linas Harpe. Uden for Døren saae man tydelige og friske Hestespor i det bløde Grønsvær, og ved Hyttens Dør var et Sværd nedstukket, formodentlig glemt af Eieren, hvem det i en Kamp af denne Natur havde været til Hinder. Grændseløs var Rudolfs Jammer. Han anklagede Forsynet, han anklagede sig selv. Ofte forsøgte Sigfrid at nedstemme hans Smerte til den Grad, som giør roeligt Overlæg mueligt, men forgiæves, hans Smerte var for nye og for voldsom.

Imod Aften kom en Mand langsomt og sørgmodigt vandrende giennem Dalen. Det var Uller. Som en løsladt Storm foer Rudolf ham imøde. Med en Hær af iilsomme Spørgsmaal bestormede han den trætte Olding, uden at levne denne Tid til at besvare et eneste. Dog, endelig lykkedes det ham, skiønt stedse afbrudt ved Rudolfs Spørgsmaal, at fortælle det lidet, han vidste, til Underretning.

For nogle Dage siden havde Uller en Morgen tidlig forladt sin Boelig, for efter Sædvane at indsamle Levnetsmidler. Paa den anden Side af Skoven havde han langt fra seet enkelte omstreifende Hobe af Ryttere og Fodfolk; forundret over dette usædvanlige Syn havde han erkyndiget sig om dets Aarsag, og med Bestyrtelse erfaret, at man havde meldt Rurik, at fremmede, væbnede Snækker Tid efter anden landede paa Kysterne, at man havde bemærket Krigere i samlede Hobe leirede i Skovene. Hurtig havde Rurik givet Befaling at undersøge, hvorvidt det forholdt sig, som Rygtet berettede, og hine Hobe, som Uller saae, udrettede dette Ærinde. Saa hurtigt som mueligt vendte Uller tilbage, men fandt sin Boelig tom. Formodentlig havde de omstreifende Krigere opdaget den og bortført Lina og hendes Moder, som Høgen de værgeløse, flagrende Duer. Den følgende Morgen var Uller vandret ud, for om mueligt at opdage den Vei Røverne havde taget, men snart havde han tabt deres Spor, og efter tvende Dages Efterforskning vendte han nu udmattet og kummerfuld tilbage.

Det var ingen Tvivl underkastet, at Lina og hendes Moder vare henbragte til en af Ridderborgene paa den anden Side af Skoven; men ligesaa vanskeligt som farligt var det at opdage, hvilken af disse, der indsluttede dem inden sine Mure. Da Uller trindt om nøie kiendte Egnene, og da den udlevede Oldings Person ingen Mistanke kunde vække, saa tilbød han sig at foretage en Vandring dybere ind i Landet, for at opdage de Forsvundnes Opholdssted. Dog, paa eengang foer en Tanke, hurtig som et Lynglimt, igiennem Rudolfs Hoved. Iilsomt sprang han op, og hentede fra et andet Værelse de Bardedragter, i hvilke Lina og hendes Moder vare flygtede fra Kærhoff. „Denne Dragt“, raabte han! „viste Lina mig engang med en taknemmelig Taare. Den frelste min elskede Pige af Voldsmandens Hænder, og jeg skal under dens venlige Skiul anden Gang befrie hende. Min Harpes Trylletoner skulle aabne mig Borgenes hemmeligste Lønkamre, og Kierligheds Genius skal føre mig giennem Fængslernes Nat til min elskede Pige.

Allerede tidligt den følgende Morgen var Rudolf reisefærdig. Bardernes hellige Infula slyngede sig imellem hans lysebrune Lokker. En lang, viid Kiortel, ombunden med et simpelt Belte, omgav hans Legeme; i Beltet hang det korte Bardesværd, over Skuldrene Linas Harpe. Varmt trykkede han sine Venners Hænder, og efterat han af Uller havde modtaget den fornødne Underretning, tiltraadte han fuld af Haab sin farlige Vandring.

Men, Haabet — denne tomme Beroligelse for Ulykkelige — bedrog ogsaa ham. I tre Dage vandrede han allerede omkring, allevegne fandt han Spor af Nød og Elendighed i det udmarvede Land, men intet, intet Spor af sin elskede Pige. Sin meeste Opmærksomhed henvendte han paa Ridderborgene, hvis Besiddere i de Dage vare ligesaa bekiendte for deres vilde Tapperhed, som for deres raae Sæder, der tillode dem enhver Udsvævelse, enhver krænkende Fornærmelse imod Svaghed og lidende Uskyld. Mange af disse vældige Bygninger, som Stolthed, eller Herskesyge, eller Ranelyst havde optaarnet over Sletten, fandt Rudolf øde og ubeboede; tavs, skiønt udtryksfuldt, vidnede de om, at alt er forgiængeligt under Solen. Deres stolte Taarne, som syntes at spotte Evigheden, laae, ved Tidens fortærende Tand eller Krigens ødelæggende Haand, nedkastede i frygtelige Ruiner, hvoraf den levende Fantasie dannede tusinde forskiellige Billeder. I de vedbendomslyngede Muurrifter tudede den eenlige Ugle sin rædselfulde Nattesang, de kulsorte Ravne, som den sieldne Vandrers Fodtrin ei mægtede at skrække, hævede deres hæse Stemmer i de gamle Egetoppe, som indhyllede Ruinerne i tungsindig Skygge. Udyrkede laae de grødefulde Marker, den sørgelige Tidsel, og det aagrende Ærtetræ⁷ skiulte de frugtbare Agre. I Nærheden af disse Ødelæggelsens Skuepladse fandt Rudolf nu og da en udlevet Olding, hvis Haar Kummer før Tiden havde bleget, paa hvis indfaldne Kinder Elendighed tidligt havde draget sine Furer, der med svage Hænder søgte at opholde sit kummerfulde Liv. Fuld af mørk Tungsindighed vendte Rudolf sig fra saadanne Egne hen til andre, hvor han havde mere at haabe, men ogsaa mere at frygte; til de Egne nemlig, hvor hine Smaatyranner herskede, som i de indvortes Krige enten havde beholdt Overhaand, eller ogsaa tvungne af Overmagten havde modtaget deres Besiddelser som Lehn af den mægtige Rurik. Alt gienlød her af udsvævende Gilder og støiende Drikkelag; sieldnere, men tungere, hørte man her Elendigheds Sukke; thi Frygten undertvang dem.

For det meste aabnede Rudolfs Dragt ham allevegne uden Vanskelighed Indgangen til disse Steder; al muelig Snildhed anvendte han for at opdage, om hans Pige maaskee kunde være skiult i een eller anden af disse Uskyldighedens Morderhuler. Ingen af dem forlod han, saa mange Farer han end udsatte sig for, inden hans Efterforskninger havde forvisset ham om, at man her intet vidste om hans Pige, men med denne Vished forlod han ogsaa dem alle. Enhver Aften med den synkende Soel sank hans Haab dybere, og hver Morgen, naar han, efter en uroelig Slummer, reiste sig af sit haarde Leie, vare hans Forhaabninger svagere, og mørkere Tungsindighed leirede sig om hans Isse.

Den fierde Dag imod Aften kom han i en Egn, der ikke i saa høi en Grad syntes at have været Borgerkrigens vilde Tumleplads. Behagelige laae Markerne udstrakte mellem yndige Skovstrækninger, og bare kiendelige Spor af sildigere, omhyggeligere Dyrkning. I Baggrunden laae, paa en frugtbar Slette, ved en temmelig betydelig Søe, en gammel ærværdig Borg, mod Landsiden omgiven af gamle Egetræer fra Oldtidens fierneste Dage. Stolt hævede sig dens høie Taarne og Tinder over de lavere Trætoppe, pragtfuld spillede den dalende Soels ildrøde Straaler paa de gyldne Fløie og de kaaberdækkede blodrøde Tage, hvis uhyre Kiempeskygger naaede langt ud over Sletten.

Ogsaa her maae du søge, tænkte Rudolf, i det han vandrede hen imod Bredden af Søen, og klar, som Solen giennem Høstmorgenens Taager, funklede en Straale af Forhaabning giennem de Sorgmodigheds Skyer, der svævede om hans Pande, hans Blik blev lyst, som Aftenens Guld, der venlig bølgede ham imøde. Lykkelige Ahnelser fyldte hans Barm, og lode ham haabe Glæder, som han dog ikke tænkte sig tydeligt. Han havde nu naaet Søen, ved hvis modsatte Bredde Borgen kneisede i sin hele gothiske Pragt. Langsomt vandrede han langs hen med Bredden, roelig som hans Siel i disse Øieblikke var hele Naturen. Den synkende Soels allersidste Straaler brøde sig i Horizontens lette, lyse Skyer, og farvede med luende Guld disses Kanter uefterlignelig skiønne. Blid indhyllet i Aftendæmringens halv igiennemsigtige Slør laae Egnen udbredt for hans Øie; tavs var alt omkring ham, ikkun enkelte Lærkers sildige Aftensang afbrød Naturens høitidsfulde Tavshed, sagte trillede Søens sølvklare Bølger, fra deres krusede Overflade straalede, tusinde Gange mangfoldiggiort, den venlige Aftenstiernes Billede tilbage.

Rudolf befandt sig nu ved Indgangen til Skoven, som, foruden en meget bred Grav, paa denne Side omgav Bygningen. Et høit, rundt Taarn, som fra Hiørnet af Muren sprang ud i Graven, vakte især Rudolfs Opmærksomhed; thi i Sommeraftenens Skumring øinede han stærke Jerngittere, som omhyggeligt forvarede hvert Vindue. Ved Roden af et gammelt Egetræ besluttede han, at tilbringe Natten, for med den tidlige Morgen at begynde sine Undersøgelser. Tavs sad Rudolf lænet op til den hundredaarige Stamme, ei Bølgernes sagte Hvisken mellem Søens Siv, ei Vestrevindens Susen i Egenes Toppe formaaede at dysse ham i Slummer; thi lyst og klart svævede hans elskede Linas Billede for hans Erindring, og Søvnen flygtede fra hans Øie. Det var Midnat. Mellem lette Skyer gled Maanen frem paa den venstre Side af Bygningen, og spredte sit zittrende Sølv paa Træernes Toppe, snart var ogsaa Taarnet oplyst af dens blege Straaler. Rudolf kastede et Blik derhen. Et aabent Vindue vakte hans Opmærksomhed, og denne steeg, da han giennem Jerngitteret troede, at see en hvid Gestalt svæve forbi Vinduet. Haab og Frygt giorde ham stum og raadvild. Dog, paa eengang naaede en Lyd af velkiendte, yndige Toner hans Øre. Sød som Haabets opmuntrende Tryllestemme løde Tonerne i den eensomme Nat; thi hvor kunde Rudolf miskiende Linas ømme, klagende Toner. Gierne havde han med Tordenrøst udraabt hendes Navn, men, Kierlighed og Forsigtighed bøde ham at tie — og vente. Drukken af Glæde, stum af Henrykkelse og froe Bestyrtelse stod han lænet op til Egens ujevne Stamme, og intet Ord fra Linas Læber undgik hans Øre. Hun sang:

Saa sang hun. Glædens salige Taarer zittrede i Rudolfs mandige Øie. Sagte sneg han sig hen til Bredden af Vandet. Med dæmpet Stemme raabte han: „Lina! beste Lina!“ dog stille var alting, som i den eensomme Grav, ingen Lyd forkyndte et levende Væsens Nærværelse. Utaalmodig raabte han høiere: „Lina! kiender Du ikke mere Din Elskedes Røst?“

Lina. (ved Vinduet) Tør jeg troe mit Øre? har det virkelig været Dig mueligt, at opsøge Din arme Pige dybt inde i Obotriternes Skove?

Rudolf. (hæftig) O Kierlighed giør alting mueligt, den er stærk som den Eviges Almagt, den bekiæmper hver trodsende Hindring; styrket af den skal jeg giennembryde disse Mure, inden hvilke min Pige sukker, som knusende Lyn skal mit Sværd da ramme Voldsmandens Isse.

Lina Sagte! Du Kampens Søn! Sagte! Vel hersker her natlig Tavshed, men Du veed, Forræderen sover aldrig.

Rudolf. (med dæmpet Stemme) Men hvo vovede, at lægge forvoven Haand paa min Pige? Hvo vovede at indslutte hende mellem disse skumle Mure?

Lina. Faa Dage efter Din Afreise styrtede en Hob Ryttere ind i vor fredelige Dal. Flugt var umuelig; voldelig slæbte man min arme Moder og mig til denne Borg, som engang var min Faders, og hvor jeg lykkelig henlevede min Barndoms feire Dage. Man overgav os i Ruriks, den vilde Ruriks Hænder.

Rudolf. Min Pige indsluttet paa sin Fædreneborg, som en livegen Fange! (hæftig) Hævnende Himmel! du styrke min Arm og du skiærpe mit Sværd.

Lina. Roelig! Rudolf! for vor Kierligheds Skyld! Roelig! Vi vare begge tabte, dersom man ahnede Din Nærværelse. Det var Nat, da vi ankom hertil. For Rurik vare vi fremmede, men en tienstfærdig Usling, som ledsagede ham, kiendte os og nævnede vore Navne. Han blegnede, og forbød strængelig, Gud veed hvorfor, de faa Tilstædeværende endog med et Ord at forraade, hvo vi vare. Man rev mig af min jamrende Moders Arme og førte mig til denne meest afsides Deel af Bygningen, hvor min Faders Morder, hvem jeg var uhældig nok til at behage, daglig forfølger mig med sin Kierlighed.

Rudolf. O beroelige Dig elskede Pige! Snart ere disse Trængselens Dage forsvundne.

Lina. Ak, hvorledes tænker Du at kunde frelse mig, Du og Dine Tusinde formaae intet mod disse Mure. (langsom) Jeg kiender kun een Vei.

Rudolf. Nævn den! Nævn den! Pige!

Lina. Den er farlig.

Rudolf. Kiender troe Kierlighed Farer?

Lina. Saa hør da! I Bygningens tykke Mure føre hemmelige Gange⁸ rundt omkring til forskiellige Sider. Fra dette Værelse, hvori jeg er indsluttet, gaaer i Muren en skiult Vindeltrappe ned i Begravelses-Hvælvingen under hiin Fløi af Bygningen; og i denne Hvælving er den hemmelige Løngang, igiennem hvilken min Moder og jeg allerede eengang have frelst os. Jeg var forgangen Nat ved Døren til Hvælvingen, men min Haand var for svag til at aabne den.

Rudolf. Takket være Himlen! Min Dragt skaffer mig sikkert Indgang i Borgen, og det lykkes da vel min Snildhed at komme ned i den afsides Hvælving. Vent mig de tre følgende Nætter efter Midnat ved Døren, som fører ned til Hvælvingen, at jeg, veiledet af et Tegn fra Dig, kan vide til hvilken Side jeg skal vende mig, og dersom da Dyds og Retfærds Fader begunstiger mit Foretagende, da synker Du snart frie og lykkelig til min Barm.

Det meest skrækkende Malerie, som Linas Kierlighed og Frygt for sin Elskede udkastede af de Farer, han udsatte sig for, ved at vove sig alene ned imellem fiendtlige Hobe, formaaede ikke at holde ham tilbage.

Han ilede bort. Den hele følgende Dag omvankede han i de nærliggende Skove, for at udspeide enhver Gangstie, enhver Gienvei, som kunde lette deres Flugt, for at søge Tilflugtsstæder, som kunde skiule dem, naar deres Flugt blev aabenbaret og Rurik forfulgte dem. Mod Aften stod Rudolf endelig med et Hierte fuldt af Kierlighed, Haab og Mod ved Broen ind til Kærhoff. Uvenligt lod inden fra Muren det haarde: Hvem der? ham imøde. En fattig, ulykkelig Mand, svarede Rudolf, hvem Krigen og Brødres Ranelyst have røvet alt, hvad der var ham kiært i Livet. Allerede i flere Nætter har intet Tag skiult mine rystende Lemmer. Und mig blot i Nat et Sted, hvor jeg kan udhvile mine trætte Lemmer til videre Vandring. Dog forgiæves er Forsøget at vække Medlidenhed i en Barm, for hvilken denne ædle Følelse stedse var fremmed. Bort — var altsaa Svaret — eller mine hungrige Hunde skal lære dig at ile. Af ædel Uvillie glødede Rudolfs Kind; dog dæmpede han denne opbrusende Fornemmelse og sagde: Ikke forlanger jeg Eders Bistand for intet; min Harpes Strænge skal vække Glæder i Eders muntre Kredse, som ere mig selv ubekiendte, og i raske Sange vil jeg lovsynge Oldtidens Bedrifter. Saaledes lader dit Forslag sig høre; — lød Svaret — bie et Øieblik! hvad hedder du? Man kalder mig Uffo den Sanger, svarede Rudolf glad. En af Vagten gik og traf Rurik og hans Staldbrødre i Giæstesalen. „Lad ham komme, lad ham komme“ lød det i Salen, da man hørte, at en Sanger dvælede ved Porten. Ikke længe varede det, inden Trækbroen raslede ned og Faldgitteret foer i Veiret. Rudolf blev ført ind i den oplyste Sal, hvor et vildt støiende Raab lød ham imøde ved Indtrædelsen. Med et flygtigt Blik overskuede hans skarpe Øie den hele Forsamling. Hvor mangen hykkelsk Snog saae han ikke, som ydmyg snoede sig om den stolte Rurik, hvor mangt et Aasyn fandt han ikke, paa hvilket Slaverie og Trældom stod præget med umiskiendelige Træk, hvor mangt et mat Øie stirrede ham imøde, hvis Fordums Ild overmættet Vellyst havde slukket. Tilsidst dvælede hans Øie paa Rurik; Vredens luende Rødme farvede hans Kinder, da han saae Linas Røver og hendes Families Undertrykker; en hæftig Zittren giennemfoer hans Ledemode — uvilkaarlig hvilede hans Haand paa Fæstet af hans Sværd. En Yngling skiøn som Endymion, rank som Avnbøgen, med Mod og Bestemthed i det lyse Øie, stod alene og afsides ved Døren. Hvad fattes dig Sanger? spurgte han Rudolf med en deeltagende Mine. Intet, svarede Rudolf — blot en Febergysen, der giennemfoer mit Legeme. Rurik bød ham at sidde. Snart gienlød den høie Sal af Harpens melodiske Toner, jevnt glede Rudolfs Fingre hen over dens bævende Strenge, ældgamle Folkesange løde fra hans Læber. Endnu var ikke lang Tid forløben siden den aarvaagne Hane havde forkyndet Midnattens Time, da vilde, støiende Skrig døvede Harpens Lyd og Rudolfs Stemme. Villig taug han. Med Hovedet nedsunket paa Harpen eftertænkte han sin Stilling.

Endelig nærmede Rurik sig den tankefulde Rudolf. Opmærksom og forskende betragtede han ham, omsider begyndte han, — hvad tænker Du paa Sanger! — Du sidder saa tavs.

Rudolf. (hurtig) Jeg tænker paa Viggo den Danske, hvorlunde han slog Forræderen Hiartvar.

Rurik. Du har vel besiunget hans Daad?

Rudolf. Nei, til de kommende Dages lykkeligere Skialde vil jeg overlade det.

Rurik. (betragtende ham skarpt) Kunstigt fremfor hundrede af Dine Brødre slaaer Du Harpens Strænge, og sød som Bækkens Rislen er Din Stemmes Lyd; men bedre, hæderligere havde det dog været for Dig, om Din raske Arm havde lært at svinge Sværdet, og styre den stærke Landse.

Rudolf. (ubetænksom) Ogsaa det har jeg lært, ogsaa Krigens Møie og Farer har jeg lært at trodse; ikke Harpens Lyd allene, ogsaa Sværdenes Klirren og Skioldenes Samklang er Musik i mit Øre.

Rurik. (spottende) Hvo skulde have søgt alt dette under Bardedragten? Hvor er Dit Fødeland?

Rudolf. (fattende sig) O langt, langt herfra, fremmed og ubekiendt havde jeg sikkert maattet døe Hungersdøden i Obotriternes Skove, havde Jeg ikke fundet Modtagelse her.

Rurik. (mistænkelig) Vi sees vel i Morgen Sanger! Jeg længes efter at kiende Dig nøiere.

Ledsaget af sine tumlende Staldbrødre ilede han ud af Salen. Rudolf blev tilbage, ene og med smertelig Længsel ventende, at alt maatte vorde roligt i Borgen. Svagere og stedse svagere brændte Lamperne, Dørvogterens Snorken i Forsalen var endelig den eneste Lyd han hørte. Langsom reiste han sig. Dog paa eengang hørte han lette, hurtige Fodtrin i Gangen. Rudolf kastede Øiet henimod Døren og hiin Yngling, der først tiltalte ham da han traadte ind i Salen, stod for hans studsende Blik. Gyldne, blonde Lokker bølgede ned over hans Skuldre. I den ene Haand bar han en stor Lampe, i den anden nogle Nøgler. Fuld af Deeltagelse hvilede hans Øie paa den forundrede Rudolf, med en venlig Mine viste han paa Harpen og gav ham Tegn til at følge sig. Rudolf tog Harpen og fulgte Ynglingen, der forsigtig og med lette Fodtrin ilede igiennem den lange Gang. Sagte aabnede Ynglingen de store, tunge Dørre og tog Veien igiennem de tilstødende Værelser.

Nu befandt de dem i en stor vidtløftig Rustsal. Her ere vi for det første i Sikkerhed, sagde Rudolfs Ledsager, og satte Lampen fra sig. Fremmede! Dit Liv er i Fare, Dine uforsigtige Yttringer har vakt Mistanke i Tyrannens urolige Hierte. Han troer sig overbeviist om, at Du er noget ganske andet, end det Du vil synes at være; han har givet Befaling til nøie at bevogte Dig, ene denne Nats rasende Udsvævelser ere Skyld i, at dette ikke er skeet og at det er blevet mig mueligt at forsøge at frelse Dig. Kom!

Rudolf. (med et taknemmeligt Haandtryk) Hvo plantede denne herlige Rose imellem alle disse Torne. Dit Navn ædelmodige Yngling!

Ynglingen. Mit Navn giør intet, slet intet til Sagen; har jeg vel spurgt om Dit. Saa meget vide Du kun, at Rurik har røvet mig alt uden Æren — at evigt uudslukkeligt Had imod ham flammer i mit Inderste. Dog snart vorder min Arm stærk — stærk som mit Mod — og da — — — dog see (han viser mod Vinduet) svagere og stedse svagere funkle Stiernerne, uformærkt taber den ene sig efter den anden. Snart stiger den rødmende Dag bag Østens fierne Høie. Skynd Dig! Dine Øieblikke ere talte.

Rudolf. (bestemt) Jeg kan ikke forlade denne Borg.

Ynglingen. (forundret) Du kan ikke, ikke heller da, naar jeg siger Dig, at denne Nat er Din sidste, dersom den opgaaende Soel træffer Dig inden Kærhoffs Mure?

Rudolf. Selv da ikke. Thi ranet af Voldsmanden sukker min arme Pige og hendes Moder inden disse Mure — hendes Frihed eller min Død var det Løsen, hvormed jeg traadde ind i denne Borg.

Ynglingen. Arme Fremmede! var det Din Pige, som for nogle Nætter siden saa hemmelig blev bragt hertil. Intet Øie har siden seet hende, i det meest afsides Taarn holder Rurik hende i Forvaring. Dog trøst Dig! Retskaffenhed er ikke saa aldeles landflygtig her, som Du maaskee troer. Et stort Antal af Ruriks tvungne Vasaller vente kun paa et beleiligt Øieblik for tilligemed mig at betale ham hans Grusomhed med blodige Renter. Og med dette Haandtag lover jeg Dig at opbyde alt for at bevirke Din Piges Frelse og Frihed, lover Dig speidende at bevogte ethvert af Ruriks Skridt, som kunde være farligt for hendes Sikkerhed. Men skynd Dig (han rækker ham to Nøgler) der, denne Nøgle fører Dig igiennem hiin Dør ned i Begravelses-Hvælvingen, hvorfra — — —

Rudolf. (afbrydende ham) Denne Nøgle — Gud! nu er min Pige frelst —

Ynglingen. (forundret) Hvorledes? Jeg begriber Dig ikke.

Rudolf. Alting vil blive klart for Dig som Middagssolen paa den venlige Himmel, naar jeg siger Dig, at min Pige med høibankende Hierte i denne Stund venter mig ved Hvælvingen. Kom! Du! min Lykkes ædelmodige Skaber! kom og skue Dit herlige Værk. Skue hvor saligt det er, at have giort Mennesker lykkelige! Men deel ogsaa Lykken med os; Din Frihed er jo i Dine Hænder.

Ynglingen. Nei! min Skiebne, min brændende Tørst efter Hævn binde mig til disse Mure; kun over Ruriks blodende Legeme kan jeg forlade dem. Din Piges Moder skal jeg beskytte, som jeg vilde have beskyttet Din Pige selv.

Rudolf. Jeg gaaer, men længe skal det ikke vare, inden jeg leirer mig for Kærhoffs Mure, som Din og hendes Frelser og Hævner.

Med et takfuldt Blik forsvandt Ynglingen giennem en Sidedør. I sit Hiertes overstrømmende Henrykkelse var Rudolf nær ved at holde ham for een af de salige Aander, hvilke Oldtids Fromhed troede nedsendte paa Jorden for at gyde venligt Haab og lindrende Trøst i Elendiges qvalfulde Hierter, for at bringe stille Fryd og uvant Henrykkelse i Kummers og Jammers frydløse Boliger.

Rask traadde nu Rudolf imod Døren aabnede den sagte, lukkede den ligesaa omhyggelig og steeg ned af en Trappe han fandt for sig. Gravens dybe Tavshed herskede rundt omkring ham, en kold ubehagelig Luft slog ham imøde; sparsomt oplyste hans Lampe den vidtløftige Hvælving og viiste ham enhver Gienstand i hiint vildsomme Halvlys, der laaner den vakte Indbildningskraft saa mange ængstelige Billeder. Paa Høire og Venstre fandt Rudolf Giemmer, i hvilke hans Linas Forfædre slumrede, i Baggrunden et lidet Messe-Alter. Rudolf lyttede, det forekom ham som om en sukkende Stemme nævnte hans Navn. Frygt var fremmed for Rudolfs Hierte, han traadde nærmere, og med glad Henrykkelse hørte han fra en Pille i Muren Linas Stemme. Veiledet af denne fandt han snart den i Pillen anbragte Dør og opbrød den let ved Hielp af sit Sværd. Min Lina! Min Rudolf! lød nu paa engang fra begges Læber, i disse Ord syntes alle deres Følelser at smelte sammen. Hverken Stedets Rædsler, eller de skrækfulde Gienstande, som omringede dem formaaede at svække den Henrykkelse, som skyldfrie Kierlighed skiænkede dem i disse salige Øieblikke. For Rudolf var Lina Alt, og Lina aandede intet uden Rudolf. Hensiunkne i hinandens Favn syntes de Elskende kun at udgiøre et eneste Væsen. Saaledes glindse mod Morgensolen to speilklare Dugdraaber paa den tidlige Snelillie, blidelig ryster en Vestenvind Snelilliens Blade — Draaberne synke sammen — og samlede udtørres de af Middagsolens Hede.

Min Moder! begyndte endelig Lina, efterat hun havde fattet sig; thi Glædens Opbrusninger ere som en vældig Strøm, der river alting bort med sig. „Det var mig umueligt, uden at sætte alting i Vove i dette Øieblik at bevirke hendes Frelse; men vær hellig forsikkret, at en kiærlig Haand bevogter hendes Sikkerhed, at Du inden faa Dage skal hvile i hendes Arme.“

Lina. Ak! Rudolf! tør jeg vel juble ved Dit Hierte, medens min troe Moder sukker i Fængselets Nat.

Rudolf. Jeg efterlader virksomme Venner her i Borgen, Din Moder er tryg bag deres beskiærmende Arm, indtil jeg, naar min Lina er bragt i Sikkerhed, kan ile tilbage for fuldkommen at frelse hende.

Lina. Indtil dette lykkelige Øieblik kommer, vil Din Lina uafladelig bede for hende, andet formaaer den svage Pige jo ikke.

Rudolf søgte nu Døren i Alteret fandt den ved Linas Hielp snart. De stege ned over nogle Trappetrin i den Gang, igiennem hvilken de skulde gaae Frihed og Sikkerhed imøde. Mørk og rædselfuld var denne Vei — stundum var Gangen saa lav, at de kun nedbøiede kunde komme igiennem; andre Steder maatte de møisommelig bane dem Vei imellem nedfaldne Stene og Jordstykker, naar nu Linas ængstelige Øie vovede et Blik i Høiden, da saae hun ved Lampens bedragende Skin stundum Jordmasser, der synes at svæve løse over dem, truende med at følge deres Forgiængere, og saaledes at berede de tro Elskende en frygtelig Grav dybt i Jordens eensomme Skiød. Kiærlig heldede Lina sit Hoved op til Rudolf, stærkt omslyngede han hende med sin kraftfulde Arm og saaledes vandrede de frem ad.

Var det Stedets Rædsler, eller var det en dunkel Forudfølelse i Linas Siel; thi! hun gik tavs, indsluttet i sig selv ved Rudolfs Side. Endelig begyndte Rudolf: Hvorfor saa tavs min Lina! Dog, — sand Fryd er arm paa Ord.

Lina. Ei forstaaer jeg det selv, min Rudolf! Efter saa megen Kummer synes jeg igien at øine Maalet for mine nærmeste Ønsker, mit Hoved hviler ved Din Barm, Din kiærlige Arm omslynger mig — og dog — — —

Rudolf. Og dog?

Lina Og dog foriage bange frygtelige Anelser Glæden af min Barm, min spændte Indbildningskraft foremaler mig tusinde, vilde, blodige Spøgelser.

Rudolf. Beroelige Dig Pige! ethvert vort Fodtrin fører os nærmere imod Sikkerhed og Fred, mod alle Kierligheds smilende Glæder.

Lina. O! ængstelig er Forudfølelsen af den Glæde man venter, naar man nyelig har afrystet Kummerens Lænker. Ak! og Glæden forsvinder jo ofte som Nattergalens Sang mellem Stormvinde, og ved vort næste Fodtrin kunne vi jo staae ved Randen af Graven.

Rudolf. Du sværmer gode Pige! hvorfra disse Tanker om Grav og om Død.

Lina. O de ere saa naturlige. (roelig smilende) Døden er jo allevegne. Den udstrækker sin kolde Haand efter Fyrsten omgivet af pragtfuld Glimmer, og stønner omkring Armods Hytter; den lurer ved Vuggen — og den jubler omkring Oldingens Bane — ja! den trænger sig ind selv mellem Elskendes Favntag.

De vare nu ved Udgangen. Rudolf bøiede de tæt sammenvoxne Buske til Siden, og de traade ud. Skiønt og pragtfuldt var det Syn, som mødte det elskende Pars blændede Øie. Som en flammende Lue steeg Morgensolen frem bag de østlige Høie, og kastede sine første blodrøde Straaler hen over de eensomme roefulde Marker. Paa hvert Græsstraae zittrede Morgenduggens talløse glimrende Draaber, rødligt skatterede af Solens luende Purpur. Stille, navnløs Roe var udbredt over den hele Skabning, kun den tidlige Lærkes Slag under den skyefrie Himmel og Gryllens melankolske Sang i det dugfulde Græs afbrød Naturens høitidsfulde Tavshed. Stille gik Rudolf ved Siden af sin Pige hensiunken i Beskuelsen af den vaagnende Natur. Dyb, unævnelig Veemod svævede over Linas Aasyn — en stor Taare rullede ned over hendes blege Kinder, en anden zittrede i hendes store blaae Øie, der med et smerteligt Smiil hvilede paa hendes Rudolf. Saa smiler Solen vemodigt giennem sønderrevne Regnskyer. Ømt slyngede Rudolf sin Arm om hende, og bortkyste den Taare, som hang i hendes Øie, i det de iilsomt vandrede hen imod Skoven.

See Lina — begyndte Rudolf — skiøn og herlig ligger Naturen udbredt omkring os. Venlig som den stigende Morgensoel skal ogsaa vor Glædes-Soel smile os imøde.

Lina. O! men Solen stiger jo kun for snart igien at synke.

Rudolf. Lad den synke Pige! Hisset gaaer den op for aldrig mere at dale. (lidenskabelig) Der Lina! Der — —

Lina. (hurtig afbrydende ham) Der samles vi for evig.

Pludseligt naaede en Lyd af ilende Fodtrin og forskiellige Stemmer deres opmærksomme Øre. Stedse nærmere kom Lyden. Vi forfølges, sagde Rudolf koldt. Flugt er umuligt paa denne aabne Slette. Skynd Dig til Skoven. Jeg vil forsøge saa længe at standse vore Forfølgere. — —

Nei! Rudolf — svarede hun — Os knytte, Kierligheds stærke, hellige Baand! Ene Døden sønderriver dem. (bestemt) Jeg forlader Dig ikke.

Rudolf. Saa bliv da Pige! kun igiennem mit Hierte finder man Veien til Dig.

Rask drog nu Rudolf sit Sværd og vendte sig mod sine Forfølgere. Med Kierligheds hele Inderlighed omslyngede Lina ham. Saaledes slynger den svage Vedbende sig om Avnbøgens ranke Stamme; frygteligt raser Nordvindens Vælde — Vedbenden flagrer, men urykket trodser Bøgen de hylende Storme.

Dog! Et Blik tilbage til Kærhoff, for at see hvo Rudolfs Forfølgere vare. Sielden leirer Søvnens hulde Genius sig villig ved Tyrannernes Leie. Mistænksomheds ængstelige Qvaler foriage Slummeren fra deres trætte Øielaag. Ikke anderledes gik det Rurik. Foriaget af qvalfuld Angest flygtede ogsaa den venlige Slummer fra hans Leie, og overlod ham til de mørke Skrækkebilleder, som den bange Fantasie i lange, skumle Rader fremstillede for ham. Med et foer Tanken om den mistænkelige Sanger, som et Sværd, igiennem hans Siel. Ængstelig sprang han op, for at undersøge hvorledes man havde efterlevet hans Befaling. I een af Borgens lange eensomme Gange mødte ham hiin raske Yngling, der saa virksomt havde bidraget til Linas Befrielse. Med den høie rene Glæde i Sielen, som Bevidstheden om at have giort Mennesker lykkelige skaber vilde han just vende tilbage for inden sine eensomme Vægge at eftertænke denne Nats Tildragelser og ordne de moednende Planer. Fast og roelig gik han Rurik imøde, da han saae, at han ikke kunde undvige ham. Med et Falkeblik søgte denne at giennemskue ham. „Hvorfor vandrer du saa til Dags omkring i Borgen som et Gienfærd?“

Ynglingen. (foragtelig) Hvad om jeg nu fremmanede mine Fædres Aander, og opfordrede dem til at hævne Dine Grusomheder.

Rurik. Ubesindige! Stedse denne Tone. Hvad har Du for?

Ynglingen. Og hvor længe troer Du endnu at kunne behandle mig som Dreng? Du foragter min Ungdom og min Svaghed; derfor levner Du mig denne usle Skygge af Frihed.

Rurik. Du synes at glemme at Du maae ansee enhver af Dine Dage som en Gave af min Haand.

Yngligen. Gave! Gave kalder Du det som Du ikke har givet mig, som Du ikke engang har Mod nok til at berøve mig.

Rurik. Trodsige Dreng! Skal det da aldrig lykkes mig at bøie Dig?

Ynglingen. (Stolt) Forsøg at bøie Steenegene i Dine Skove, og Du vil finde at Du kan bryde men ikke bøie dem.

Rurik. (i det han forlader ham) Ubegribeligt! Hvilken Magt holder min Arm tilbage! Hundrede og atter hundrede sank blegnende for den og ikke een eeneste af disse vendte tilbage fra Forglemmelsens Rige, for at fordre Hævn over mig. Ha! Skulde jeg maaskee, alt have dvælet for længe? Han skyder i Veiret som en ung Eeg; jeg maae kappe den inden den skyder mig over Hovedet.

Hurtig bød han at sætte Ynglingen i Forvaring og søgte nu selv efter den mistænkelige Sanger. Da han ikke fandt ham ilede han lige til Linas Værelse. Ubegribeligt var hans Raserie, da han opdagede hendes Undvigelse. Med en frygtelig Tordenstemme opvaktes alle Borgens forfærdede Beboere. En Hob af sine Krigere bød han fra den ene Side, at søge at opdage de Flygtendes Spor. Selv omgiordede han sig med sit frygtelige Sværd, væbnede sig med Buen og dens sikkert dræbende Pile og styrtede i Spidsen af nogle andre Stridsmænd ud over Trækbroen. Tilfældigvis ilede han frem paa den Vei, ad hvilken de Elskende vandrede, rundt om søgte hans speidende Blikke at opdage deres Spor; endelig naaer hans Øie dem. Han styrter frem langt forud for sine Ledsagere, og i det han nærmer sig, seer han Lina fast at omslynge den forhadte Sanger, der søgte at unddrage sig den elskende Piges omarmende Favntag, for at møde den nærmende Fiende. Skrækkeligt bruste Tyrannens kogende Blod, hans Raserie tillod ham ikke at vente indtil Sværdet kunde dømme imellem ham og Rudolf, han greb Buen, og sin frygtelige Piil for hurtig at ende det forhadte Skuespil. Stærkt spændte den Vildes senestærke Arm den sukkende Bue, næsten berørte dens Spidser hinanden. Aldrig, saa fortæller Sagnet, feilede Ruriks Piil sit Maal, og denne Gang var Maalet — Rudolfs Hierte. Frygteligt hvinede den staalklædte Piil igiennem Luften; Lina, den troe Lina kiendte Faren, lynsnar kastede hun sig imellem hendes elskede Rudolf og den dødbringende Piil, der sank dybt i hendes bølgende Barm, og giennemborede et Hierte reent og skyldløst som den første Qvindes paa Skabelsens Morgen. Ned sank den Blegnende i den forfærdede Rudolfs Arme. ”Rudolf! elskede Rudolf! Stærke ere trofast Kierligheds hellige Baand — kun Dødens kolde Haand formaaer at sønderrive dem — Jeg døer glad og lykkelig, thi jeg døer jo for dig. — Lev Rudolf! Opfyld din døende Piges sidste Bøn, lev! for at beskytte din elskede Linas forladte Moder. Hvo vover at male Rudolfs Fortvivlelse, hans vilde Raserie? som en frygtelig Tiger i Afrikas Sandørkener styrtede han med funklende Øie hen imod Rurik, der i stum Bestyrtelse ved sin egen Haand saae Gjenstanden for sin Lidenskab blodig og livløs udstrakt paa Jorden. Som den Almægtiges hævnende Lynstraale foer Rudolfs flammende Sværd ned paa den fremstyrtende Ruriks Isse, og fældte ham til Jorden. I sorte Strømme flod hans Blod hen over Engen. Saaledes som Tordenskyen, der flygter paa Orkanens Vinger, flygtende endnu udsender fjerne, matte Lynglimt af sit mørke Skiød, saaledes hævede Rurik sig endnu eengang med truende Mine og halvtrukket Sværd op imod Rudolf, men han sank tilbage og Dødens Mørke omskyggede hans Øie.

Saasnart Rudolf saae Rurik falde ilede han tilbage til Lina, ! og sank overvældet af stum, navnløs Smerte ned ved Siden af hende, uden at bemærke de hundrede blinkende Sværdklinger, som omgave ham. Sikkert havde Døden i denne Stilling overrasket ham, naar ikke hiin modige Yngling atter, som en frelsende Cherub havde stillet sig ved hans Side. Lykkeligviis vare de Mænd, som Rurik bød at bevogte ham hans hemmelige Tilhængere.

„Nu slaaer Hævnens og Giengieldelsens længe ønskede Time! raabte de Fremilende Ynglingen imøde — Borgen er næsten blottet for Forsvarere. Her ere Vaaben. Uformodentligt, som en Lynstraale fra klar Himmel, lader os overraske de Sikkre.“

„Jeg kommer! Ha Rurik! Jeg kommer“ raabte den blussende Yngling. Som en Stormvind foer han med blinkende Glavind frem i Spidsen for sine kiække Ledsagere. Snart vare de sikkre Vagter overrumplede, og uden synderlig Vanskelighed satte han sig i Besiddelse af Borgen. Rundt om udsatte han nu Poster, og ilede derpaa hurtig den betrængte Rudolf til Bistand. Vildt flammede Kampens Lue, frygteligt klirrede de tunge, blinkende Sværde, huult gienlød de sammenstødende Skiolde. Dog, snart var Seieren afgiort, ikke een af Grusomhedens hyrede Trælle undgik Retfærdighedens hævnende Arm, alle maatte de følge Rurik, deres Forbrydelsers Formand, paa den dunkle Vei til Skyggernes Land. Efter endt Kamp stod Ynglingen taus, lænet paa sit Sværd og overskuede den blodige Kamppl ds; saa staaer den trætte Meier efter fuldendt Dagværk, og overskuer de Dynger, som sank for hans Lee. Ynglingens uroelige Øie søgte Rudolf. Endelig øinede han ham længere tilbage, under Udbrud af vild Smerte knælende ved et livløst, blodende Legeme. Med lette Fied ilede han did; hans første Blik faldt paa Rudolf, det andet paa den herlige, blegnende Skabning, som hvilede ved hans Fødder. Som Smertens Sindbillede, dannet af Marmor ved Kunstnerens Haand, stod han der maalløs og ubevægelig. Barmhiertige Himmel! raabte han endelig, seer jeg rigtig? eller bedrager et Syn mit skuffede Øie? Han traadte et Skridt nærmere, og det ængstelige Blik sank atter halv fravendt ned paa den blodende Lina. Nei! raabte han smerteligt, jeg bedrog mig ikke, det er Lina, det er min fromme, eiegode Søster. Ned sank han ved Rudolfs Side Hans Smerte var stum, ingen Lyd sneg sig over hans bævende Læber. Endelig griber han Linas kolde Haand og siger: Hulde Lina! saaledes, ak! saaledes ventede din Broder, din troe Ludvig, ikke at gienfinde dig. O! vilde din flygtende Siel endnu engang vende tilbage, vilde dit ømme Øie endnu engang aabne sig og skiænke din Ludvig et Afskedsblik. Tavs bøiede han sig hen over hende, længe hvilede de broderlige Læber paa den elskede Søsters kolde Mund Endnu engang aabnede Lina de halvbrustne Øine. Med ubeskrivelig Ømhed hvilede hendes Blik paa Ludvig og Rudolf. „Ludvig“ stammede hun — altsaa biede der mig dog endnu een Glæde paa Randen af Graven. Ludvig! Rudolf! elsker hinanden som Brødre! elsker hinanden som Lina elskede Eder! Nu taug hendes Læbe, det blide Øie, som selv i Dødens Øieblikke tolkede idel Roe, idel Fred og Tilgivelse, lukkedes for evig. Saaledes flammer Lampen, hvis sidste Olie er fortæret, endnu engang med en klar Lue i Veiret, og slukkes for stedse. Over Linas blødende Legeme rakte Rudolf og Ludvig hinanden Haanden, og dette Haandtag var en tavs, en hellig Forsikkring om evigt, ubrødeligt Venskab, Venskab ud over Graven.

Langsomt og sørgelig gik nu Toget tilbage til Borgen. Lina, denne favre Lillie, der i dens skiønneste Flor segnede brudt under Nordvindens vældige Stød, bare de imellem dem. Ludvig hastede forud, fuld af sønlig Kierlighed ilede han med høit bankende Hierte til Lillegardes Fængsel; op fløi den tunge, jernbeslagne Dør, og den ædle Søn sank maalløs ned foran den bestyrtede Moder. Dækket vil jeg lade falde for denne Glædens og Jammerens Scene. Hvo tør vove at male Moderhiertets navnløse Jammer ved Synet af den elskede, blegnede Lina? Og hvo kan tolke Moderens stumme Glæde, da hun gienfandt den tabte Ludvig, Ynglingen, som hun ikke mere ventede at see paa denne Side af Graven?

Man giorde nu Anstalt til at berede den troe Lina et Hvilested imellem hendes hensovne Fædre. Dog, med Varme og Heftighed modsatte Ludvig sig dette Forsæt. Nei! ikke saa, udbrød han, ikke saaledes, varmt og trofast elskede min hulde; slumrende Søster Naturens evig omvexlende Skiønheder, altid saae hun sig gierne omringet af dens tryllende Gienstande. Ikke skal hun hvile her i en skummel Hvælving, nei! under frie Himmel, omgivet af Guds herlige Natur skal hun blidelig slumre, og hendes Legeme roelig henfalde i Støv. Forgiæves erindrede man ham om, at den Tid var forbi, da man jordede de Afdøde paa Marken i Høie og uindviet Jord. Den Jord — raabte han — hvor Dydens Yndling, hvor skyldfrie Kierligheds Martyr slumrer, den er hellig, som den Eviges Tempel. Da Rudolf endelig traadte paa Ludvigs Side, saa fandt dennes Villie ingen videre Modsigelse. Den følgende Morgen opkastede Rudolf og Ludvig ved deres troe Krigeres Hielp en Høi, hvori de under mandige Taarer nedsatte den ædle Linas Legeme, der faldt som et frievilligt Offer for troe Kierlighed. Høien beplantede de med Elmetræer, og omgave den med en Indfatning af Markstene. Rundt om Høien bleve de troe Krigere jordede, som faldt i Kamp for Ludvig og Rudolf; ogsaa denne Plads blev indhegnet og beplantet med Træer, som snart voxte i Veiret til ranke, herlige Stammer. Paa en flad Steen oven paa Høien indgrov en forbivandrende Kunstner, som hørte Linas Historie, denne korte Gravskrift:

Ogsaa Rurik og hans slagne Staldbrødre bleve nedsatte, Nordost for Kærhoff, i en Høi, som eenlig reiser sig over den jevne Egn. Gold og ufrugtbar ligger den indtil denne Dag mellem de herlige, grødefulde Marker, dens nøgne Top omsuses altid af Vinden, hist og her spirer et sieldent Græsstraae frem af den sandede Jordbund. En stor Kampesteen paa Høiens Skraaning viser endnu Stedet, hvor man nedsatte dem.

Snart bragte et Ilbud Sigfrid Efterretning om de sidste Dages Begivenhed, og hurtig indfandt han sig i Spidsen af sine Krigere paa Kærhoff. Inden kort Tid lykkedes det Sigfrid og Rudolf og Ludvig at tilbagevinde alle den sidstes betydelige Eiendomme. Men ingen Adspredelser, ingen Kamptummel var i Stand til, at forjage den sorte Tungsindighed, som svævede om Rudolfs Pande. Frygteligt kæmpede han altid; thi han søgte Døden, men den undveeg ham. Da Ludvigs Besiddelser vare gienvundne og sikkrede, da Roe og Fred og Velstand begyndte at blomstre trint om, da søgte Rudolf, uagtet alle Ludvigs kierlige Overtalelser, Døden i andre Egne, og fandt den endelig paa et Tog til Palæstina for Jerusalems Mure.

Under Sigfrids vise Veiledning moednedes Ludvig til Mand; ædelt og retskaffent var hans Hierte, vældig hans magtige Arm — derfor var han æret og frygtet igiennem Vendernes Egne. Han ægtede en af Landets ædle Døttre, som Sagnet ikke nævner, og blev ved hende Stamfader til en hædret Afkom, iblant hvilken, selv i de sildigste Tider, vare Mænd, ligesaa bekiendte for koldt urokkeligt Mod, som for Sielsadel og alle blide Dyder; Mænd, som Nationerne nævne blant deres ædleste.

Kærhoffs stolte Mure, der syntes at trodse Tiden og Evigheden, sank i den ødelæggende Trediveaars Krig sammen i Ruiner. Glemsel troner imellem dem. Kun nu og da, naar den virksomme Landmands dybtfurende Plov opkaster Kærhoffs hensmuldrende Muursteene, mindes han, her kneisede eengang en mægtig Borg; men hiin lille Høi, som trofast Kierlighed reiste, den grønnes endnu lige skiøn, omendskiønt Aarhundrede ere svundne hen over de ærværdige Elmer, som beskygge dens Top, og selv da, naar den barske Nordvind allerede for længe siden har nedkastet deres stolte Kroner, vil den kierlige Pige og den elskende Yngling beplante Høien med duftende Roser, og tilsværge hinanden, at elske trofast indtil Døden, som Lina og hendes Rudolf elskede.