Før Solens Opgang.
Kunstneren ved sit Staffelet. Han har nylig opstillet Billedet af en feed, hæslig, koket, skelende Kone. Ved første Penselstrøg holder han inde.
Jeg vil det ei! Jeg kan det ei!
Fortrukne, afskyelige Contrafei!
(sætter Billedet bort):
Fordærve den himmelske Morgen saa!
Da end de kiere Sorger hviler
Gode Kone! Elskede Smaa!
(Triner til Vinduet)
Aurora! nykraftig til Jorden du iler,
Forynget er alt, selv dette Bryst.
Min Taare tilsmiler dig himmelsk Lyst.
(Han sætter et Billed’ i Legemsstørrelse af Venus Urania paa Staffelettet).
Gudinde! naar venligt du til mig seer,
Da med Ungdoms Fryd atter mit Hierte leer.
Himmelske Form! med henrykte Arme
Omfavner min Aand dig med Ungdoms-Varme.
Hvor min Pensel berører dig, er du min,
Du er mig, du er meer end mig, jeg er din!
Skiønheds Væld! Jordens Dronning huld!
Og dig skal jeg sælge for usselt Guld?
Til en Daare sælge, som kun sig fryder
Ved den brogede Stads, som hans Vægge pryder?
(Han stirrer hen til Kammeret).
Mine Børn! Gudinde! du vil dem husvale.
Saa gaae da! gaae til de Stores Sale!
I Contribution du sætter dem,
Og jeg bærer Brød til min Hytte hiem.
De besidde dig vel, men eie de dig?
Nei, Livets Urspring! du boer hos mig.
Hensiunken i din Favn
Min salige Glæde er uden Navn.
(Man hører et Barn græde i Sidekammeret).
Kunstneren.
O Gode Gud!
Kunstnerens Kone (vaagner).
Alt Dag? Min Mand!
Er du alt oppe? Slaa Ild, hent Vand!
Kom det i Kiedlen! faae Brændet i Glød!
At jeg kan kaage til Barnet Grød.
Kunstneren
(staaer endnu et Øieblik og betragter sit Billed).
Hans ældste Søn
(springer ud af Sengen og løber barbenet ind).
Jeg hielper dig Faer!
Kunstneren (hensiunken)
Skal jeg miste hende!
Drengen.
Hvad?
Kunstneren.
Bring i Kiøkkenet smaahugget Brænde.
Anden Akt.
Kunstneren.
Hvem banker saa stærkt? Luk op Johan!
Drengen.
Det er den tykke Kone med hendes Mand.
Kunstneren.
(stiller det hæslige Portrait op igien)
Saa maa jeg lade som jeg har malt.
Konen.
Giør det, det bliver jo godt betalt.
Kunstneren.
Det driver!
(Herren og Fruen træder ind).
Herren.
Vi kommer jo ret tilpas.
Fruen.
Min Søvn har i Nat været bare Fias.
Konen.
O Fruen er smuk, om de altid var vaagen.
Herren.
Maa man see de Stykker, som staaer i Krogen?
Kunstneren.
De støver dem til. (tager en Stoel) Behager de Frue.
Herren.
Nu maa de smukt male af al Formue!
Det er ret godt, det gaaer nok an!
Men ligner dog ikke som to Draaber Vand.
Kunstneren (sagte).
Det er og et Fiæs, som begeistre kan.
Herren (tager et Malerie frem).
Er dette Deres eget Portrait?
Kunstneren.
For ti Aar siden lignede det.
Herren.
Det ligner endnu.
Fruen.
(kaster et flygtigt Blik derpaa).
Forfærdelig!
Herren.
Deres Rynker har siden formeret sig.
Konen.
(Med Torvespanden paa Armen).
Giv mig Penge! jeg maa paa Torvet gaae.
Kunstneren.
Jeg har ingen!
Konen.
Derfor kan jeg intet faae.
Kunstneren.
Der!
Herrer.
Deres Maneer er nu større, min Herre!
Kunstneren.
Det ene blier bedre, det andet værre.
Herren.
(trædende til Staffelettet.)
Saaledes, lidt smallere der ved Næsen,
Og Øiet har ikke det fyrige Væsen.
Kunstneren (afsides)
Nei Fanden maatte udholde den Plage.
Musa
(useet af de andre, træder hen for ham.)
Min Søn! begynder du at forsage?
Hvert Menneske bærer jo paa sit Aag.
Er hun hæslig, betaler hun dog!
Og lad du den Karl kun dadle og tale.
Du har jo Tid dig at husvale.
Alt Sligt hos dig selv og det Billed glem,
som springer saa huldt af din Pensel frem.
Naar man er træt af at grave og pløie,
kan Hvilen først tilgavns fornøie.
Af alt man ofte kan blive saa mæt,
at man af Livet tilsidst er træt.
Dig smager Elskov og Brød og Søvn til din Grav,
og er du ei riig, saa er du brav.