See her os arme Stubber staae
Iblandt de svedne, visne Straae,
See vore gule, gustne Løv,
Fortært af Orm, bedækt med Støv.
See hist den hvasse, nøgne Torn,
Hvor Jomfrurosen stod tilforn.
Den Blomst, som endnu hisset staaer,
Som Jomfrurosen snart forgaaer.
Alt er i Verden kun et Spil,
En Klang med ingen Mening til.
See Bækken hist i heden Sand,
Den svinder under Solens Brand.
Den Sommerfugl, som nys var glad,
Som flagred om i Solens Bad,
Kun saare kort sin Lyst den nød,
Nu hviler den, thi den er død.
Et Øieblik er Jordens Fryd,
Et Bølgeslag, en Tones Lyd.
Et Øieblik er Jordens Liv,
Et Pust, som knækker svage Siv.
Hvortil da disse Planer lagt?
Hvortil det Skrig paa Kraft og Magt?
O, Stolthed! lad mit visne Løv
Kundgiøre dig, at du est Støv,
Et Fnug, som sig for Vinden snoer,
Og synker atter ned til Jord.
Hvortil da dette Grubleri,
Om du est evig eller fri?
Du lever, siden du blev fød;
Naar du est død, saa est du død.
At du opstande skal igien —
Hvor kom det fra, hvor vil det hen?
Den eengang visne Blomstertop
Den blomstrer aldrig atter op;
Snart i dens Sted en anden groer,
Og sletter ud dens sidste Spor.
Det, som du blier, det est du nu,
Og aldrig Mere vorder du.
Thi nyd dit Liv, mens det bestaaer,
Og græm dig ei, at det forgaaer;
Det Øieblik, som flyer, som kom,
Det er din hele Eiendom.