Hvad vil du mig, du stolte Sommerstraale?
Jeg Sympathie med dig har aldrig havt.
Min Isse kan din hede Brand ei taale,
Den svækker Kraften, selv dog uden Kraft.
Dit Solstik martrer kun, som skarpe Naale,
Og tærer bort al Livets Ungdomssaft;
Det bringer med sig Støv og Qvalm og Tørke,
Og giør et Paradiis til Sahras Ørke.
Din frække, vilde, ubetvungne Lue
Forjager Helligdommens Dæmringsskiær.
Med dorske Blik du troer dig alt at skue;
Dog er din Middag Nattens Mørke nær.
Du lyser op af yderste Formue,
Og brænder Stæder af, som vilden Hær,
Og kalder Mørkheds Børn, hvo ei sig bøie
For, Afgud! dig, du med det frække Øie!
Almuen blændes af din stolte Flamme,
At synke ned for dig, den troer en Dyd;
Og medens dine Purpurlapper bramme.
Frarøver du dem Fromhed, Tro og Fryd.
Hver Helligdom for dig maa staae til Skamme,
Du haaner Skiønhed, Misdom, Spil og Lyd,
Og troer en bedre Lyst at tilberede,
Naar mat de gisper i din Middagshede.
Ha! fly til hine grændseløse Lande,
Hvor Blomsten døer, hvor ingen Lyd er hørt,
Hvor Hvirvler Støv med heden Luft sig blande,
Af en forpestet Vind i Veiret ført.
Der brænd og lys; men skaan de hulde Strande,
Af Rosenhækker og Kiærminder stort.
Der ryst din Fakkel paa den golde Hede,
Og vilden Afrer skal din Ild tilbede.
Thi hvad du Sandheds Lys med Hyklen kalder,
Er en i Verden kastet Røverbrand,
Som dræber frommen Uskylds gyldne Alder,
Og fylder op med Røg det hele Land;
Og hvor ei ind dens frække Straale falder,
Der Vanvid har sit Hiem i Mulm paa Stand!
Med Overmagt og Vold din Lue knittrer,
Enfoldig Fromhed døer, og Uskyld zittrer.
Dit hedefyldte, dumme, drukne Øie
Den hulde Farveglands ei see formaaer;
Hvor Sol ei brænder over golde Høie,
Der Overtroens Midnatstaage staaer!
Den hele Jord din Straale kan ompløie,
Men Tidsler er din Høst, fra Aar til Aar;
Og dog din Middagsbrand, som døsigt oser,
Skal foretrækkes Morgenrødens Roser?
Ak! havde du et Blik for Rosens Lue,
Ak! havde du for Duggens Blink en Sands,
For Liliens Reenhed under Træets Bue,
For Fuglens Sang, for Bækkens stille Glands,
Da vilde du med Undergang ei true,
Ei visne hen den fagre Ungdomskrands;
Det Lys blev slukt, hvorfor Naturen gyser,
Som dræber Lyset, medens op det lyser.
Dog brænd og bram i straalebræmmet Kaabe!
Din Ild skal slukkes, og din Magt ei staae.
Din Guddom skal ei Afmagt meer anraabe,
En kølig Luft skal over Egnen gaae,
Og bringe Livet atter til at haabe,
Og qvalmen Hede kiæk tilbageslaae,
Og svale Jorden med sit Perleklæde,
Og vække Jordens Liv til Held og Glæde.
Og alle Syger skal fra Jorden ile,
Og ikke ængste meer det bange Sind.
En Aftenrøde blideligt skal smile
Med Morgenrødens sunde Rosenkind.
Den modne Drue skal bag Løvet hvile,
I Blomstens Sted skal Frugten sættes ind,
Og til en hellig Nadver os indbyde,
En Forsmag paa den Fryd, vi hist skal nyde.