Hvor deilig er Naturen, og hvor rolig!
Høit hvælver sig den grønne Blomsterbolig,
Svagt Sommerfuglen spæde Græs nedtynger,
Og Bækken risler blaa, mens Fuglen synger.
Ned fra Olympen Flora venlig kommer.
Mildt bølger i den unge, friske Sommer
Gudindens blonde Lok; for Vinden svinge
Sig tunge Ax, som gyldne Ørenringe.
Livstykket svulmer græsgrønt for mit Øie
Omkring Gudindens trinde Liliehøie.
I Maanskin Bølgerne sig langsomt vælte,
Og spinde hendes Liv et Sølverbælte.
See muntre Satyr hist med Bukkefødder,
Hvor han bag Busken gaaer og knækker Nødder.
See Faunerne, hvor de paa Høien dandse,
Og binde Dionysos Epheukrandse.
I Skoven dybest inde Pan jeg skuer.
Han smiler; dog jeg for hans Aasyn gruer.
Hiin unge Faun, den venlige, den lille,
Han lærer paa sin Syrinx nu at spille.
O, Piger! lader det et Varsel være.
Lad Syrinx bittre Skiæbne eder lære,
Ei at foragte Elskovs varme Bønner,
Og ei at spotte Skovens raske Sønner.
Hun flygted daarlig ud af Gudens Arme,
Som brændte inderligt af Elskovsvarme,
Da blev hun til et Siv, af Skum indsløret.
Og Vinden klaged sørgeligt i Røret.
Og til en Fløite giorde Gudens Hænder
Det arme Siv; endnu hans Hierte brænder,
Naar han om Aftnen under Egens Kroner
Aflokker Fløiten søde Veemodstoner.
Saaledes ogsaa Daphne maatte bøde,
Kold for Apollos høie Morgenrøde.
Nu maa hun lønne hver en Harpes Tone.
Jeg haaber selv en Krands af hendes Krone.
Men stille! Artemis paa Høien løber.
Hvor tryllerisk hun sig i Skyen svøber!
Igiennem Skyens Rift og Skovens Bue
Hun ryster vildt sin Fakkels blege Lue.
Alt Hecate hen over Engen træder,
Og ind i Skumring sine Urter klæder;
Til Duft hun Natviolen sødt bevæger,
Og lukker Jomfrurosens Purpurbæger.
Med langsom Gang hen over Mark og Floder
Erindringens Gudinde, Musers Moder,
Den stille Mnemosyne mig besøger,
Og læser høit for mig i gamle Bøger.
Hvor Natten hisset sortindsløret sidder,
Og lytter taus til Nattergalens Qvidder!
To Børn hun breder sine Vinger over,
Eet lader, som det sov, det andet sover.
Det første vaagner snart med Morgenrøden,
Det andet vaagner ei, thi det er Døden.
Det første rører, venligt som en Engel,
Mit Øie med sin lange Valmustængel.
Hvo kommer hist? I hulde Smaae med Vinger
Af giennemsigtigt Flor! siig, hvad I bringer.
Et Skuespil I op for mig vil føre?
Jeg hører eder med mit indre Øre.
I vakkre Glutter! Nogle staaer i Lue
For mine Blik, med Harnisk og med Bue;
I Træet klattre Nogle, Nogle svømme
I Bækken om, og raabe: „Vi er Drømme.
I Fald du bare smukt vil ligge rolig,
Da skal du blive snart med os fortrolig.
Vor Leg skal glæde dig; men dine Blikke
Maae være lukte, vaagne maa du ikke.”
O, søde Drøm! Jeg skuer grant i Aanden
Den gamle Oldtid rakke Fremtid Haanden;
Mat synker Døgnet ned, som vilde hindre,
Og tætforenet seer jeg Begge tindre.
Hvad lysner hist i Østen? Ak, hun stiger,
Den rosenrødeste blandt alle Piger,
Aurora! Hun forsvandt? En Yngling kommer,
Hans Blik opliver flux den muntre Sommer.
Han griber i sin Harpes gyldne Strænge,
Og Dagen skylder ham ei Svaret længe,
Det lyder høit fra Field, fra Biergets Gruber,
Og skingrende fra tusind Fuglestruber.
Men ogsaa mig du skienkte Mund og Tunge,
Phøbus Apollo! for din Lov at siunge.
Min Sang skal strømme ud fra Skovens Krone,
Og lyde mod din gyldne Himmelthrone.
Tak for din Gnist af Ild, af Morgenrøde!
Det, som du gav, det stræber dig i Møde,
For atter til sit Middelpunkt at ile,
Naar du mig rammer med de gyldne Pile.