Luunt bæved Vinden i de grønne Straae;
Den høie Hvælving, reen og himmelblaa,
Udstrakte sig med Aftenherlighed,
Mens langsomt Solen gik i Vesten ned,
Og kasted venlig, medens ned den gik,
Igiennem Skyen hen sit Purpurblik,
Og sendte sine Straaler til Farvel
Som Roser i den milde Sommerqvæld.
Paa Himlen Maanen som en Dødning stod,
Og suged Sundhed ind af Solens Blod.
Den kom til Live; alt som Phøbus sank,
Blev Luna mere frisk og mere blank.
Nu stod hun høit paa Hvælvingen, og saae
De tvende Vandringsmænd paa Veien gaae.
En Skov os mødte, stor og velbekiendt;
Nu Veien giennem Markens Korn var endt,
Den skraaned, og en Huulvei os indbød
At vandre ned igiennem Skovens Skiød.
Fortrolig i det dunkelgrønne Læ
Sig hvælved lavt det tykke Bøgetræ,
Og Blomster voxte hyppigt fiern og nær,
Og blandte sig med Solens Efterskiær.
Men over os det dunkle Hyldeblad
Den kolde Maane skilte langsomt ad,
Og straaled underlig og elskovsfuld
Paa det smaragdne Tæppes Fletteguld.
Den sendte med sædvanlig Venlighed
De lange Straaler giennem Skoven ned;
De lange Skygger tæt ved Siden stod,
Som sorte, hvide Spøgelser det lod.
Da svulmed heftigt Philomeles Bryst,
Den hæved jublende sin Natterøst.
Fra alle Skovens Kanter svarte da
En vennesalig Nat-Harmonica,
Og tusind Kryb, som hist i Noahs Ark,
Bevæged froe sig under Træets Bark.
Da blev jeg pludselig ved Maanen klar
En purpurfarvet Valmuskare vaer;
Først kiendte jeg den ei, thi hvor jeg stod,
Den forekom mig som en Plet af Blod,
Men da jeg tydelig den skued nok,
Var det en blid, uskyldig Blomsterflok.
Den vinkte mig saa venligt, og en Duft
Steg langsomt i den kolde Aftenluft.
Jeg døsig blev. Det røde Purpurskiær
Bad mig at synke ned og hvile der.
Da vendte jeg mig henrykt til min Ven;
Min Glæde vilde mødes glad igien,
Og Læben aabned til det Spørgsmaal sig,
Om Blomsterflokken trylled ham, som mig;
Om ei han vilde hvile lidet her
I Hvælvingen paa dette Purpurskær.
Men hvor forundret blev jeg, da jeg saae
Den kolde Sved paa blegen Pande staae.
Han skiælved, og med krampeagtigt Mod
Han trak mig vaklende paa snaren Fod.
Han saae sig ofte bleg og frygtsom om,
Om Ingen efter os i Halen kom;
Og var ei rolig, uden Frygt, før vi
Stod atter hist paa Markens glatte Sti,
Som sig uskyldigt under Himlens Blaa
Til Hiemmet snoede blandt de stille Straae.
Der stod han nu, og hæved ræd sin Røst;
Men først et langsomt Suk steg af hans Bryst,
Et Blik til fierne Skov han kasted hen,
Og talte, mens han gik afsted igien:
„I Skovens hule Vel, som hist sig snoer,
Er der begaaet mangt et rædsomt Mord.
En Søn og Fader vandred engang der,
Da Himlen stod i samme Aftenskiær;
De kom i Trætte (Grunden ei man veed),
Den strenge Gubbe kom i Hidsighed.
Han slog sin Søn; den voxne Ungersvend
Forbittret blev, og slog til ham igien.
Da blødte Faderen — usalig Kiv!
I Græsset ned han sank, og lod sit Liv.
Den Blomsterplet, hvorved du nylig stod,
Var fæle Blomster, det var Faderblod.
Fra den Tid, siger man, den unge Mand
Fortvivled, og gik plat fra sin Forstand.
Han svandt bag Skovens tykke, dunkle Ly;
Hvor af han blev, veed Ingen i vor By.
Men det er skeet for mange, mange Aar,
Og endnu siger man, at tidt han staaer
I Skoven under Nattergalens Sang,
Og truer Maanen med en blodig Stang,
Fordi den giennem Hyldebusken ned
Paa Purpurpletten seer med Venlighed.”
Saa talte han, og drog mig flux med Sky
Fra Marken til det sikkre Nattely.
Men underlige Drømme for mig stod,
Og Angest giæred i det rørte Blod.
Snart saae jeg Scylla og Charybdis staae
Med sorte Fielde høit i Bølgen blaa,
Og hørte skingrende Sireners Sang,
Som blandte sig med Bølgens Trylleklang.
Snart saae jeg Circe kryste Blomstergift
I Bægret til Ulysses. Skyens Rift
Mig viste Finnekoner i en Hal,
Som kogte Seid ved høie Tordenskrald,
Og bar i gyldne Fad med Smiil paa Kind
Den lumske Ret for stærken Kriger ind.
I hver en Krog jeg saae en skummel Dverg;
Jeg saae Fru Venus i sit Venusbierg;
Jeg Eva saae i dunkle Sommerlæ
At plukke Frugten af det lumske Træ;
Med Blinken Sølvet viste sig for mig,
For hvilket Judas solgte Gud og sig —
Kort, al den Koglen, hvorved Livet døer,
Som skiuler sig bag lumske Blomsterslør,
Og frister vellystfuld og indbildt øm,
Den stod for mig i denne fæle Drøm.
Jeg atter Maanen bleg i Drømme saae;
Den monne ned mod Retterstedet gaae,
Som uden Porten paa en Bakke stod
Med hvide Hovedskaller om sin Fod.
Der den paa sorte Stang, til Skræk for mig,
Som et afhugget Hoved satte sig,
Og smiilte hæsligt over Mark og Væng
Ind til mig giennem Vindvet i min Seng.
Jeg skiælved ved det stygge Kogleri,
Men vaagned ved en freidig Melodie
Af Lærker, som fra Kornets Bølger sprang,
Og sang i klare Luft en Morgensang.
Ved Solens trætte Smiil forsvandt min Frygt;
Jeg reiste mig, og bad til Himlen trygt.
Men aldrig oftere jeg Veien gaaer,
Hvor Maanen som en Hex bag Træet staaer,
Hvor Giøgleskygger svæver om min Fod,
Og Døden rakker mig Papaver-Blod.