Aldrig krysted mig Søen saa fast i sin svulmende Favn, som
Hist, da paa kæmpende Baad hen vi mod Rudkiøbing foer.
Vinden var stik os imod, ned styrted den skyllende Pladskregn;
Evig vi krydse var nødt, Staden et Bøsseskud nær.
Saadan Odysseus stred, da, viklet i Tang og i Stene,
Han, som en Havpolyp, drev paa fajakiske Sø.
Gispende greb han forgieves om Klippen med hudløse Hænder,
Altid tilbage kun slængt grumt af den rasende Strøm.
Endelig naaede vi Land, og det Første, mit Øie paa Strand saae,
Var en midaldrende Mand, klædt i en flagrende Dragt.
Issen var ubedækt, vildt slynged hans Haar sig for Vinden,
Kraftig i høire Haand holdt han en tregrenet Fork.
Tænk min Forundring, Ven! da jeg saae, det var selve Poseidon.
Leende saae han min Nød, vinked, og talte mig til:
„Digter! nu veedst du dog lidt Besked om, hvorlunde det har sig
Midt paa en Sø i en Storm; vist det vil være dig Gavn.
Ak, du ynkværdige Mand! du fryser, troer jeg; din Kaabe
Slæber du paa, som paa Bly, ikke en Trevl er der tør.
Slipper nu Kiølen, Tritoner! Alt nok er den Kløgtige straffet
For sin ukyndige Snak hidtil om Bølgernes Brag.”
Slige var Jord-Ombælterens Ord, og flux som en Taage
Reiste han sig, og forsvandt hen ad det baltiske Hav.
Slukøret skyndte jeg mig i Læ; men hvad Guden mig sagde,
Skrev jeg bag Øret mig dog. Skade giør klog, om ei rig.