Nylig i Rusk og Slud paa Dybet af gyngende Bræt slængt,
Giennempidsket af Regn, ganske fortumlet af Storm;
Omklædte nu fra Top til Taa, i en hyggelig Stue
Midt for det ventende Bord, i en Families Skiød!
Suppen ryger, ei Brændingen; Ceres har Nimrod med Buen
Venligen Haanden rakt, kæmper Neptunus imod.
Kraften, han røved, erstatter os de, og den Munterhed, Taagen
Udslukked lidt efter lidt, vækker den venlige Vert.
Vil du et Contrafei, Ven! af min Huusvert? Vel, du har seet ham:
Apotheker han er; mind dig det goethiske Digt!
Men, som den driftige Mand er Meer, saa ligner han mere,
Baade i Kraft og Gemyt, Verten; thi Vert er han med,
Gaaer, som hiin, i Støvler og Frak, den forstandige Hustru
Taaler ei Slaaprokken meer, reent den er kommen af Brug.
Ogsaa har han to Børn blandt fleer, en Søn hedder Hermann,
Dattren Dorthea; kort, Alt træffer bogstaveligt ind.
Bacchus, din Skielm! jeg troer, du har Vinger, som Amor; hvo bragte
Dig over Bæltet herhid? har man paa Langeland Viin?
„Ja, tilvisse, Broerlille! og den, som god er. Nei, see kun!
Troer han da, Viindruen groer hisset paa Kongens ny Torv?”
Ergo er Langeland ei saa gal, som jeg havde ventet;
Fast jeg formoded, I her leved et Robinsons Liv.
„See mig engang til den Kiøbenhavner, hvor han er opblæst!
Nævn mig en Ting, I har hist, som vi vel ikke har her?
Vinen, den har han nu smagt, min Ven! og hvad Maden betræffer,
Skikker for mig sig vel ei —” Maden var ypperlig, Ven!
„Godt; og hvad vil han da meer? Om et Øieblik faaer han en Kage,
Æblekage; nu vel! trænger han saa til Courtin?
Vil han i Klub? Vi har Klub, hvor man kommer og vrøvler og kiedes,
Ligesaa godt som hos jer; Klubben har Bibliothek.
Handel og Vandel gaaer her saa godt, som hist; var kun Havnen
Bedre! dog hielpe vi os endnu med den, som vi har.
Vil han Comødier see? Det er Skade, han kommer saa silde;
Jeppe paa Bierget paa Tydsk spilte nys Reizensteins Trup.
Snart, naar Veiret blier godt (det er ogsaa et Evigheds Regnveir),
Giver den selvsamme Mand hist os et Fyrværkeri.
Han er Poet, har jeg hørt. Vi har ogsaa Poeter i Landet:
Bünou, en ypperlig Mand; kiender han Odense-Skiald?
Ligesom han, har han giort en Tingest om Anden April sidst,
Ligesaa ædel og rørt, huuslig; til Heltenes Roes.
Snart gaaer Skibet af Stabelen hist, saa skal han sig undre
Ved Henrik Vrangels Røst; saa raaber ingen Matros.
Humoristiske Mænd har vi og; naar vi mindst det formode,
Kommer den strynøeske Degn; saa vil han først faae sin Fryd.
Det er en reen Polyhistor; først Sømand han var, saa Provisor
Her i mit Apothek, saa fik jeg giort ham til Degn.
Herligt han passer sin Dont, kun eengang (hvad mægter ei Vanen?)
Sagde for Amen han Stop! kort, paa sin Sømands Maneer.
Hvad nu Landet selv betræffer, saa gaa hen og læg sig,
Han med sin siællandske Mark, sær om den By, hvor han boer.
Her gaaer det rask Bakker op, Bakker ned, giennem Skov, giennem Engbund,
Snart i den hvælvede Lund, snart ved den rislende Sø.”
Saadan talte min Vert, og skienked bestandig mit Glas fuldt,
Drak saa med hiertelig Hu hele Familiens Skaal.
Ved hans godlidende Skiemt jeg min Træthed og Reise forglemte,
Vertens muntre Gemyt muntred den taagede Dag.