Som nu i smukke Rime-Vers,
Der svaie hen paa langs og tværs,
Og træffes i det vide Rum,
Saa seigt som Gummi elasticum,
Jeg søgte nys udi min Sang
At male Skibets Gyngegang,
Saaledes vil jeg atter her
Afskildre dig, min Læser kiær!
I Knytteversets Krykkedands
Den Reise, der blev giort til Lands.
I Fald du støder mod en Knort,
Skal du det ikke agte stort,
Men som et Billed det ansee
Paa Landeveiens Qval og Vee.
Dog maa jeg mig forlige først
Med fyenske Mand, som for Blodtørst
Jeg hist mistænkte i Korsør,
Og sige her til hans Honneur,
At uden Spyd og Morderaand
Han stod paa Strand med Hat i Haand,
Da Færgesmakken giorde Stop,
Og vi steg høit paa Landet op.
Vi takked i en ivrig Bøn
Neptuni søerfarne Søn
(Den Gamle er alt længe død,
Nu Sønnen har hans Levebrød),
Fordi han os paa denne Vei
I Havet havde druknet ei.
Sandt nok, det var en farlig Tour,
De lumske Marsviin laae paa Luur.
Skiøndt det var paa en Hundedag,
Var Solens Hede dog saa svag,
At skiøndt vi paa den kolde Smak
Paa Kiolen havde hver sin Frak
Og over Frakken en Kavai,
Saa hialp det dog det Mindste ei,
Hver stod og frøs ret som en Hund,
Og Tanden klappred i hans Mund.
For Noget var dog dette brav:
Da Heden paa det danske Hav
Faldt med saa ringe Vælde ned,
Og var snart slettes ikke heed,
Saa sad vi ogsaa ganske trygt,
Og havde ei den mindste Frygt,
At nogen Sælhund, os til Qval,
Af Heden skulde blive gal.
Vi saae vel Mestermandens Mænd
At gaae paa Isens Stumper hen,
Og hugge ned i Bølgens Top,
Hvergang en Sæl stak Snuden op;
Men jeg tør dristig sværge paa:
De kunde gierne ladt dem gaae,
Thi hver en Sæl, jeg kunde see,
Var ikke mere gal, end de.
Dog nok om denne Reise nu!
Vi giorde, hvad vist ogsaa du
I samme Casus havde giort:
Da vi var ganske giennembor’t
Af Stormene, som løb omkaps,
Saa gik vi ind og fik en Snaps
At aabne vore Maver med;
Derpaa vi paa det samme Sted
En Skeefuld Suppe os udbad,
Og efter den lidt Eftermad.
Derefter, da ved Stormen brat
Vor Hest var bleven ganske mat,
Som ikke var til Søen vant,
Og Frygt med slig en Tour forbandt,
Saa meget meer, da nys han saae
Sin Øvrighed paa Isen gaae,
Og dømte efter sin Forstand,
At den, der skulde slaaes, var han,
Da han var ikke mere fed.
End Hundedagens Sol var heed —
Saa lode vi en Postkarl hen
(Til Hest da) spænde foran den,
Og lod ham, som han kunde bedst,
Bortslæbe os med Vogn og Hest.
Paa denne nemme Maade kom
Vi ud af Staden Nyborg, som
Er tiere den Ulykke hændt,
At den, som Kiøbenhavn, er brændt.
Dog har den efter dette Pas
I Vindverne faaet større Glas,
Og sine Gader desforuden.
Som vore, stumpet af for Snuden
(Vi elske, skiøndt en Smule plumpt,
Foreningen af Lyst og Stumpt).
Jeg kunde her nu lettelig
Paa otte Sider male dig,
Hvordan i otte Timer vi
Hvert Veiens Hul fik kiørt forbi;
Hvordan vi over Knort og Steen,
Uden at brække Hals og Been,
Dog endelig, forstødt, forkiørt,
Omsider blev saavidt bønhørt.
Men dette maa dig være nok,
Paa det du, som Niels Hansen Kok,
Skal ikke sige om min Sang:
Ak, Vee! den Indgang var for lang.
Saa meget til din Rolighed
Troer jeg er nok, naar kun du veed,
At Ende vi paa Reisen fik;
At Giggen ei i Stykker gik;
At Svendborg tog os i sin Favn
(Sviinborg er Byens rette Navn);
At Brændeviin og Smørrebrød
Bortfiernede vor Hungersnød;
At Søvn vi fik, som høist var nødigt —
Meer vilde være overflødigt.