Med smukke, lange Vers jeg agter at afmale,
Hvad meer mig hændet er; men først en lille Tale!
Hvorfor jeg vælger her et andet Versemaal,
Har Epigrammet sagt. Naarhelst man stanger Aal,
Saa bruger man en Kiep, til Hvalerne Harpune,
Til Vexler Blæk og Pen, til Bautasteen en Rune.
Hver Ting udkræver Sit og sit særegne Sted,
Og iblandt andre Ting kan Vers dog løbe med.
Jeg veed vel, der er dem, der Saadant vil fordømme,
Som for slig Mening mig kun lidet vil berømme.
Som sige: „Vers er Løgn, et Skyggespil, en Drøm”;
Men, sandt at sige, jeg paa dette Sted er øm.
Antaget altsaa her, at Vers er Ting, min Kiære!
Imellem os, er Ting det Mindste, det kan være,
Og mangt et dygtigt Vers, som ei er reent Cujon,
Vil ofte gielde selv for en honnet Person —
Antaget, det er Ting, saa falder det i Sandser;
At ei det falder stygt, derfor maa Smagens Pandser
Beskytte Rimeren; at Alt kan falde smukt,
Snart dette Metrum, snart et andet bliver brugt.
Naar man har Suppe spiist, saa pleier man at elske
En Mellemret med Kaal, med Roer af de botfelske,
Saa Fiskemad, saa Steg, saa Kage, saa Dessert,
Men under alting Viin. Min Ven! af dette lær:
Ved Vinen jeg forstaaer kun Hyppocrenes Kilde,
Ved Maden Poesie; thi giør jeg ikke ilde,
Om i Løvhytten her jeg under kølig Busk
Med Smag tillaver dig — en Smule Ruskumsnusk.
Den Ret er meget god, jeg selv har kiendt en Gubbe,
Som foretrak den langt for den rumfordske Suppe,
Der laves til af Been til fattig Læsers Tarv,
Skiøndt slige Knokler er som oftest uden Marv.
Jeg haaber ogsaa, at du her formilder Minen,
Da atter du din Ven gienseer: Alexandrinen,
Af hvilken altid du har holdt saa stor en Klat,
Som Alexander dig i Verden var forhadt.
Den er dig meget kiær: saa godt den laer sig læse;
Du ei forlanger, at man op for dig skal kræse.
Skiøndt Hexameteren gaaer og paa siette Fod,
Saa har du Ret deri, den er ei nær saa god.
Den er saa underlig, den er saa reent forbandet;
Det ene Vers er ei aldeles som det andet.
Et Ansigt ligner det, paa Halsen af en Mand,
Med Hage, Næse, det vel Ingen negte kan;
Dog er de ikke eens. Sligt kan du ikke lide.
Tilgiv, at du har maatt i sure Æbler bide!
Men har du Æblet bidt, og var det alt for suurt,
Skal paa din Læbe nu lidt Sukker vorde smurt.
Ved Sukker mener jeg da disse Vers, min Kiære!
Af dem jeg skrive kan saa mange, det skal være.
Jeg hviler mig imens; det er, som jeg holdt op,
Og Digtet gaaer dog frem, og siger ikke Stop.
Man skriver dristig til, man støder ei sin Dommer;
Først i den siette Fod er det, at Rimet kommer,
Man kan betænke sig — et høist uskyldigt Kneb
For den, som ikke er ret hurtig af Begreb!
Een Ting der endnu er, hvad jeg som en Skribenter
Først her fortælle maa til mine Recensenter,
(Det altid kiedsomt er, naar det doceret blier,
Som man forkasted, før man sværted sit Papir):
Hvis Parentheserne man finder lidt for lange,
Og alt for hyppig brugt i disse mine Sange,
Saa taer vildfaret man Rubinen for en Byld;
Thi Digtet er kun til for Parenthesens Skyld.
Jeg mod min Hensigt har da ingenlunde svigtet.
En anden Sag det var, om den var til for Digtet;
Men nu desværre man jo vender om paa Alt.
Det var, hvad først til dig jeg skulde hae fortalt.
Med Længsel vented jeg paa Horizontens Bue
Nu Dagen. Dagen kom; men Dagen havde Snue,
Den saae saa søvnig ud, saa vissen og saa plat,
Som om en dygtig Sviir den havde havt i Nat.
Hvad ei et Under er. Naar du og jeg begravet
Hver Aften blev, som den, dybt udi Verdenshavet,
Saa drak vi ogsaa med, og det saa meget, Ven!
At næste Dag maaskee vi knap stod op igien.
Saa meget mere er da Dagen nu at agte,
Som slig Extravagants vil ikke eftertragte,
Som drikker sagtens lidt, ved Sang af Skovens Skiald,
Naar hele Dagen smukt den har opfyldt sit Kald,
Men staaer dog op igien, og Morgenstunden lover.
Det yderst sielden er, at Dagen sig forsover.
Det være kan engang, naar i et Assemblee
Ham Maanen negtet har den smukke Sol at see;
Da bliver han lidt mut. Det varer dog ei længe;
Som oftest staaer han op, mens vi er end i Senge.
Nu altsaa: Dagen kom i smudsket Slaaprok klæd.
Den ned paa Jorden saae — og hulkede, og græd.
Om nu det var af Sorg, om nu det var af Glæde,
At jeg faa bitterlig da saae den Øine væde,
Det veed jeg ikke vist; nok er det: Dagen saae
Til Jorden graadfuld ned med skiden Slaaprok paa.
Sligt Varsel var ei godt. Jeg selv blev meget bange.
Jeg ellers kiæk er; men hvad Varsler anbelange —
Jeg tænkte: Vandet er kun tyndt, ei saa compact,
At det imodstaae kan dit Legems Tyngselsmagt.
Jeg frem en Tavle tog, mig uden at berømme,
Og regned sindrigt ud, at — ei jeg kunde svømme.
Jeg vidste, kun i Vand man veier fire Pund;
Men hvad vil det forstaae? man drukner som en Hund.
Heraf du seer, min Ven! at ei jeg følger Skikken,
Og er i Vers kun lærd, men ogsaa i Physiken.
Jeg haver vidt det bragt, og veed endog til Nød:
Electrisering er den Kunst, som giver Stød,
Som slaaer os tidt ihiel, som os i Haaret trækker;
Luftpumpningen den Kunst, som Aandedrættet stækker;
Magnetiseringen os viser hen mod Nord,
Hvor Iis og Sneen vildt rundtom paa Marken groer,
Hvor ei man nødig har for Sol at sætte Sluse,
Og at opelske Iis ved Kunst i Drivehuse.
Jeg selv galvaniseert har en aflivet Frø,
Som ganske rigtig trak sit Been, da den var dø’.
For atter altsaa nu (hvad ei jeg var forpligtet)
Fra Parenthesen lidt at komme hen til Digtet:
Jeg tænkte: Herregud! det var dog rigtig fælt.
Hvis drukne skulde du paa dette ringe Bælt;
Det var dog ret fatalt. Din Kiole ei er krympet;
Jeg er saa bange for, den bliver sammenrympet.
Man har ei Raad til Sligt, især naar man er død;
Selv nok, mens Liv man har, man slide maa for Brød,
Hvor meget mere da! Smaafolk er ingen Grever.
Det er dog egentlig af Livet, at man lever.
Som slig Betragtning nu sig vælted i min Aand,
Treen Pigen ind med en Tallerken i sin Haand.
Jeg havde mig udbedt af Bouillon en Smule;
Jeg var ei ganske vel, jeg hørte Vinden kule.
Jeg sad Odysseus liig, paa Dansk, som han paa Græsk.
Jeg tænkte: Bouillon kan hielpe dig, skiøndt Flesk
Bestandig tænkte jeg: Hvis Vandet Kiolen krymper!
Jeg fat paa Skeen tog, det smagte mig bon bon;
Naturlig faldt mig ind — Gotfred af Bouillon.
Jeg tænkte: Nu, som han, du Reisen skal beramme;
Thi Fyen og Jødeland er jo dog meest det Samme,
Det Ene kiender du meer end det Andet ei,
Een Vei er kort, een lang, men Veien er en Vei,
En Vei, som er af Vand, den Egenskab besidder,
At den kan drukne dig saameget, som den gidder.
Hvad om paa fierne Kyst med Spyd og Sværd og Stang
Fyenboen rede staaer, og vil din Undergang?
Jeg negter ei, det blev mig ganske sort for Øiet.
Jeg ud til Smakken saae, om den var vel fortøiet.
Jeg blev en Skipper vaer, af Mandstab var der To:
Det trøstelige Syn mig atter giorde fro.
Om Hiertet let jeg blev; jeg tænkte: For det Første
Vi er dog altid nok til dem i Fyen at børste.
Jo færre Folk vi er, jo større blier vor Priis.
Vi Alting dræbe vil; kun Iversens Avis
Vi Livet skienke kan, paa Vilkaar, at han roser
Fornemmelig først os, saa vore tre Matroser.
Som sagte ved mig selv jeg talte disse Ord,
Jeg ud paa Smakken treen, og hen ad Havet foer.
Du, som har hidindtil kun sat din Fod paa Landet,
Du lidt dog vide maa, hvordan det gaaer paa Vandet.
Et skovløst Land det er, besøgt af mindste Vind,
Al Jordens Fugtighed det suger til sig ind.
Derfor man tidt er nødt at bruge Smakker, Baade,
Da meget ofte lidt det falder i det Vaade;
Hvis man vil komme frem, i Fald det skal gaae godt.
Paa denne Dag især var Vandet meget vaadt.
Der høie Bølger gik, jeg hørte grant det syde.
Et Marsviin hørte jeg tæt under Smakken skryde.
Jeg strax mig flytted bort, hen i en anden Kant,
Og hvad jeg giemte først, det var min Proviant.
Jeg tænkte: Sluges du, det jævner sig med Tiden;
Men gaaer din Proviant, hvad skal du æde siden?
En klog og sindig Mand bør giøre sit Bestik
Paa Levetiden heel, ei paa et Øieblik.
Jeg havde ikke glemt ved Snapsen af Genever,
At egentlig det er for Brødets Skyld, vi lever.
Skiøndt jeg den Paradox har hørt af Vises Mund,
At Brødet egentlig var til for Livet kun.
Jeg angst vor Skipper bad i Seilene at puste,
Jeg spurgte ydmygt, om han hørte ei, det snuste.
„Hvad snuse?” sagde han; „er det at stikle paa?
Har Vandet Lov for ham ei paa mit Ror at slaae?”
Da blev jeg glad, min Fryd jeg kunde ei fordølge;
Hvad jeg for Marsviin tog, var en uskyldig Bølge.
Mit Hierte i mit Liv da giorde glade Hop;
Af overvættes Fryd jeg maatte kaste op.
Sligt kom ung selsomt for. For ret at overtænke
Den hele Hændelse, jeg paa Kahyttens Bænke
En Seng mig giøre lod, og lagde mig deri,
Og stod ei op igien, før Farten var forbi.
Jeg kunde Meget her poetisk nu afmale,
Hvis mig forarged ei slig daarlig Paafundstale.
Jeg kunde røre om hvordan Neptunus op
Af Havet frem sig skød, og rystede sin Krop;
Hvordan Najaderne med sivbegroede Nakker
Og hvide Bryster kom; og Saadant. Jo, jeg takker!
Men Gud bevare mig! Nei, Hanen smukt i Ro!
Man ei letsindig bør befordre Overtro.
Hvad er Neptunus vel? Søvandet, naar det skummer.
Hvad er Najaderne, om ikke Torsk og Hummer?
Hvad er en Havmand meer, end dette Sælhunds-Pak,
Udaf hvis Skind vi giør os Punge til Tobak?
Og hvad er Thetis? Vand. Og nu den Mær, som kobler,
Fru Venus, hvad er hun, om ikke Vandets Bobler?
Og hvad er Æolus? En Vind. O, Musa! ti!
Jeg lider for min Død ei sligt Vindmageri.
Skal endelig en Gud da frem, for Vind at giøre?
Nei, Gud skee Lov! nu har vi Sligt dog paa det Tøre.
Nu veed vi: Hedens Kraft (Tak være vor Fornuft)
Udvider her og der den sammenpakte Luft,
Meer Rum den have maa, derfor i Seilet taer’et.
Saaledes er da det Mysterium forklaret.
At Alt af Suur-Stof, Vand-, Stik-Stof og Kul bestaaer,
Saa vidt vor Videnskab alt nu til Dato gaaer;
Hvad disse er, hvordan de Alting kan bestride —
Det veed vi endnu ei, det faae vi vel at vide.
At destruere Alt — det kan vi nu perfect.
At componere? ja, det maa en anden Slægt.
Tid er en Sandseform, dog meget den udretter;
Naturen lystre skal, hvor meget den end sprætter;
Tilsidst vil Mennesket, blot ved Forstandens Bud,
Forstaae at skabe Alt, saa godt som næsten Gud.
Derfor til Overtro man bør ham ei forlede,
Han er sin egen Gud, han bør sig selv tilbede.
Det andet Væsen er kun Egoisterie,
Og Væv og Nonsens af den dumme Phantasie,
Som, skiøndt ved Skiebnen den har nydt den store Lykke,
At være af vor Siæl et ganske artigt Stykke,
Bør dog afhugges reent, og kastes i en Krog,
Og af den anden Deel behandles som en Pog.
Poeten derfor kun bør gavne og fornøie,
Og hielpe Maven til sin Næring at fordøie.
I Fald det lykkes ham, er ingen Mand saa plump,
At fra sin egen Mund han tager glad en Slump
Af Stegens Laurbærløv, og rækker dem sin Kone,
At hun, som for kun ham, Poeten nu skal krone.
Det Qvinde-Arbeid er, til Saadant er de vant,
Paa Pynte-Rettighed forstaae de sig galant.
Dog, for Herr Criticus for meget ei at plage,
Jeg til Historien begiver mig tilbage,
Og kan fortælle ham: vi foer paa Vindens Lyn
Til næste christne Land, og dette Land var Fyen.