Du gamle, sølvblaa, stille, klare
Isefiord, som Nordens Helte
Søgte før med Svend ved Bælte,
Altid flux til Kamp og Fare!
Du, som stedse bar en Skare
Fordum af de brune Snekker!
Intet nu din Flade dækker. —
Tidens Tand kan Alting fure;
Styrtet er de gamle Mure.
Alt den mægter at beseire;
Selv det seiervante Leire
Sank, dets Glands som Heltens Øie
Slukkes, og de lave Vande,
Hvorhen Snekken før lod stande,
Kan nu ingen Kiøle pløie.
Selv den By, som Kongen bygged,
Hvor de dunkle Lunde skygged,
Ro, som roligt leve vilde
Ved den roligstille Kilde —
Roeskild selv er overvunden,
Al dens Glimmer er forsvunden,
Kun den gamle Kirke savner
Endnu ei sin høie Bue,
Ak! som taust og helligt favner
Asken af den slukte Lue.
O, hvisler kun veemodigt, Vover!
Hvor de gamle Helte sover;
Hvisler mod den mørke Hule,
Hiem for Kongerne i Thule;
Hvisler op med tunge Bølger;
Eder blidt min Taare følger.
Saa rul da, Vogn! fra disse Vande,
Ak! som sig med Taarer blande;
Og lad Strandens grønne Hække
Huldt den blanke Bugt bedække,
Skiult lad Vinden Bølgen fure,
Bring mig hen til hine Mure.
Kæmpestærke, tykke, røde,
Værn omkring de elskte Døde.
Lad mig der med Andagt skiælve,
Hvor sig Chorets Buer hvælve;
Hvor de tykke Piller favne
Støvet af de store Navne,
Som ei døer, ei blier forgiettet,
Naar min Old er længst udslettet.