Jeg skued Stella, hun var saa mild,
Som Stiernen klart hendes Øie straalte.
Den Ild optændte en anden Ild.
Taalmodig længe min Qval jeg taalte.
En Stierne er smuk, det bekiender jeg gierne;
Men, ak! man bliver dog kied af en Stierne,
Dens Ild er for kold, for fiern og mat,
Og naar man ei hører blandt Astronomer,
Hvo vilde da see paa de Phantomer
Bestandig, i en bestandig Nat?
Jeg skued Juno Heliona,
Med Solens Kraft hendes Øie brændte.
Jeg vidste neppe, hvor det kom fra,
Saa pludselig hun mit Hierte tændte.
En Sol skaber Held fra Pole til Pole;
Men, ak, man blændes saa let af Sole,
Deres Ild er for heed, for luende rød,
Og naar man ei er paa Jorden en Abe,
Hvo vilde da staae, paa dem at gabe.
For selv at blive til udbrændt Glød?
Jeg saae min Luna, saa huld og blid;
Saa sværmerisk sødt hendes Øie bæved,
Saa helligskiønt hendes Blik sig hæved,
Som Maanen i yndige Skumringstid.
Med hverken for stærk eller døende Flamme
Hun vexled med Skiønhed, evig den samme.
Som naar i hellige Midnatsstund
De lyse Bølger i Maanskin rinde,
Saa salige nu mine Dage svinde.
Hvad tryller mig Livet saa sødt, som hun?