Du, som blandt Skovens Kroner
Tolked saa helligt sørgelig
Med de bævende Toner
Den Smerte, som langsomt fortærer mig!
Grusom nu du tier,
Hæver ei længer din hulde Røst;
Dine søde Melodier
Gyder ei dulmende Veemod i mit Bryst.
Maanen skinner ei i Lunden,
Hen i døsige Taage kun døer min Sang,
Dens Straaler er forsvunden
Med din skiønne, din smeltende Klang.
O snart, snart er mit Hierte,
Som bløder saa mat og saa nedtrykt nu,
Overvældet af fin Smerte,
Taust og brustent, Harpe! som du.