Den Tillidsfulde
(Efter Horats.)
(Efter Horats.)
Den, som er uden Synd og Last,
Og føler Elskovs Lyst,
Han drager ei mod Ondskabs Vold,
Mistvivlende, med Sværd og Skiold,
Til Gud sin Lid han sætter fast,
Og har et roligt Bryst.
Om han er i et Paradiis
Ved blomsterkøle Bad,
Om han er i en Ørk af Sand,
Hvor ei der er en Draabe Vand,
Om han er paa et Field af Iis,
Er han dog lige glad.
Jeg gik i Morgenrødens Skiær
Engang i dunkle Skov.
De kiælne Nattergale slog,
Min lille Guitar frem jeg tog,
Og sang min Fiordimonas Lov,
Hun, som er mig saa kiær.
Da sprang en Ulv saa græsselig,
Saa stor fra Træets Rod.
Jeg frygted ikke for at døe,
Men tænkte paa min elskte Mø,
Som vilde lede efter mig —
Og finde kun mit Blod.
En Taare i mit Øie kom,
Den trilled paa min Kind.
Da standsed Ulven, saae paa mig,
Og logrede, og dreied sig,
Og vendte ganske skamfuld om,
Og jog i Skoven ind.
Og dog jeg tænkte vist at døe,
Thi hungrig, gridsk den laae.
Men Ulven tænkte: Det var Skam,
Ja Grusomhed, at dræbe ham;
Han elskes af en deilig Mø,
Ham maa du lade gaae.
O, sæt mig hen, hvor ingen Sol
Kan trylle Blomster frem,
Hvor ingen klare Bølger lee,
Hvor Alt er stivt af Iis og Snee;
Giv mig den kolde, hvide Pol
Til et bestandigt Hiem!
Og sæt mig i den hede Ørk
Midt hen i Flyvesand,
Hvor Jorden brister tør og heed,
Hvor Straalen falder lodret ned,
Hvor ingen Myrte, venlig, mørk,
Mig svalt beskygge kan.
Jeg trodser Straalens stærke Piil,
Ei Isen naaer mit Bryst;
Et Eden blier mig hvert et Sted,
Naar kun jeg har min Pige med,
Min Pige med de søde Smiil
Og med den søde Røst!