„Du aldrig vil elske?” til Stella jeg taled
En Morgen i Vaar, da jeg hos hende sad,
Mens Solen steg op over Hækken, og maled
Med Purpur i Duggen hvert skiælvende Blad.
„Nei”, svared hun, „aldrig! thi Elskov er Tant;
Som Duggen, som Morgenens Purpur den svinder,
Og naar den er svundet, den sørgeligt minder
Kun om, at den svandt!”
„Du aldrig vil elske?” til Stella jeg taled
En Middag i Sommer, da stille vi sad,
I kølige Grotte, mens Ildkuglen praled
Paa Himlen, og brændte hvert visnende Blad.
„Du aldrig vil elske?” Skal Kiærlighed da
Liig Solen fortære et Hierte, som brænder?”
Hun rødmed, og folded de sneehvide Hænder,
Og sukkede: „Ja!”
„Du aldrig vil elske?” til Stella jeg taled
En Aften ved Hytten i guldfagre Høst,
Da Solen saa rød imod Bølgerne daled,
Og smiilte til Stellas bevægede Bryst.
„Fortryller Naturens Velgierning dig ei?
Og dog du dens herligste Glæde forskyder.
O, fryd dig ved det, som Utallige fryder!
Hun sukkede: „Nei!”
„Du aldrig vil elske?” til Stella jeg taled
En Midnat i Vinter, mens ene vi sad
Saa taust ved Kaminen, da Maanen opmaled
I Vinduet Rimens udfoldede Blad.
„Saa negtes mig altsaa den salige Lyst,
At henvandre Livet med dig ved min Side,
Til Alderens Snee farver Lokkerne hvide!”
Hun sank til mit Bryst.