Før var jeg saa fro,
Jeg spøgte, sang og støied og loe,
Foer omkring paa Ager og Enge;
Og hvor jeg kom hen
Der fandt jeg en Ven,
Thi jeg havde enhver
Saa inderlig kiær,
Og saa lige kiær —
Men det vared ikke ret længe.
Endnu er jeg fro,
Langt mere end i Fior, da jeg støied og loe;
Men nu kan jeg ei synge og støie.
Jeg Gilderne skyer,
Til Lunden jeg tyer,
Hvor Blomsterne groe,
Der søger jeg Ro
Og der er jeg fro,
Skiønt en Taare staaer i mit Øie.
Da Hanne jeg saae
I Aar til Confirmation at staae,
Ak, den Dag jeg vist aldrig skal glemme!
For Præsten hun stod,
Saa yndig og god,
Og læste saa klog
Af sin Lærebog
Og af Biblens Sprog,
Med den søde, deilige Stemme.
Og da hun nu fik
Velsignelsen, da henflød hendes Blik
I Taarer, saa rene og klare.
Hun lovede Gud
At holde hans Bud,
Med bævende Bryst;
Med skiælvende Røst
Og med sagte Røst
Jeg den Hulde hørte at svare.
Da banked min Barm,
Den aldrig har svulmet saa høi og saa varm;
Da var Hanne min eneste Glæde.
Jeg vandrede om;
Men hvor jeg end kom,
Hvorhen jeg mon gaae,
I mørkeste Vraa,
I hvorhen jeg saae
Var min Hanne altid tilstede.
I Lunden engang
Jeg hørte hendes yndige Sang,
Did henfløi jeg paa Kiærligheds Vinge.
Jeg for hende stod,
Saa rød som et Blod;
Hun smiilte saa mild,
Min Barm var som Ild,
Og den slog saa vild,
Ei et Ord jeg kunde frembringe.
Og dog er hun min,
Hun selv har sagt: „Jeg er evig din!”
Hun har blusset af Kiærligheds Varme
Her tæt ved mit Bryst.
O, himmelske Lyst!
Gud! hvor hun er god,
Giør Ingen imod.
O, jeg gier mit Blod,
For at blegne i hendes Arme.
Det undrer mig ret,
At aldrig jeg kan engang blive træt
Af at see i det smilende Øie,
Af at kysse den Mund
I rolige Lund,
Naar Vagtelen slaaer,
Naar Solen nedgaaer,
Og naar Maanen staaer
Bag de kratbevoxede Høie.
Er Hanne der ei —
Ak! skummel da og fæl er min Vei,
Og da føler jeg slet ingen Glæde.
Da er jeg saa mørk,
Vor Lund er en Ørk,
Og tungt er mit Fied;
Jeg sætter mig ned
Paa det elskte Sted,
Og da er min Trøst kun at græde.
Og ofte jeg staaer
Om Aftnen paa vores Kirkegaard;
Ak! da har jeg saa sorgfulde Tanker.
Da tænker jeg paa:
„Hvis Hanne her laae!”
Da vakler min Fod,
Da isner mit Blod
Og jeg blier saa mod,
Og mit Hierte skrækkeligt banker!
Men det er min Trøst:
„Hvis Døden rev hende fra dit Bryst,
O, da fulgte du snarlig din Pige!”
Kun i hendes Arm
Og ved hendes Barm
Af Glæde jeg veed.
Naar hun segner ned,
Da segner jeg med,
Og til Gud vi vist skal opstige.