Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Hvis eder lyster at erfare,

Hvor Digterarnen staaer, hvor Skialden boer,

Da vil jeg her det aabenbare:

Hans Fødeland er mellem Syd og Nord.

Det strækker sig fra Spitsbergs hvide Klipper,

For Syndflods ældste Liig en hellig Grav,

Til hvor den sidste Tange slipper

I Søndrepolens øde Hav.

Mod Østen grændser det til Morgenrøden,

Til Paradisets unge Herlighed;

Mod Vesten grændser det til Døden,

Hvor i sin Hule Lyset synker ned.

Hist værner takket Iis, her kolde Bølger vælte;

Men midt omkring det store Fødeland

Gaaer Solens diamantne Bælte,

Og funkler i en evig Brand.

Hvis I vil vide: til hvad Tid, hvor længe

Han nyde kan det sieldne Skuespil,

Da svarer jeg ved Harpens Strænge:

Til hver en Tid, og naar han vil.

Han boede med de ældste Hyrder

I Hulerne langs med det røde Hav.

Han slæbte Pyramidens Byrder

Med Æthiopen til sin Fyrstes Grav.

Han fulgte Cecrops paa hans Flaade,

Med Bacchus Indien han vandt,

Nød paa Olymp Føbos Apollons Naade,

Thi der sin Pegasus han fandt.

Den breder ud de dunkelbrune Vinger,

Og hellig Kraft i hver en Muskel boer,

Og herligt, som sig Ørnen svinger,

Den med ham over Skyen foer.

Da sig for ham den gamle Verden viste,

Som siden Middelaldrens dunkle ny,

Da han med Faust i den krystalne Kiste

Af Mephistopheles blev ført i Sky.

Ja, selve Siælens aandelige Rige

Den Videlystne skue faaer,

Naar op ad Tankens Himmelstige

Med Grandskeren han varligt gaaer.

Til alle Hiørner kan han frit sig vende,

Og fare stoltelig i Mag

Fra Verdens ene til dens anden Ende

Paa en begeistret Ungdomsdag.

Hvo har en Fryd, som han, fornummet?

Paa Hippogryphen Sølvergraa

Han giennem Tiden svinger sig i Rummet,

Som Fuglen giennem Luftens Blaa.

Han boer i den krystalne Grotte,

Naar med sin Ønskeqvist han slaaer;

I Feers Alabasterslotte,

I gamle Nordens Kongegaard,

I Hytten langt fra Stadens Qvalme,

I Skovens Hvælving ved et Kildevæld,

I Ørknen bag en eensom Palme,

I Ridderborgen paa det steile Field.

Han følger Hildetand i sølvgraa Alder

Til sin navnkundige Braavalladød.

Med Roland som en Helt han falder

I Roncivallis’ Blomsterskiød.

Med Cocles han paa Broen fegter,

Med Colon fører han mod Elementet Strid,

Med Luther Paven han fornegter,

Og styrter sig i Spyd med Winkelried.

Med Werther sværmer han, naar Vaaren kommer,

Og Maanen sødt til Rosenknoppen leer.

Han digter i den grønne Sommer

En Odyssee i Skyggen med Homer.

I Høsten, naar en Blæst gaaer giennem Dalen,

Og Solen i sit Blod os viser Dødens Hiem,

Da staaer med Shakespeare han i Riddersalen,

Og maner gamle Skygger frem.

Og naar nu mere vældig Stormen tuder

Hen over Vintrens Snee, naar slukt er Maanens Glands,

Da funkler han med Valhals Guder

Høit i den lyse Stiernekrands.

Da Bragis Harpe vældigt klinger,

Da siunger han om As og Alf,

Og Sneen paa de hvide Vinger

Opløfter ham til Valaskialf.

Men did, hvorhen det Hele stræber,

Som ingen Tunge tolke kan,

Som tales ud af ingen Læber,

Det egentlige Fædreland:

Did higer han fra Taagelandet,

Det føler dybt han i alt Stort og Smukt.

Til Tartarus er den forbandet,

Som elsker ei og deler ei hans Flugt.