Clausine
i Beates Klæder, med en Rosenkrands og et Slør om Hatten; kommer urolig ind.
Det frygtsomme Dyr
Af Jægeren jages;
Til Skoven det flyer,
For ei at opdages.
Nu staaer det i Læe,
Bag skiulende Træe,
Hvor Grenene hvælver,
Og ryster og skielver
Med vaklende Knæe!
Hvor mit Hierte slaaer! Jeg saae et Glimt af ham henne i Skoven. — Jeg tvivler ikke længer. Det er ham! Det er Vilhelm — som min barnagtige Stolthed forskiød — som nu er kommen tilbage. O gid han aldrig var kommen. Den Letsindige! Hans Nærværelse har oprevet det halvlægte Saar, og finder jeg ham troeløs, saa er jeg ulykkelig for evig. O Beate! Beate! Hun sætter sig paa Altarstenen, slaaer Sløret over Øinene og støtter Hovedet til sin Haand.
Guilielmo kommer.
Der sidder hun alt! Paa sit Altar! Freya, paa sit Altar! O du kiere, søde Pige! Lad mig nu sige dig et ømt Farvel.
Clausine.
Et ømt Farvel?
Guilielmo.
Ja! Jeg reiser i dette Øieblik bort, Tilfældet forbyder mig at blive her længer, som jeg først havde besluttet. Du faaer mig altsaa formodentlig aldrig mere at see. Jeg er reisefærdig, og trænger ikke til nogen anden Hiertestyrkning paa Veien, end et Kys af en smuk Pige. Det giør mig munter og oprømt, i den meest taagede Slud, hvormeget mere i dette smukke Foraarsveir.
Clausine.
Herr Guilielmo, jeg har stevnet Dem hid, for at bede Dem holde inde, med Deres Opmærksomhed for mig. Jeg maa sig Dem, at jeg har en Kiereste, og at jeg elsker ham for høit, til at blive ham utroe.
Guilielmo.
Altsaa har du dog en Kiereste? Men er du ham da utro, fordi du giver mig det lille Kys? Kiere Beate! Den ene Fortrolighed er den anden værd, jeg vil tilstaae dig, at der lever en Pige etsteds i Verden, som jeg kanskee elsker ligesaa høit, som du elsker din Kiereste, og dog betænker jeg mig ikke et Øieblik paa at kysse dig.
Clausine.
Deres Opmærksomhed for mig, røber just ikke megen Varme, for den anden stakkels Pige. Hvad mener De hun vilde sige, hvis hun var her?
Guilielmo.
Hun vilde tilgive mig. Kiere Beate! Tag nu dit Sløer fra Ansigtet.
Clausine.
Nei!
Guilielmo.
Jeg vil endogsaa tilstaae dig, Aarsagen hvorfor jeg holder saameget af dig, er at du i alting virkelig er hende meget liig. Jeg drager hele Landet om for at finde hende. Jeg elsker hende høit, kan du troe. Undertiden naar jeg gaaer giennem Skoven, om Natten, løber jeg hen og favner et Træe, i den Tanke, at det er hende. Hvor meget kierere maa det nu altsaa være mig, at favne dig? Vil du da nægte mig det eneste Kys, inden vi skilles ad?
Clausine.
Fortæl mig Deres Kierligheds Historie.
Guilielmo.
Vil du saa kysse mig?
Clausine.
Hvis De fortiener det.
Guilielmo.
Ak den Historie er snart fortalt. Et Menneske kan længe være om at opleve det, som lader sig sige i to Ord. Seer du, det var en deilig Pige i Kiel, som jeg lærte at kiende, mens jeg laae der, ved Universitetet. Jeg elskede hende, saasnart jeg saae hende, troede ogsaa at hun elskede mig, men tog feil.
Clausine.
Det var tungt!
Guilielmo.
At jeg fortvivlede kan du sagtens begribe. Jeg besluttede at reise udenlands, for at glemme hende, reiste ogsaa i tre Aar, kom tilbage, og har endnu ikke glemt hende. Du leer mig vist ud, kiere Beate!
Clausine.
Skulde jeg lee ad det?
Guilielmo.
At hun nu var i Kiøbenhavn, seer du, det ahnede mig; thi Tanten hun havde været hos, i Kiel, var død. Ingen kiendte hende, thi hun levede meget afsondret. Hos sin Fader, som boede i Kiøbenhavn, maatte hun være. Men jeg vidste knap hans Navn. Hvad han var vidste jeg ikke. Det var aldrig faldet mig ind at tænke paa Faderen; thi jeg tænkte kun paa Datteren. Du anseer mig vist for en Phantast, kiere Beate!
Clausine.
Ih men hvad for Tanker har De da ogsaa om mig, Herr Guilielmo?
Guilielmo.
Da jeg nu hele Vinteren opholdt mig incognito i Byen, for ikke at falde min Fader i Hænderne, der vilde koble mig sammen med en rig Enke, og endnu ikke fandt hende, saa begyndte jeg at blive bedrøvet. Men du veed nok hvordan det gaaer, naar Foraaret kommer, naar Blomsterne titte frem, og Fuglene synge, saa faaer man Mod, enten man vil eller ey. En Ahnelse sagde mig, at jeg skulde træffe hende herude, paa Landet et Sted. Og derfor spiller jeg egentlig denne Sanger-Rolle, som skaffer mig Adgang i ethvert Huus.
Clausine.
Og Deres Letsindighed?
Guilielmo.
Clausine.
Og Deres Elskovshandler?
Guilielmo.
O du med dine Elskovshandeler! Enhver smuk Pige er mig det samme som en Blomst. Jeg elsker Eder alle! Husvaler mig i Eders Duft, qvæger mig i Eders Skier! Enhver smuk Pige opfrisker mere eller mindre Billedet, i min Phantasie, om min Clausine. Hende troer jeg at favne og kysse, naar jeg favner og kysser jer andre. — See saa, min lille Skriftemoer. Troer du nu at du, uden at være din Kiereste utroe, kan give mig et Kys?
Clausine.
Ja! Nu troer jeg det. Hun slaaer Sløret tilbage og kaster sig i hans Arme.
Guilielmo.
Gode Gud i Himlen! Clausine! Clausine! Er det — er det dig! Er det dig selv?
Clausine.
Ja det er mig! Og jeg har i tre Aar begrædt min Letsindighed, min daarlige Stolthed, thi jeg elsker dig. Jeg elsker dig!
Guilielmo
stirrer paa hende, i høieste Henrykkelse.
Ja det er hende! Ja det er hende!
Clausine.
Det er mig.
Guilielmo.
Naar — hvordan — paa hvad Maade — Svar mig — O ney, svar mig ikke. — Lad mig synke til dit Bryst; lad mit Hierte, som saalænge har stormet ene og forladt, hvile ved dit skiønne Bryst. Men ikke her! — For Freyas Altar! Hvor jeg i Morges huggede dit Navn! Hendes Navn! Og besvoer hende — og hun har hørt min Bøn — tre Skridt derfra — O kom Clausine! Giv mig din Rosenkrands. Han tager Krandsen af hendes Hat og lægger den paa Altaret. De synke begge ned derfor.
Begge.
Freya i det Høye!
Lad dit lyse Øie
Smile til os ned.
For dit Altar vi os bøye,
Kierlighed!
Clausine.
Riv ham aldrig fra min Barm!
Guilielmo.
Hegn om Elskov, huld og varm!
Begge.
O da skal vi hver en Vaar,
Naar Mark og Skov i Blomster staaer,
Af Lillier og af Epheu grøn,
Af Narzis og Tusindskiøn,
Negliker, Violer blaae,
Roser og Aurikler smaae,
Slynge her dit elskte Navn!
Synke begge Favn mod Favn!
Takke dig Bryst imod Bryst,
For din søde, søde Lyst.
Guilielmo.
Elskte, velsignede Pige! Men siig mig nu — forklar mig nu —
Clausine pludselig angest.
Ak Gud! Det falder paa mit Hierte som Blye! Ulyksalige Overgivenhed. Vilhelm! Vilhelm! Du bliver aldrig min. Din Fader giver aldrig sit Samtykke.
Guilielmo.
Hvorfor? Hvi bliver du saa angst, kiere Pige!
Clausine.
Han er her! Han har friet til mig, og jeg har givet ham Kurven, paa en Maade, som har opbragt ham til Raserie.
Guilielmo.
Min Fader her? Og friet til dig? Besynderlighed paa Besynderlighed! O men hvad bryder jeg mig om hans Samtykke, naar du kun elsker mig.
Clausine.
Kiereste Vilhelm!
Guilielmo.
Men siig mig dog, hvordan kommer du her? Hvor er din Fader? Er han her i Besøg hos Oberst Hielm?
Clausine.
Oberst Hielm er jo min Fader!
Guilielmo.
Hielm? Din Fader hedder jo Ringborg.
Clausine.
Veed du ikke endnu at han maatte forandre sit Navn, efter den rige Onkel han arvede.
Guilielmo forfærdet.
Ak, nu falder det paa mit Hierte som Blye.
Clausine.
Hvorfor?
Guilielmo.
Jeg har nyelig duelleret med din Fader, og stukket ham i Armen.
Clausine.
Jesus!
Guilielmo.
Saaret er ligesaa ubetydeligt for ham, som farligt for mig.
Clausine.
Gode Gud hvordan —
Guilielmo.
Jeg kiente ham ikke, og han fornærmede mig.
Clausine
slaaer Hænderne sammen.
Hvad skal vi giøre!
Guilielmo.
Vil du atter skilles fra mig paa nye, og for stedse?
Clausine.
O nei, nei! Det har jeg svoret ved Freyas Altar.
Guilielmo.
Saa maa vi flye.
Clausine.
Hvorhen?
Guilielmo.
For det første til en gammel Bonde, her i Nærheden, paa hiin Side Skoven; han skal skiule os.
Clausine.
Men min arme Fader! Hans Ængstelse! Og paa min Fødselsdag.
Guilielmo.
Din Fødselsdag! Søde Pige, hvor forunderligt dog alting træffer sammen. Omfavner hende. Vær rolig. Pas paa at der ingen kommer og overrumpler os. Clausine passer paa, Guilielmo tager et Stykke Pergament ud af sin Tegnebog, skriver nogle Linier derpaa, spalter en Green, stikker Pergamentet i Spalten og planter Grenen ved Freyas Altar. See saa! Denne Budstikke skal betage ham al Ængstelse.
Clausine.
Gud, der kommer min Fader!
Guilielmo
slynger sin Arm om hendes Liv.
Afsted! Afsted! Vi have offret til Freya. Hun ledsager os! De flye.
Obersten. Skoleholderen.
Skoleholderen.
Ak Herre Gud!
Du milde Fader!
Obersten.
Til Pladsen ud!
Mig intet skader.
Støn ei som en Hest.
Skoleholderen.
Dueller jeg hader
Som Ædder og Pest.
Obersten.
En gammel Soldat,
En frygtsom Krabat,
Kun lidt Sympathie.
Skoleholderen.
Naar Vaabnene skralder,
Da strax jeg forfalder
Til Melancholie.
Obersten.
Den Mand jeg ei kan have kier,
Som ei er dristig og forvoven.
Skoleholderen.
Omgaaes forsigtig med Gevær,
Fornuften byder os, og Loven.
Begge.
Hver følger sin Natur,
I Modgang og i Fare.
Obersten.
Jeg stander som en Muur.
Skoleholderen.
Jeg render som en Hare.
Obersten.
Hør nu, Skoleholder! Ikke et Ord meer om den Ting. Og snak mig ikke et Ord meer om den unge Guitarspiller. Rask Fyr! Forbandet Brushoved. Ambition! Ikke et Ord. Hører han?
Skoleholderen.
Oberstens Villies Tilkiendegivelse, er min Mund et uafriveligt Begplaster.
Obersten.
Det giør mig ondt, han er løbet sin Vey. Jeg var istand til at lade ham opsøge.
Skoleholderen.
Formodentlig er Flugtens Iværksættelse begyndt, af Frygt for Straffens Udøvelse.
Obersten.
Ikke et Ord, siger jeg. Hører han?
Skoleholderen.
Med Ørernes Begghed, naadige Herre!
Obersten.
Herlig Karl!
Skoleholderen.
Bene!
Obersten.
Smuk Karl!
Skoleholderen.
Ita!
Obersten.
Karl med Hiertet paa det rette Sted.
Skoleholderen.
Recte!
Obersten.
Karl med Talenter.
Skoleholderen.
Intet er vissere, naadige Herre!
Obersten.
Her er altsaa Lunden? Smuk! Ret smuk!
Skoleholderen.
Og der staaer Altaret.
Obersten.
Skal det være et Altar? Det er jo en gammen Kampesteen! Den har jeg tit seet før.
Skoleholderen.
Saa var Moden i den Tid, naadige Herre! Nu bygge vi dem af Fyrrebræder.
Obersten.
Rigtig! Der staaer Freyas Navn. Det kan jeg selv læse. Det har jeg ikke lagt mærke til før. Hvad er det for en Rosenkrands?
Skoleholderen.
Den er formodentlig lagt der, for at pynte paa Geburtsdagen.
Obersten.
Hvad er det? Her staaer en gammel vissen Pind, med et Stykke Pergament i. Har den ogsaa staaet der, siden Stenen blev lagt?
Skoleholderen.
Jeg lagde ikke Mærke dertil, i min Glædes Befipppelse igaar. Formodentlig, naadige Herre!
Obersten.
Er dog curiøs for at faae noget at vide! Gammelt Manuscript — Jeg vil sende det til Kongens Bibliothek. Nye Opdagelser maaskee, — om Longobardernes og Teutonernes Udvandringer af Riget.
Skolemesteren.
Nysgierrigheden, hos mig, er steget til et betydeligt Maximum.
Obersten.
Sikkert en Folkevandring! Sikkert en Folkevandring! Det staaer meget utydeligt, og halv udslettet.
Skoleholderen.
Ak ja! Tidens Tand er edax rerum, siger gamle Fader Homer, i sin Peder Paars, eller hvad den hedder.
Obersten læser.
„Jeg Underskrevne er i dette Øieblik flygtet bort, med Herr Oberst Hielms Datter, til et Sted, hvor han ikke vil finde os. Vi elske hinanden. Naar vi komme tilbage ere vi Mand og Kone. Han vil aldeles intet have imod vor Forbindelse, naar hans første Vrede er forsvunden, og han faaer den nødvendige Oplysning. Guilielmo.”
Skoleholderen.
Ak Gud forbarme sig, naadige Herr Oberst! Det var en bedrøvelig Folkevandring.
Obersten.
Den Slyngel!
Skoleholderen oprigtig.
Bene!
Obersten.
Den Æsel!
Skoleholderen.
Ita!
Obersten.
Den nederdrægtige Spidsbube!
Skoleholderen.
Recte!
Obersten.
Den Landstryger!
Skoleholderen.
Intet er vissere, naadige Herre!
Obersten.
Følg mig! Følg mig! Der skal ledes, der skal søges, der skal findes.
Skoleholderen.
Jeg løber paa Hænder og Fødder!
Obersten.
Giør Anskrig!
Skoleholderen.
Jeg skriger!
De gaae.