Obersten. Skoleholderen. Kaspar.
Obersten.
Alt nok, min gode Skolemester!
Vær han forsikkret at jeg veed
Paa hvilken Maade, med hvad Beskeed
Man skal modtage slige Giester;
Først et Par Ord, en buldrende Stemme,
Dernæst et Blik, hvoraf han seer
At man er en Mand med en fast Carakteer.
Tro kun mig, jeg skal intet glemme.
Til Tieneren Lad Monsieur Guilielmo vente lidt endnu. Det er mig ikke beleiligt. Tieneren gaaer.
Skoleholderen.
Jeg haaber Herr Oberst, at denne Advarsel tilgives mig, som skedte af Frygt for Impertinencens Yttrelse.
Obersten.
Smal Sag! Smal Sag, Skoleholder. Gaae kun ind i Kabinettet saalænge. Skoleholderen gaaer. Nu gielder det at holde Ørene stive! Jeg er saa god, jeg lader mig strax formilde. — Hvilke forbandede Optøier hører jeg ikke han har havt med Beate! Hvem skulde sagt det om den Pige? Nu staaer han derude og ærgrer sig over at han maa vente. — Lad ham kun vente. — Er dog nysgierrig for at see ham. — Men han maa vente lidt endnu. Sætter sig ned. Han kan gierne taale at vente. Springer op. Men Ulykken er, jeg kan ikke taale det! Hei Kaspar! Tieneren kommer. Lad ham komme ind. Tieneren gaaer. Obersten sætter sig.
Guilielmo kommer.
Ærbødige Tiener, Herr Oberst!
Obersten.
Servitør! Hvad vil han?
Guilielmo vender sig om.
Hvem? Tieneren? Han er allerede gaaet, Herr Oberst.
Obersten hidsig.
Troer han ikke jeg har Øine i Hovedet at see med?
Guilielmo.
Det er altsaa mig De mener?
Obersten.
Hvem skulde jeg ellers mene?
Guilielmo.
Min Herre! — Dog, jeg erindrede ikke at det er Brug hos enkelte gamle Folk at betiene sig af den tredie Person.
Obersten.
Person mig hid og Person mig did. Jeg veed nok hvad Person jeg skal bruge. Jeg kiender nok Personen. Altsaa, hvem er han?
Guilielmo.
Jeg er den Sanger, som nylig er kommen fra Italien, som De har sendt Bud efter, og som nu kommer for at more Deres smukke Datter lidt, med sin Sang, paa hendes Fødselsdag.
Obersten.
Min smukke Datter? Han betiener sig af nogle egne Udtryk, min Kiere!
Guilielmo.
Er hun ikke smuk, beder jeg om Forladelse. Mig er sagt at hun var smuk, ellers var jeg ikke kommen.
Obersten hurtig.
Jo gu er hun smuk, jo! — Men man tiltaler i Almindelighed ikke fornemme Folk saaledes a la bon compagnon, min kiere Spillemand!
Guilielmo.
Er jeg Dem virkelig kier, Herr Oberst, saa giør mig den Tieneste at tiltale mig lidt blidere. Jeg er vant til at omgaaes Folk du bon ton, og det støder mit musikalske Øre at høre uharmoniske Akkorder.
Obersten.
Folk du bon ton? Folk du bon ton? Er jeg ingen Mand du bon ton?
Guilielmo.
Den ton, De betiener Dem af, imod mig, er i det mindste ikke bon, Herr Oberst!
Obersten.
Kort og got: Han er Spillemanden?
Guilielmo.
Jeg forstaaer at spille paa Guitarre.
Obersten.
Altsaa: Han spiller! Han synger! Han vraaler af fuld Hals! Han giør saamange Trimulanter og Rullader som han vil; han faaer sin Betaling! Men ingen Impertinencer1! Det siger jeg ham. Og ingen Passiar eller Raisonnering. Han spiser med de andre Tienestefolk. Og ingen Familiarisering. Hører han? Jeg veed nok at Baron Rosenskiold har været saadan en Nar, men hos mig gaaer det anderledes til. Naar man er Hund, maa man tage tiltakke med at gnave Been!
Guilielmo.
Hvad Satan er det for en Snak? Veed De vel min Herre, at hvis De endnu et Øieblik bliver ved, som De har begyndt, saa knækker jeg Deres Hals?
Obersten.
Dreng! Spillemand! Cujon!
Guilielmo forbittret.
Dreng? Cujon?..... Springer hen i en Krog hvor der hænger en Sabel, griber den og kommer tilbage. Det vil komme an derpaa, hvem af os to der fortiener Cujonsnavnet!
Obersten.
Du vil slaaes med mig?
Guilielmo.
Hvis Deres Ære tillader Dem at slaaes med en slet og ret Kunstner; hvis ikke, binder jeg Dem et Tørklæde for Munden, da jeg ikke vil høre flere Grovheder, og fortæller hele Verden hvad De er for en Karl.
Obersten trækker.
Du modløse Praler,
Min Sabel er hvas.
Guilielmo trækker.
Herr Oberst, nu taler
De først mig tilpas.
Obersten stiller sig en garde.
Vist Ingen meer henter
Med Liren dig hen.
Guilielmo giør det samme.
Paa fleer Instrumenter
Jeg spiller end dem.
Obersten.
Saa kom kun nu da. Falder ud.
Ha!
Guilielmo.
Ha!
Obersten.
Ha!
Guilielmo.
Ha!
Obersten.
Du skal føle min Harm.
Guilielmo.
Jeg har saaret Der’ Arm!
Obersten.
Det er Løgn!
Guilielmo
slaaer ham Sabelen af Haanden.
Det er sandt.
Obersten.
Jeg tabte.
Guilielmo.
Jeg vandt!
Sætter Kaarden hen.
Jeg haaber, Herr Oberst! at de ikke oftere kalder mig Cujon, hvis jeg flere Gange skulde have den Fornøielse at træffe Dem i mit Liv. For nærværende Tid rekommanderer jeg mig, i Deres Bevaagenhed. Bukker og gaaer.
Obersten.
Ha for Satan! Den Knægt hugger godt. Holder sig om Armen og kalder Hm! Hm! Er der da ingen? — Skolemester!
Skoleholderen kommer.
Herr O —! Ak forbarmende Gud, Herr Oberst! Hvordan er De tilredet?
Obersten.
Hold sin Mund og skaf mig et Bind.
Skoleholderen.
Ak det har Spillemanden giort. Hey Gevalt! Hielp!
Obersten slaaer ham paa Øret.
Hold Kieft Præceptor! Prostituer mig ikke, med sin Dumhed. Skaf mig noget at binde om Armen.
Skoleholderen.
Ak, Herr Oberst! Var det ikke bedst at Armen blev sat af, inden der gaaer Koldfyr i hele Kroppen?
Obersten.
Er han da reent ravruskende gal! Søg mig Noget op, siger jeg! Følg mig. Gaaer.
Skoleholderen ude af sig selv.
Søg mig noget op! Følg mig! Hvordan kan jeg følge ham, naar jeg skal søge ham Noget op? Ak Stuen dreier sig rundt, for mine Øine. Saa fuld har jeg endnu aldrig været, uden i Forveien at have drukket Brændeviin. Der ligger en Støvlemanschet! Nei den er for god! — Ak den forbandede Gartner! Det er en Slange, Obersten har faaet i sin Have, som berøver hans troe Tienere Uskyldighedens dyrebare Klenodie. — Der ligger et skident Viskeklæde! Nei det er ikke godt nok. Standser midt paa Gulvet. Her ligger Blod! Slaaer Hænderne sammen. Naa, nu har jeg Dievlen forlade mig min slemme Synd aldrig seet Mage. Det maa have været her, Slaget stod! — Jo det var en net smal Sag! — Der ligger en Bomuldsstrømpe, som Frøkenen har begyndt at strikke paa. Den er god. River Pindene ud. Nei den duer dog nok ikke! — Den hidser! Jo det var en net Kniv, Spillemanden rendte sig selv i Livet. — Ak du ulyksalige Kierlighed! Du fordærvelige Profession! Passion vilde jeg sige. Obersten raaber indenfor: „Skolemester!” Jeg — vil baade tage Støvlemanschetten, — og Viskeklædet, — og Bomuldsstrømpen med, saa kan den naadige Herr Oberst selv vælge.
Gaaer.