Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Hvad I fortæller mig, som Aarsag her,

Hvorfor I atter nu vil skilles ad,

Er saa besynderligt, og saa utroeligt

Langt uden for Sandsynlighedens Grændser,

At knap jeg veed hvad jeg skal svare til det.

Det samme jeg har sagt, min store Sultan!

Man veed jo af Erfarenhed hvor ofte

Sligt Drømmerie af Blodet reiser sig.

Men at de drømme Begge nu det Samme?

Er høist besynderligt, men ey umuligt.

Og skal man sætte Lid til dette Udsagn,

Saa er det mere rimeligt at troe

Paa Mulighed end paa Umulighed.

For altsaa ret at komme efter Sagen,

Saa holder jeg det for at være bedst,

At vi med Rolighed end oppebie

Den tredie Nat; at jeg og du, Vezir!

I Brudekamret skiuler os, og seer,

Med egne Øine, Sagens Sammenhæng.

Sindrig er din Beslutning, store Fyrste!

Hvis kun det er en Feberdrøm i Blodet,

Saa see vi Intet; dersom det er Sandhed,

Saa see vi det med vore egne Øine,

Og kan da føie vore Børn, (endskiønt,

Hvad mig angaaer, med Smerte) i at løse

Det nylig helligslungne Ægtebaand.

Hvad siger da, min elskte Dotter! du

Til dette Forslag?

Det vil jeg ikke sætte mig imod.

Saa er til videre da Tingen afgiort.

Ney bi! Jeg har dog vel et Ord at sige

I Lauget med, ved denne Leilighed?

Jeg elsker Eders Dotter, store Sultan!

Og indseer meget vel min sieldne Lykke,

Men ey for hende, ey for hele Verden,

Jeg prøved end et saadant Vovespil.

I veed ey hvad det er, at staae med Ryggen,

Stiv, som et Stegespid, til Gitterværket,

Og uafladelig, med tvungne Blik,

At see paa Stiernerne og Melkeveien.

I veed ey hvad det er at blive rusket

Af Aander, mærker jeg, min store Sultan!

At see en anden Mand at gaae tilsengs

Med Eders egen Kone, mens I staaer

Og gaber, som en Hund paa Hundestiernen.

Prindsessen, der, har godt nok for at føie;

Hun bliver i sin bløde, varme Seng,

Der er saa bred og magelig, at Sværdet,

Som ligger mellem Dievelen og hende,

Kan ikke røre, naar hun selv ey vil.

Og overalt — hvad dette Sværd angaaer —

I sagde selv: hvad ey man havde seet,

Med egne Blik, var vanskeligt at troe —

Og jeg har rigtignok min Kone seet

I Sengen hos den skammelige Trold,

Men Sværdet har jeg ikke seet. Maaskee

Er den Idee om Sværdet kun en Drøm,

(Som selv I sagde før, min store Sultan!)

Et Foster af Prindsessens varme Blod.

Forvovne!

                                            Slige Tanker tør du yttre

Om —

                          Jeg kan ikke bare mig for Latter.

Kom op at skiendes til! Alt bedre Børn!

Det forekommer mig ret som naar Hunden

Om Natten staaer og giøer ad Maanen, og

De lette Skyer, der drive den forbi.

Fat dig, min Søn! Est du en Mand, og tør

Ey vove dig en Nat endnu i Faren,

For slig en Perle? Jag din Rædsel bort,

Hvis du vil gielde for min Søn,

Min Daad bestemmer ey min Moders Daad.

Hvis jeg er Eders Søn, saa blier jeg det,

Om jeg saa aldrig mere staaer forstenet.

Jeg indseer vel, at slig Begivenhed

Maa komme Eder her lidt ubeleiligt.

At være Svoger til en persisk Sultan,

Er herligt, som at være Svigersøn;

Men jeg kan ikke hielpe Eder heri.

Og skiønt vel sønlig Lydighed er stor,

Saa er det dog en Smule stærkt forlangt,

At jeg skal staae paa Taget, som en Iistap,

Hver Nat til Ære for min elskte Slægt,

Imens en Anden sover hos min Kone.

Du glemmer den Ærbødighed, du skylder

Din Sultan, Sultaninde, Fader, Brud.

Min elskte Fader! giv mig Eders Minde.

Hvad Saladin forlanger, ønsker jeg.

Hvad siger du, Vezir! Hvad skal vi giøre?

Den gamle Stiernetyder Ali Baba

Staaer udenfor med sneehvidt, blottet Hoved.

Han beder, store Sultan! om det Held

At maatte kaste sig for dine Fødder.

Han komme! Obersten gaaer. Det er en bedaget Olding,

Som læser viis i Nattens blanke Stierner.

Midt paa de flade Marker har jeg bygt ham

Et vældigt Taarn, hvor han hver Nat kan see

Hvert sælsomt Tegn, der skeer paa Himlen.

Jeg kan forsikkre Eder, store Sultan!

Der er ey mindste Smule sælsomt ved.

Man staaer og gaber, det er hele Sagen.

Guds rige Fred med Persiens Monark,

Hans Throne staae, huldt blomstre al hans Slægt.

Tak, Ali Baba! Hvilken nye Bemærkning

Har drevet dig fra Taarnet til mit Pallads?

Thi uden sligt var du vel neppe kommen.

Du elsker Eensomhed.

Jeg er en gammel Olding, træt af Verden.

De smaae Begivenheder, som der skee

Paa Jorden, matte snart det vante Øie,

Der synes selv de Største mig kun Smaae.

Naar Alderdommen, med sin Sølvervinge,

Bedækker os, da hæver sig vort Blik,

Fra Jorden til den stiernerige Himmel;

Did stirrer det, som til det rette Hiem,

Hvorhen vi om en føye Tid skal komme.

Hvad mig angaaer, saa finder jeg min Trøst i,

Med from Opmærksomhed, at mærke paa

De svage, matte, spredte Glimt af Himlen,

Til Porten aabner sig og sender mig

Sin samletskiønne Morgenglands imøde.

Hvad har du da at aabenbare mig?

Som efter vandte Viis, i stille Midnat,

Jeg vandred paa mit høie røde Taarn,

Og som jeg havde holdt min Aftenandagt,

Saa lod jeg fromt mit Blik paa Maanen hvile.

Jeg tænkte paa hvordan Propheten eengang,

For at bevise flux den vantro Jord

Sin Høihed og sin Vælde, sendt fra Gud,

Nedvinkte den fra Himlen, at den faldt

Med Klang til Jorden brat, i tvende Stykker,

Hver paa sin Kant af Bierget Elikais;

Hvorpaa han atter, ved sit Magtens Bud,

Den sammensmelted, og lod lys den stige

I Æthren, hvor den havde funklet nys.

Som jeg nu vandred saa, med fromme Tanker,

Blev Maanen pludselig formørket brat,

Saa at den hele Jord blev sort, som Kul.

Da skreg i Skoven Uglerne af Skræk,

Og Hundeglammet standsed her i Byen.

Men jeg var rolig, skiønt jeg mærkte vel

At det var ingen Skye; thi Himlens Bue

Var reen og klar, og ingen Skye desuden

Var mægtig til at mørkne saa som nu.

Jeg tænkte: Er det Allahs Velbehag

At kalde hele Skabningen for Dommen,

Har han alt givet Dødens Engel Vink,

Den høie Israfil, som rede staaer

Bestandig, med sin blinkende Basun

For Munden, til at støde Verden ned

Med det uhyre Skrald? — Hans Villie skee!

Men, som jeg knælende med uforstyrret

Og roligt Blik betragted dette Syn,

Fik Maanen pludselig sin Glands igien,

Og ved dens lyse Skin jeg nu blev vaer,

At hvad der havde mørknet Jorden nys,

Var Skyggen af en Engels brede Vinger,

Der foer igiennem Luften, med en Løibænk

Af Ibenholdt og Guld, hvorpaa der laae

En Mand og Qvinde. Langsomt sank de ned,

Og svandt tilsidst bag Eders Pallads, Herre! —

Hvad nu det sieldne, underlige Tegn

Vil sige, veed jeg ey; men Pligten drev mig

Til at kundgiøre dig det, store Sultan!

Den store Allah naadelig forbyde,

At noget Ondt det skulde varsle dig!

Nu, kiere Fader! Tvivler du endnu?

Er det endnu en daarlig Feberdrøm?

Prophetens Veye er usporlige.

At dette Ægteskab er Gud imod,

Det seer jeg tydeligt, og kalder det

Tilbage flux.

                                              O Tak! min elskte Fader.

Tak, store Sultan.

Du vækker mig af alle mine Drømme,

Der sprang, som Blomster, ud af dette Bryllup.

Jeg faaer vel ogsaa takke. Høit. Tak, min Sultan!

Besynderligt! — Kom! Følg mig i mit Divan.