Saladin
staaer stiv, som en Støtte, opstillet til Rækværket, med Hovedet vendt imod Stiernerne.
Ha, Skiendsel og Foragt! Fortvivlelse!
Hvad? End bestandig? Usle, svage Arm!
Kan du ey røre dig? Ak! ey en Lem.
Kold staaer jeg, uden al Bevægelse.
Det var som om han havde fløitet Marven
Af alle mine Bene. Alt er huult.
Stiv er jeg, mat, som om jeg havde slumret
Paa Græsset, i den vaade Nattedug,
Og vaagned lam, og rørt, som af et Slag.
Staae der! (saa grinte han, den fule Aand)
Staae, som Loths Hustrue, som en Støtte Salt.
Saa raabte han og svandt. Ha Helvede!
Nys, varm og kraftig, i en Brudeseng,
Ved en Prindsesses trinde, hvide Barm,
Paa Nippet til at styrte mig i Vellyst —
Og nu! — Stiv, som en Stokfisk! — Ingenting
Bevæger sig; — kun Vinden i min Kaftan,
Og mine Øine vendt mod Stiernerne,
Og Tungen, Afmagts bandende Herold.
Jeg overlever ikke denne Nat.
En Anden hviler nu i hendes Arm,
Og tømmer Glædens Bæger ud til Bunden,
Som først var skienket i og fyldt for mig.
Ha Raserie! Ha grumme Nidkierhed!
Giør Ende paa mit Liv. I blege Stierner!
Nedstyrter Eder flux og knuser mig.