Aladdin.
En Hob Klæder hænge omkring paa Væggene.
Aladdin.
Da, Hændelse! du uformodentlig
Har bragt mig i mit eget Klædningskammer,
Saa falder der mig dog et Indfald ind.
Søger omkring og finder endelig en Klædning.
Her er den. Rigtig! Her, her er den Klædning,
Som Noureddin forærte mig, som Fætter.
Den vil jeg tage paa, og rede ud
Mit Haar, som dengang just jeg brugte det.
See her! Her er den høie Flitter-Turban,
Som fulgte Klædningen.
Han klæder sig om.
See saa, nu er
Jeg klædt i samme Dragt, som sidste Søndag,
Da vi fik giort den smukke, lille Lysttour
Til Biergets Hule, for ihiel at sultes.
Du ædle, fromme, faderlige Fætter!
Nu skal jeg atter see dig i dit Blik,
Naar Døden dæmpet har dets lumske Lue.
Tak være dig, min skiønne Demantsring!
Den glemte han, og glemmer den bestandig;
Thi Allahs Villie dysser hans Erindring
I Søvn. Jeg seer fra Vindvet naar han kommer.
O gid det allerede var forbi!
Betragter sin Ring, betænker sig et Øieblik, og støder den derpaa imod Væggen.
Ringens Aand flux.
Hvad vil du mig, min ædle Herre?
Aladdin.
Ney!
Tie stille! Tie! Jeg vil slet intet vide.
Det var et ubetænksomt, daarligt Indfald.
Jeg vilde spurgt dig om min Skiebne, Slave!
Du veed jo Alt. Jeg vilde forud vidst
Hvorledes denne Hændelse løb af.
Men tie! Tie, kiere Slave! Hvad er Livet,
Naar det nødvendig forud er bestemt?
Ringens Aand.
Frygt ey, min ædle Herre! Hvad din Slave
Plat ey formaaer, det frister ham ey heller.
Aladdin.
Har du ey sagt, at du kan aabenbare
Mig alting?
Ringens Aand.
Jo. Men derved maa forstaaes
Hvad der er skeet og skeer, thi hvad der skal skee,
Er skiult for mig, som det for dig er skiult.
Aladdin.
Saa seer du ey i Fremtids lukte Bog?
Ringens Aand.
Umiddelbart vel ey, men middelbart,
Fordi den speiler sig i Oldtids.
Aladdin.
Siig!
Hvorledes klarer det din Fremtids Blik?
Ringens Aand.
Hvo Frøet, Saaningen og Jorden kiender,
Kan ogsaa give Nys om Blomstens Art,
Skiønt endnu ey den er af Jorden brudt.
Aladdin.
Saa siig mig, vise Aand! Hvad spaaer du mig?
Ringens Aand.
Hvad der bag Tiden ligger og bag Rummet,
Det kræver Spaadommens Natur, min Ven!
At derom ikkun tales kan forblummet.
Da faaer du først din tabte Skat igien,
Naar bort du rydder hvad der er til Hinder.
Ifald det lykkes dig, da har du den.
Thi Mange tælles maae, som Lampens Fiender.
For dette flux at vise dig, saa vil
Jeg pege til de halvforglemte Minder.
Den sieldne Lampe driver, rundt, sit Spil,
Fordeelt i mangt et lidet, kostbart Stykke,
Thi samlet er den saare sielden til.
Een har det Ydre, som man kalder Lykke,
Een har det Indre, som man nævner Aand;
Forenet er den Jordens største Smykke.
Først sammensveitset, ved et magisk Baand,
Den glæde kan, thi uden Lykke mattes
Din Siel; og hvad er Lykken uden Aand?
At altsaa den med dristig Haand kan fattes,
Der kæmpes maa, først efter mandig Strid
Dens fulde Værd af Eiermanden skattes.
Hvo ey nu fødtes under Stiernen, blid,
Hvo kun fik ringe Held og sparsom Evne,
Fremvirket kun til Massen for sin Tid;
Den ofte sig med Raserie vil hævne,
Vil ændre Viisdoms Plan, og haaner den,
Fordi den ham ey meer har villet levne.
En sælsom Daarlighed ham river hen;
Skiønt født til Skal han stolt vil være Kierne;
Mod denne Vanvid maa sig Kraften værne.
Gud lagde dybt den i sin Yndlings Barm,
Det Slette, Nedrige han bort maa fierne.
Paa dobbelt Maade yttrer det sin Harm:
Een tom, forfængelig vil op sig kæmpe,
Med malmløs Flid, med nervesvækket Arm;
Een søger kun det Gode ned at dæmpe,
Fordi naar Alt er uden Værd, som han,
Sig Alt skal efter Usselheden lempe.
Ifald mod disse To du holder Stand:
Forfængelige, tomme Drift, som blegner
Misundelig til Kraftens kiekke Mand;
Og denne Slethed, som i Pølen segner,
Som kiender ikke Livets Herlighed,
Som efter egen Smaahed Alt beregner —
Naar disse du har stødt med Vælde ned,
Kiek, i den allerædleste blandt Kampe,
Flyer Mørkets Forhæng, som du søndersled —
Og herligt straaler din gienvundne Lampe.
Han forsvinder. Aladdin synker hen i dybe Tanker.