Aladdin; en Hoben andre Drenge. I Baggrunden Noureddin, som giver Agt paa deres Tale og Adfærd.
Selim.
Der er Aladdin! Saa, nu kan vor Leeg
Begynde ret.
Aladdin.
God Morgen Kammerater.
Selim.
Hvor blev du af saalænge?
Aladdin.
Seer du vel,
Der var Begravelse her uden Byen,
Paa Kirkegaarden ved Moskeen hist.
Det maatte jeg først see. Det er saa morsomt
At høre Sangen, og at see dem gaae
Saa langsomt gravitetisk hen med Liget.
Selim.
Hvi har du ikke sagt mig det, saa var
Jeg gaaet med. Hvem blev idag begravet?
Aladdin ganske ligegyldig.
Min Fader.
Selim.
Hvad? Din Fader? Er han død?
Aladdin.
I Forgaarsaftes døde han.
Selim.
Og derom
Har du ey talt et Ord?
Aladdin.
Saa har jeg glemt det.
Selim.
Og sørger ey?
Aladdin.
Nu har jeg Raad til det!
Selim.
Jeg mener ey med Klæder, men med Sielen.
Aladdin.
Ey hvad! Den som vil sørge over Alting
Fik Nok at sørge over. Han var gammel.
Sindbad.
Naa kom nu! Kom! Den rige Kiøbmand hist
Paa Hiørnet, vil idag igien udkaste
Tre Pomeranzer her, i Gramsetag.
Aladdin.
Ja jeg er med.
Sindbad.
Er du? Det troer jeg nok.
Der kommer alt den Ene. Vaerskoe, Drenge!
En Pomeranz bliver kastet ud af et Vindue. Aladdin griber den.
Selim.
Du er nu altid lykkelig.
Drengene.
Fleer! Fleer!
En Pomeranz kastes atter ud, som Aladdin ligeledes griber.
Aladdin.
Det var den Anden. Nu har jeg alt To.
Sindbad.
Aladdin maa ey være længer med.
Den Tredie maa han ikke gramse efter.
Han har alt faaet nok. Hold paa ham, Drenge!
De holde paa Aladdin. Den tredie Pomeranz kastes ud, den falder i hans Turban.
Aladdin.
Det var den Tredie. Een jeg spiser selv,
Og der har I de andre To igien!
Han kaster de to Pomeranzer i Luften. Drengene løbe bort for at gribe dem.
Noureddin træder frem.
Hvi skulde jeg gaae længer? Dette Spil,
Saa hensigtsløst og barnligt som det lader,
Har Skiebnen stiftet, for at vise mig
Mit Redskab. Netop som jeg tænkte ham!
Rødmusset, stærk og doven, sorgesløs.
Hans Fader blev begravet — han gik ud
At see paa det, som paa et andet Spil.
Togange skienker Lykken ham sin Gunst,
Og trediegang, med sammentvungne Hænder,
Han lokker den ned i sin Turban-Pul.
Hvad vil jeg meer? Her har jeg hvad jeg søgte.
Gaaer hen mod Aladdin.
Til Lykke, unge Ven! Jeg seer du er
Vel øvet i at gramse.
Aladdin undseelig.
Ja saamænd!
Noureddin.
Bliv ikke vred, at jeg saa dristig kommer
Og taler med dig, uden dit Bekiendtskab.
Men flere Ting opmærksom mig har giort.
Først er du i den hele Drengeflok
Den Smukkeste; dernæst er du den Største.
Hvor gammel er du?
Aladdin.
Sytten Aar.
Noureddin.
Ja seer man!
Og du seer endnu ældre ud. Du mangler
Kun Skiegget, saa var du complet en Mand.
Dertil er du behændigst af dem Alle,
Og lykkeligst. Jeg er en fremmed Kiøbmand,
Kun lidt kiendt i det store Ispahan,
Og søger derfor smukke Folks Bekiendtskab.
Aladdin.
Min Herre! I beviser mig stor Ære.
Med mit Bekiendtskab er I lidet tient.
Jeg er en fattig Skrædderdreng. Min Fader
Er død. Han vilde prygle mig, saa slog
Han i min Moders Bomuldstot; saa gik
Der Ild i Totten, og — saa døde han!
Noureddin.
Jeg hørte Eder tale om hans Ligfærd,
Og — bliv ey vred — den Ligegyldighed
Hvormed du talde, kom mig til at studse.
Aladdin.
Ak hvad! det var en gammel, stakkels Mand.
Halvfierdsindstyve Aar! Saa gammel bliver
Kun Faa i Ispahan.
Noureddin.
Men som jeg hører,
Saa har du været Aarsag i hans Død.
Aladdin.
Fordi jeg ikke vilde lae mig slaae for Panden
Med Alnen, men behændig sprang tilside?
Ney, kiere Herre! Tænk Jer dog et Liv,
Der hænger i saa tynd en Spindelvæv,
At det kan døe af Skræk, naar der engang
Gaaer Ild i Bomuldstotten. Han maa takke
Mig til, fordi jeg skaffed ham et Paaskud
Til at forføie sig herfra.
Noureddin.
Det var
Ey sønlig talt.
Aladdin.
Den store Allah veed
Om just jeg var hans Søn. Han var alt gammel
Da han min Moder tog, og hun var ung
Og smuk, hvis man kan troe hvad Rygtet siger.
Al Sefi, en Emir, kom tit i Huset;
Han havde mig ret kier; jeg lignte ham;
Han gav mig ofte før Foræringer;
Nu er han dræbt i Krigen af en Tyrk!
Noureddin.
Din Fader var saa gammel? Siig, hvad heed han?
Aladdin.
Hans Navn var Mustapha.
Noureddin
med stigende Opmærksomhed.
Og han var Skrædder?
Aladdin.
Med Liv og Siel!
Noureddin.
Og har alt længe boet
I Ispahan?
Aladdin.
Saalænge jeg kan huske.
Noureddin.
Knarvurren, vranten, hidsig af Gemyt?
Aladdin.
I kiender ham?
Noureddin.
En stræbsom gammel Mand.
Aladdin.
Ja rigtig!
Noureddin.
Som bestandig vilde
At man sig Noget skulde tage for,
Og ikke gaae paa Gaden om og drive.
Aladdin forundret.
Det er ham! Det er hans udtrykte Billed.
Noureddin omfavner ham.
Min Brodersøn!
Aladdin.
Hvordan? I er hans Broder?
Noureddin.
Hans kiødelige Broder! Muhamed
Du hellige Prophet! Jeg troede længst ham død,
Og haabed ey at træffe paa hans Slægt,
Og nu jeg finder en saa vakker Yngling.
Kom! Kom! Hvad hedder du?
Aladdin.
Aladdin.
Noureddin.
Rigtig!
Det skrev han froe mig til, da du var født.
Thi — hvad du sagde om Emiren nys —
Aladdin
undseelig og bange.
Ak! bryd Jer ey om det. Det faldt mig kun
Saa ud af Munden, kiereste Herr Fætter!
Noureddin.
O kom Aladdin! Kiere Brodersøn!
Kom, bring mig til din Moer. Hun lever dog?
Aladdin.
Her boer hun! Her i dette lille Huus.
Noureddin.
Du hellige Prophet! Hvor Skiebnen fører
Dog Alt besynderligt i denne Verden.
De gaae ind.