Mustaphas Stue. Mustapha ligger Liig. Morgiane og hendes Naboesker staaer omkring Kisten.
Morgiane.
Endnu engang, hav Tak, I gode Qvinder!
Som hialp mig med min stakkels gamle Husbond.
Han er nu død! Ak hellige Prophet! Græder.
Han sidder aldrig meer paa Bordet der,
Og syer og skiender paa mig for min Søvn.
Nu sover han langt stærkere end jeg.
Hav Tak, min gode Mirza! Du Amine!
Hav Tak! Ifald Propheten skulde kalde
Snart een af Eders Mænd, skal Morgiane
Sig vise redebon, som I har viist Jer,
Med Vaskning, Tvætning, Kistelægning, Pyntning.
Ak Allah! Tænk, det Taft han ligger i
Det blev hans Død. Han vilde slaae Aladdin,
Saa slog han i min Bomuldstot; den faldt
I Lyset; jeg, forskrækket af min Søvn,
Sprang op og vilde slukke Ildebranden;
Men da jeg ikke kunde skille Sort
Fra Hvidt, i Angsten, tog jeg Silkekiolen
Og vilde slukke med. Min arme Mand!
Bleg sank han i min Arm, og døde kort
Derpaa af Skræk. Græder. Du gode, gamle Mand!
Nu, den Vey skal vi alle gaae. Men Himmel!
Det er dog tungt — og paa en saadan Maade!
Aladdin er en Galgenfugl! — Farvel
I gode Qvinder! Hisset kommer alt
Ligbærerne. Jeg holder det ey ud.
Ligbærerne komme.
Mit Hierte brister! — Ak I gode Mænd!
Saa tag da Kisten, men tag ey for haardt.
Det er en gammel Mand, ak bær ham varlig,
Han taaler ikke mange flere Stød.
Og vend hans sølvgraae Hoved imod Mekka,
Og Fødderne, koldt udstrakt, mod Medina.
Endnu et Kys! Ak hvor han ligger roligt.
Før foer han altid op. Det er forbi.
Farvel min Mand! Min Mustapha! Farvel.
Ligbærerne gaae bort med Kisten. Qvinderne hyle over Liget.