Han:
Aa nej, hvor staar de friske!
de lysegrønne Bregner,
som sart og fint sig tegner
mod Mossets mørke Bund!
Og varsomt, ømt de skygger
for Syrens unge Knopper,
og skærmer tyst og stille
det lette Blomsterblund.
Som en af dem Du lever
dybt i mit Hjerte inde,
i ømme Værn, min fine,
min hvide Syreknop!
Og Hjerteblade trygge
min Kærlighed dig skænker,
thi trygt og ømt i Skygge
af den du vokser op.