Inga Nalbandiàn (1879–1929)

Nalbandiàn, Inga Henriette Lucinde, 1879—1929, Forfatterinde. F. 26. Juli 1879 i Vedbæk, d. 22. Marts 1929 i Kbh., begr. sst. (Ass.). Forældre: Zoologen Jonas Collin (s. d.) og Hustru. Gift 2. Juni 1904 i Kbh. (Holmens) med Dr. phil., Lektor Paul Mardiros N., f. 14. Maj 1872 i Sivas i Armenien, d. 15. Aug. 1916 i Konstantinopel, Søn af Toros N. og Henisande.

I. N. var 1895 paa Testrup Højskole og rejste senere til Schweiz, hvor hun traf sin tilkommende Mand, en Armenier, der i sin Egenskab af Direktør for et Institut, der tog sig af unge Armenieres Opdragelse, gjorde et stort Arbejde for sine nødstedte Landsmænd; 1909 fulgte hun ham til Konstantinopel, hvor han havde faaet Ansættelse som Lektor ved det armeniske Nationalgymnasium; med Verdenskrigen brød Ulykken for Alvor ind over Armenierne, og det blev efterhaanden saa utaaleligt i Konstantinopel, at I. N. 1916 maatte sende to af sine Børn alene gennem det krigsramte Europa hjem til Danmark; og da Manden kort efter døde, fulgte hun selv efter. Hun debuterede 1905 med en Samling ikke synderligt særprægede Digte »Bølgesang«, der fremkom under Pseudonymet Nils Ellinger; men selv om den 1919 efterfølgende Samling »Dønninger« er af en langt større Modenhed, er det dog ikke som Lyriker, I. N. hævder sig. 1913 udsendte hun sit første Prosaarbejde »Børn, danske Mødre tilegnet«, der fulgtes af »Barndom, en Bog om Børn« (1915) — det er to novellistisk formede, pædagogi- ske Vejledninger, der røber en ikke ringe Indsigt i Barnets Psykologi og giver Mødrene kloge Raad om, hvordan de skal sige Børnene Sandheden om deres Oprindelse etc. Virkelig kendt blev I. N. først, da hun 1917 udsendte »Den store Jammer«, der s. A. blev fortsat med »De hjemsøgte« og n. A. med »Den hvide Mark« — i disse tre Bøger, der fremtræder som en Række Noveller og Skitser, giver I. N. et saa rystende Indtryk af Tyrkernes Forfølgelse af Armenierne, at man forstaar, hun taler med Smertens Ret, som hun selv siger et Sted. 1918 fulgte nogle »Balkan-Noveller«, der skildrer en Række tyrkiske Typer med mere menneskelige Træk end dem, man finder i Armeniernovellerne, men Forfatterinden understreger rigtignok, at den Sympati, hvormed disse Typer er tegnet, ikke skyldes Tyrkerne som Folkeenhed og endnu mindre som magthavende brutalt kulturfjendtligt Element. Efter disse Bøger, der ved deres Fremkomst gjorde et meget stærkt Indtryk, kom Nutidsromanerne »Marie« (1925) og »Den gyldne Bro« (1926) samt otte Historier »Uden I blive som Børn« (1927); saa forskellige fra Armenierbøgerne disse Fortællinger end er, afgiver de dog et nyt Vidnesbyrd om deres Ophavsmands flammende Retfærdssans.