Hun:
Og du kom —! Og Solen lyste
saa frydelig over Sø,
og jeg syntes, at Klokker kimed den Dag,
du landed paa Danmarks Ø.
Det blev saa livsaligt et Møde,
det varsled en Livsfest lang,
der var slet ingen onde Skygger,
bare to Hjerters lyse Sang.
Og du kom —! Men det var ej en fremmed,
der traadte mit Hjemlands Jord —
du kom som en Søn, der i lange Aar
maatte savne sin egen Mor.
Det blev saa livsaligt et Møde,
da knæsat du blev i Nord,
Østens Barn, det forviste,
— en Søn, der hilste sin nye Mor.