Hun:
Du tog mig op paa det højeste Bjerg
en Dag i Vaar, da du kom at gæste
mit Land for sidste Gang, inden du
til Hustru skulde mig fæste.
Der viste du mig det ganske Land;
hvor skønt det laa der, den Dag just slog
Du bad mig veje — og fuldt og helt
forstaa, hvor dybt det drog mig.
Du spurgte, om jeg med sikkert Mod
det kunde aarlangt og helt forsage;
du talte til mig om Hjemvé’s Magt,
om Savn i kommende Dage.
Og jeg, — som vidste, at hvad du gav,
mig vejed tusindfold op Alt andet,
jeg maatte smile — — hvor skulde jeg
vel kunne tænke paa Landet!
Jeg havde kæmpet, maaske, min Tid,
— for Havet bandt mig med livslang Lænke —
men nu! jeg havde forlængst hver Tvivl
ned i dets Skød kunnet sænke!
Der laa det nede, saa stort og blaat,
saa rigt og røstfuldt som før i Tiden,
— men ej saa dragende, ej saa stærkt,
thi du, du stod jo ved Siden!