Fra den Dag, da den gode Gud værdigedes at indblæse Livets Aande i mig og give mig af sin Sjæl, udstrakte jeg, et Barn uden Ord, mine to Hænder, og med mine svage Arme omfavnede jeg Friheden.
Om Natten græd jeg uophørligt og i Uro, bundet fast i min Vugge; jeg forstyrrede min Moders Søvn. Først, da hun befriede mine sammenbundne Arme, blev jeg rolig. Fra det Øjeblik aflagde jeg det Løfte: at elske Friheden.
Min Tunges Lænker brast, og mine Forældre frydedes over min Stemmes Lyd. Men det første Ord, jeg talte, var ikke Fader, heller ikke Moder, heller ikke noget andet lignende. Frihed! var Ordet, der først fandt Vej til min Barnemund.
„Frihed!” raabte Skæbnen til mig fra Himlen; „Jeg indskriver dig, armeniske Barn, fra denne Dag til Kamp for Friheden! Din Vej skal blive tornet, mange er Farerne, der venter dig; ti denne Verden er for trang for dem, som elsker Friheden!” —
— Frihed! jeg svigter dig ikke! Naar Krigens Rædsler og Krudtets Ild falder over mit Hoved, naar Fjenden med sin blinkende Morderkniv lister sig over mig, — indtil Døden, indtil Galgen, ja, bundet til Skampælen raaber og gentager jeg uden Ophør:
Frihed!