Jeg flakker ene langs med Moder Arax’s øde Bredder, søgende Fredens Billede i dens Vande.
Men de skvulper sørgmodigt, uroligt mod Kanten og flygter grædende.
„Arax, hvorfor danser du ikke din glade Runddans med Fiskene? — Arax, hvorfor er du i Sorg som jeg?
Hvorfor strømmer Taarerne fra dine stolte Øjne? Hvorfor iler du flygtende forbi dine før saa blomstersmykkede Bredder?
Arax, din Barndom er kort, tidsnok naar du til Havet. Giv dig Tid og flyd langsomt og i glade Bugter ud mod det fjerne.
Lad Piletræet dyppe sine grønne Kviste i dine Vande, lad Bladene drikke din Kølighed, naar Solen brænder.
Lad Hyrderne komme til dine Bredder og bringe dig deres frejdige Sange; lad Lammet og den unge Ged træde ud i dine bløde Vande for at læske deres Tørst!”
— Arax svulmer i sin Bund, kaster Skum højt i Vejret, og idet den bruser som et Uvejr, taler den saaledes fra sit Leje:
„Dristige og tankeløse Yngling, hvorfor forstyrrer du min hundredaarige Søvn? hvorfor kalder du mine tusinde Smerter til Live?
Hvornaar har du set, at en Kvinde, efter Tabet af sin Elskede, smykker sig fra Hoved til Fod med sine kosteligste Prydelser?
For hvem skulde jeg træde smykket frem? hvis Øjne skulde jeg henrykke ved min Skønhed? Mange ere mig fremmede, flere ere mig forhadte.
Een Tid var der, da jeg, som en ung Elskerinde, smykkede mig med tusinde Blomsters Friskhed.
Mine Bølger var klare, min Bund var jævn, og Maanen svømmede i mine Vande indtil Morgenrøden.
Hvad er mig levnet af hine Dage? hvilken af de lykkelige Egne, jeg beskyllede? hvilken af de smilende Landsbyer ved min Bred, hvilken af mine rige Stæder?
Og Morderne stimier sammen ved min Bred og skyller deres Hænder i mine Vande, de Hænder, der drypper af mine Børns Blod.
Medens mine egne Børn flakker i fremmede Lande, forladte, forjagne, med nøgne Fødder og Sjælen blodig af rædselsfulde Saar.
Langt, langt har man jaget mit eget armeniske Folk, og i dets Sted har man givet mig en Nation uden Tro og med grusomme Lyster.
Er det for disse, de fremmede, de forhadte, at jeg skulde smykke mine gæstfri Bredder? og er det deres Øjne, jeg skulde henrykke ved min Skønhed?
Yngling, du som selv er klædt i Sorg, — forstaar du nu Moder Arax’s Smerte?
Ligesaa længe som mine Børn flakker hjemløse i fjerne Lande, ligesaa længe vil man se mig klædt i Sorg.” —
— Arax tier. Den hvirvler fra Bunden en umaadelig Skumbølge i Vejret og fortsætter sin Vej, brusende i Oprør. —