I
De gamle Bolværksgader
om lønlige Kanaler,
Børstaarnets Dragehaler,
Slotspladsens Lygterader;
bag Kirke-Gravkapellet
det skumle Kristiansborg!
— Hér var det, at Farvellet
greb mig som en Sorg.
Min Ungdoms Minder ruger,
og glemte Længsler taler
langs disse graa Kanaler
med lukte Pakhus-Luger.
— Gaderne kan fortælle
om Holland og om Flandern,
om gammel Købmands-Vælde,
om Tordenskjold og van Mandern.
Dér henne glimter Ruden,
hvor jeg har Hjem og Virke,
og under Frelsers Kirke
en grønlandsk Plads med Skuden;
køl-stærk og isforhudet
trodser den sig mod Nord,
— naar den har Afsked tudet,
saa er jeg med ombord.
Da vil der rinde Tider,
før atter jeg betræder
de skæbnesvangre Steder,
hvor Kampens Vaaben bider.
Jeg elsker Storstads-Sejren,
og skøndt jeg skræmt forlod den
og afskyer Klike-Lejren,
drages jeg dog imod den.
Ja, det er svært at skilles
fra disse gamle Gader;
jeg elsker og jeg hader
det Liv, der her udspilles.
Her blev mit Hjærte prøvet,
her led jeg Sorg og Savn,
— o, jeg gik tidt bedrøvet
ud gennem Kristianshavn.
Men der er Morgentimer,
naar over Tagstens-Vrimlen
Vaarsolen rødner Himlen,
mens alle Klokker kimer,
— da sprang jeg fra mit Leje
og hilste Spir og Slotte
og higed stolt mod Veje,
som ingen Fod betraadte!
Og der er høstligt svale
og skumrings-dunkle Nætter,
naar Tivolis Raketter
som en Komét med Hale
paa Slotsruinens Rygge
nedstraalte gyldne Drys,
mens skjult i Søjlers Skygge
jeg stjal et Kærrest-Kys!
Og naar i Vintrens Taage
hver gothisk Husgavl dølges,
da véd jeg to, som følges
rundt om i Havnens Kroge:
dér leves Glædens Røre,
dér lides Livets Kvaler
bag gamle Egedøre
og forsirede Portaler.
De gamle Stokværks-Gaarde
langs lønlige Kanaler
og Børsens Dragehaler
bag Havnens travle Aare
— her leved jeg og lærte,
herhen vil jeg paany,
thi ene her mit Hjærte
slaar for den store By!
II
Du altfor store By til dansk Behov,
Hjemstavn for Livs-Tilværelsens bitre Kampe,
— jeg knyttede mine Hænder som i Krampe
den første Nat, jeg ved dit Hjærte sov!
Dèr midt i Mylret galdt den Stærkes Lov,
om Tag og Tind steg Offerblodets Dampe,
— saa hyggede jeg mig ved min Stuelampe
angst for den onde Verdens Hestehov.
Men Larmen genlød i mit stille Kammer,
snart kendte ogsaa jeg mig vaabenfør
— og vandt de første Nederlagets Skrammer ...
Du skæbnesvangre By om Havn og Søer,
du gav mig Kampens Liv og Sejr og Jammer,
— jeg længes efter dig som aldrig før!