I
Jeg takker dig, min gode Far, for al din strænge Tugt,
O du mente mig det ærligt, men du fik ikke Bugt
med al den stejle Viljetrods, du selv gav mig i Arv,
som rinder dig i Blodet,
som er mig Livsens-Modet
og min Lykkes sande Tarv.
Jeg takker dig for Skændene og Pryglene, jeg fik,
den Gang, da jeg var lille og frygtede dit Blik,
nu véd jeg, at hvert haardhændt Slag paa min uvorne Ryg
har voldt dit eget Hjærte
en tavs, indkapslet Smærte,
et forknuget, bange Tryk.
Nu er du hvid og gammel, Far. Selv er jeg ikke ung.
Vi prøved begge Livet, tidt var os Vejen tung,
men vi har troligt fulgtes ad og bliver ikke skilt,
jeg kender jo dit Hjærte
og véd, at hvad du lærte,
det var ingen Tid forstilt.
Der gaar saa strid en Hvirvelstrøm i Livets dybe Flod,
tidt tumlede jeg Baaden min Fars Bestik imod;
men skifted vi end Ord derved ud af vort stride Sind,
var Solen aldrig nede,
før al fortørnet Vrede
laa med Dagen slumret ind.
Du er din Søn mer end en Far. Du er hans bedste Ven,
hvem han betror sit Levned. Nu faar han ingen Skænd.
Den gode kloge Far forstaar, at Skænd er nytteløst:
Hvert Menneske maa lære
sin Selv-Profos at være
og sin Skæbnes egen Trøst.
Jeg møder i dit Faderblik, mildt dømmende og ømt,
den endeløse Godhed, du aldrig faar udtømt.
Stræng var en Gang den Tugt, du gav, — men hundredfoldigt tungt
faldt selve Livets Svøbe,
den, ingen kan undløbe,
som har levet stærkt og ungt.
O, jeg har levet ungdomsrigt! Og jeg har lidt min Straf,
men aldrig skal jeg angre den Skæbne, som mig traf.
Du blev mig tro, du hvide Far, trods mine vilde Kryds,
vi er to gode Venner,
jeg velsigner dine Hænder
i et ydmygt Sønnekys.
II
Husker du, naar Kusken buldred frem ved Smugen,
alle Ruder dirred, Taffeluret klang,
Mor kom ind med Kaffen, bredte hastigt Dugen,
ude dæmred Dagen, Spurvene de sang.
Ude vented Vognen. Ude hylte Blæsten,
det var sén Oktober, Lindeløvet faldt,
langt vi skulde køre stik imod Nordvesten;
det var Faaretyven, som vor Rejse galdt.
Travl og barnehenrykt foer jeg ud paa Trappen,
sprang adræt i Vognen op til Kusken Mads,
— ak, jeg undgik ikke Mor med Vadmelskappen,
og til Halstørklædet fandt hun ogsaa Plads.
Altfor nænsomt gode, altfor offerrede,
for vort Velfærd altid omsorgsfulde Mor
— jeg kan endnu se dig staa beklemt og bede:
»Pas nu paa jert Helbred — og jert Flaskefor!«
Stolt sad jeg paa Bukken, fatted Søsters Hvisken
og saa’ Lillepigen bringe Rejsevin.
»Blis« og »Brune« vrinsked, Mads slog Smæld med Pisken,
Genbo-Jensens vaagned, letted et Gardin ...
Sidste raske Afsked. Torvets Brosten lyner,
bleg i Dagningsgryet Havnefyret staar.
Jensens ligger atter i de lune Dyner,
drøfter, fuld af Spænding, hvorhen Rejsen gaar.
Ja, hvorhen gaar Rejsen? Ud mod Vesterhavet
henad Hedevejens sære skjulte Slyng,
alen-dybt i Sandet er vort Hjulspor gravet,
milelang er Sletten med den mørke Lyng.
Blomsterløs og gusten og saa fredløs øde — —
Højt mod Morgenhimlen tavst et Møllekors —
Tunge Skyer gaar Dagens blege Sol i Møde,
Vinden stryger regnmæt og med Duft af Pors.
Urosvanger Himlen, mørk og sorgfuld Jorden,
paa den magre Stubmark ikke Fugl og Kvæg,
gennem Blæsten varsler Maageskrig fra Fjorden,
fra den sunkne Gravhøj klager Faarebræg ...
Nu er maaske Tyven urosvanger vaagnet,
kigger efter Solen, den, han helst undgaar ...
Var hans Børn forsultne, vil han ej »paa Sognet«,
stjal han blot i Armod af sin Nabos Faar?
Som i dunkle Syner ser jeg Livets Byrde,
Livets bitre Vilkaar for en knuget Slægt.
Barne-Øjet dugges: Aa, var jeg den Hyrde,
der tog hele Hjorden i min Varetægt!
Kunde jeg blot frelse Tyven, vi skal hente,
ham, der har sig mættet af den riges Fad.
Skaanselsløs er Loven, lynsnar som en Glente.
Far er Lovens Tjener. Far er ikke glad ...
— — Fjernt paa Heden slukner morgen-tændte Ruder,
Madmor sætter Davren dampende paa Bord.
Der er lavt til Loftet, Gavl og Vægge luder,
der er megen Madlyst, ikke mange Ord.
Barneflokken slubrer rent forslugent Mælken,
men den træge Husfar slipper brat sin Ske,
rejser sig beængstet, bøjet under Bjælken,
stirrer gennem Ruden ... Hvad kan han mon se?
Og med ét saa holder vi for Husmandshytten,
Far gaar ind i Stuen, Mads og jeg gaar med:
Alle Munde tier i bestyrtet Lytten,
alle Øjne siger: man vil os Fortræd!
Og da langt om længe Vognen atter skrumler,
er vi fire i den ... Nu er Dagen kort,
Vesterhavets Brænding over Klitten mumler.
Heden ligger lydfyldt. Solen rinder bort.
Men mit Barnehjærte kan slet ikke glemme
Øjnene, som fulgte Manden, vi tog bort,
Børnene, der klynked, Madmors skræmte Stemme,
men fortrøstningsfulde: han har intet gjort!
— Ja, han er uskyldig. Han har ikke stjaalet,
er blot ynksom fattig, derfor nemt forfulgt;
Far kan, trods sin Klogskab, ogsaa fejle Maalet,
— vidste han vel altid, hvad jeg håndled dulgt?
Der er koldt paa Bukken, men min Hjærne brænder
ud i Nattemulmets barske Regn og Rusk.
Mads har rig Erfaring og er Sjælekender,
jeg har længe snakket dæmpet med Mads Kusk:
»Tro kuns mig, min Lille! Lad ham blot benægte.
Inde i Arresten faar de ham nok mør.
De gør altid Krumspring, disse Tyveknægte;
du maa huske, Lille, jeg har kørt dem før.«
Men mit Barnehjærte, som kan ikke dømme,
stoler paa hans Uskyld, dadler Mads og Far, —
jeg vil ikke længer holde Kuskens Tømme,
fredløs ligger Heden, ingen Fred jeg har.
Dybt i Kappekraven dukker jeg min Harme,
sværger Straffeloven uforsonligt Nag,
— mine Tanker sløves i den klamme Varme,
da jeg atter vaagner, er det hen mod Dag.
Dæmpet rødnes Himlen under Skyers Rande
som en Kind, der blues over Jordens Skam.
Bølgestejl mod Stranden bryder Fjordens Vande
som et Hævnens Udyr, der har rejst sin Kam.
Se, dèr ligger Byen pisket af Nordvesten,
Borgerne de sover, Lygterne er tændt,
Mads, som sér mig vaagen, hvisker gennem Blæsten:
»Naa, hvad sa’ jeg, Lille. Fyren har bekendt!«
— — Det er tungt at lide med en forurettet,
tungere at vide al sin Medynk spildt ...
Det var godt at komme hjem og blive mættet
fra den aabne Hede, hvor det blæste vildt.
— Barnehenrykt var jeg, naar med Far jeg kørte
ud paa Embedsture i mit jydske Land:
Livets bitre Jammer jeg betaget hørte,
og den falske Taare tog jeg straks for sand.
Det er længe siden. Mange Illusioner
skulde briste sønder, før min Mund blev klog ...
Aa, men der staar Lyngduft og Oktober-Toner
ud fra Æventyrets gamle Børnebog.
Disse sære Farter over dunkle Sletter,
dette Væld af Minder ud af Livets Kaar,
disse høstligt mørke, storm-forsuste Nætter
har jeg altid elsket fra de unge Aar.
Og af disse Minder nu min Sjæl sig mætter
hér, hvor Fjældet gjalder af Oktober-Storm;
i de mørke Aftner, i de lange Nætter
faar de gamle Minder atter Liv og Form.
— — Om du husker Tiden! — Ja, jeg véd, du mindes.
Og du véd, min Barndom er mig dyrebar ...
Du er Lovens Tjener. Men dit Hjerte findes
paa det rette Sted. Du min hvide Far.
III
Kære Far! Jeg bér dig blot:
vær i Live, naar jeg kommer,
byd ham Trods, den strænge Dommer,
Dødningmanden.
Der er endnu meget godt,
vi skal have sagt hinanden.
Af mit Liv jeg Aar vil give,
naar du bare er i Live!
Livet løb sit travle Jag,
og i Farten, naar vi mødtes,
dyre Timer tidt forødtes
ufornødent,
og saa blev det Afskeds-Dag,
og jeg rejste ufortrødent
i den Tro, jeg haardt tiltrænger,
næste Gang at dvæle længer.
Og vi saas og skiltes tidt,
men de korte Gensynsstunder
gik i Selskabs-Tummel under
og Debatter,
som om Hjærtet var fallit.
— Ak, er det for sént, jeg fatter
Lykken, ene og fornøden,
den, der brister bort med Døden?
Lykken — det er det at staa
sammen med de Faa, de Kære,
som vil alle Dage være
trofast samme
Hjærteblod, hvad end gaar paa,
fælles Rod og fælles Stamme,
fælles Livets Byrder løfte,
Sorg og Glæde sammen drøfte.
— Vær i Live, kære Far,
naar jeg atter er derhjemme!
O, da skal din Sjæl fornemme
Hjærteslaget,
som mig til dit Favntag bar,
og som aldrig har bedraget.
Rejs dig stærk mod Dødningmanden,
vi vil leve med hinanden!