Ludvig Mylius-Erichsen (1872–1907)

Mylius Erichsen (skrev sig med Bindestreg), Ludvig, 1872–1907, Journalist og Forfatter, Polarforsker. Født 15. Januar 1872 i Viborg, død ca. 25. Nov. 1907 i Nordøstgrønland. Forældre: Politibetjent, sidst i Ringkøbing, Peter Henrik Erichsen (1842–1911) og Karoline Marie Antonisen (1843–1900)- Gift 8. November 1898 i København (b. v.) med Marie Berthine Sophie Lesse, født 7. Aug. 1868 i København (Frels.), Datter af Tobaksspinder, senere Forretningsfører Carl Emil Laurentius Lesse (1834–1912) og Marie Oline Ulrikke Olsen (1836–1924).

Efter almindelig Skoleuddannelse var Mylius Erichsen Journalist og Korrekturlæser i Kbh. og læste samtidig til Studentereksamen. 1895 blev han Student og næste Aar cand. phil., stadig fortsættende sin journalistiske Virksomhed bl. a. ved »Dannebrog« og »Politiken«. 1900 blev han Sekretær i Turistforeningen og tog i øvrigt levende Del i Tidens litterære Liv; bl. a. var han Medredaktør af Tidsskrifterne »Vagten« og »Ungt Blod«, som dog begge kun udkom en kortere Tid. — Sin egentlige Forfattervirksomhed begyndte han 1898 med Skuespillet »Tatere«, der ligesom næsten hele hans Forfatterproduktion er bygget paa Studier og Undersøgelser af og indgaaende Kendskab til jysk, navnlig vestjysk, Natur og Folkeliv i ældre og nyere Tid, hvorfor den ogsaa foruden af æstetisk er af ikke ringe tids- og kulturhistorisk Værdi. 1900 udkom saaledes en Række Skitser »Vestjyder«, som efterfulgtes af »Strandingshistorier« (1901) og »Nye Strandingshistorier« (1905). Hans betydeligste Arbejde i denne Genre er dog Standardværket »Den jydske Hede før og nu« (1901–03), som han skrev i Samarbejde med Maleren Valdemar Neiiendam. — Da de sidste af disse Arbejder udkom, var Mylius Erichsens Livsbane imidlertid drejet ind i det Spor, som skulde føre til hans Livs Hovedbedrift. Allerede paa en Rejse, som han i Vinteren 1896 i Egenskab afJournalist foretog med den i Danmark byggede russiske Isbryder »Nadeschnij«, da denne var paa Prøvetur i den finske Bugt, og hvori ogsaa en kendt Grønlandsforsker deltog, vaktes hans levende Interesse for arktisk Forskning, uden at der dog foreløbig aabnedes ham Udsigt til at faa denne tilfredsstillet. Men da han paa Studenterrejsen til Island 1900 traf sammen med Knud Rasmussen, hos hvem den samme Interesse i endnu højere Grad var brændende, enedes de to om sammen at starte en Ekspedition med det Formaal dels at undersøge Forholdene i det koloniserede Vestgrønland, dels at søge Forbindelse med Polareskimoerne ved Smith Sund. Uagtet Planen herom mødte Modstand hos Autoriteterne, lykkedes det dog omsider at opnaa Adgangstilladelse til Grønland, og i Foraaret 1902 startedes Den litterære Grønlandsekspedition med Mylius Erichsen som Leder og Knud Rasmussen, Maleren Harald Moltke og Lægen A. Bertelsen som Medlemmer; i Godthaab knyttedes desuden den grønlandske Kateket Jørgen Brønlund, Knud Rasmussens Barndomsven, til som Tolk og Slædekusk. Turen gik først langs Kysten nordpaa til Diskoøen, som under store Vanskeligheder krydsedes med Slæde, og sent paa Efteraaret samledes Ekspeditionen i Jakobshavn, hvor den overvintrede, indtil den omkring Februar 1903 paa ny startede til Umånaq og Upernavik. Her fratraadte Læge Bertelsen, og Ekspeditionens øvrige Medlemmer begav sig nordefter mod Kap York og Smith Sund. Mod almindelig Forventning og uagtet Maleren Moltke undervejs blev angrebet af en livsfarlig Sygdom og under store Vanskeligheder maatte transporteres liggende paa en Slæde, lykkedes det Ekspeditionen at forcere den ret ukendte og ikke tidligere i sin Helhed med Slæde passerede Melvillebugt og naa Kap York. I dette Distrikt tilbragte Ekspeditionen derefter Sommeren og den følgende Vinter under meget primitive Forhold, men i særdeles god Forstaaelse med Befolkningen, hvis Liv, Sæder, Skikke og Tankegang den til Bunds lærte at kende. Hen paa Vinteren 1904 drog Ekspeditionen tilbage over Melvillebugten og rejste i den følgende Sommer sydpaa langs Kysten helt til Julianehaab, hvorfra den returnerede til København. Mylius Erichsen, som paa Forhaand var stærkt kritisk indstillet over for Monopolet og den danske Grønlands-administration, fik under Ekspeditionens Forløb sit Syn herpaa betydeligt ændret, ligesom han, der først havde været tilbøjelig til at anse de hedenske Polareskimoers aandelige Kaar for lykkeligere end deres kristne Stammefrænders, nu helt havde skiftet Mening og ved Hjemkomsten traadte stærkt i Skranken for Distriktets Kolonisering og Befolkningens Kristianisering. — Som Resultater af Ekspeditionen udgav han 1904 Digtsamlingen »Isblink«, 1905 sit i Bethesda holdte Foredrag »Kap York« og 1906 sammen med Harald Moltke Værket »Grønland«. — Efter Afslutningen af denne sin første Polarrejse gik Mylius Erichsen snart i Gang med at faa en ny i Stand, og det lykkedes ham ret hurtigt at samle en udmærket Stab af Medarbejdere, med hvilke han allerede 1906 startede Danmark-Ekspeditionen til den nordligste Del af Østgrønland, som endnu henlaa uundersøgt. Med ukuelig Energi gennemførte han Ekspeditionens Program og drog selv i Følge med Høeg Hagen og Jørgen Brønlund i Vinteren 1907 ud paa en Undersøgelses- og Kortlægningsrejse til Independence Sund, som han konstaterede var en Fjord. Her blev han og hans Ledsagere ved Islæggets Opbrud tvunget til at oversomre og om Efteraaret at søge over Land tilbage til Skibets Overvintringssted, men paa denne forcerede Rejse omkom de alle efter under utrolige Savn og Strabadser omsider at være naaet ned paa Isen ved Lamberts Land.