Amor og Psyche flyvende gjennem det stjerneklare Himmelrum.
AMOR.
Høit du svinge
Dig, o Psyche!
Med din Vinge
Ned du tvinge
Nattens Skygge!
See, den viger
Mens du stiger;
Dybt den bæver,
Mens du hæver
Dig og svæver
Op mod Stjerners
Lyse Chor.
PSYCHE.
Fryd er vunden
For mit Hjerte;
Nu er runden
Og forsvunden
Livets Smerte.
Gjennem Sorgen
Glædens Morgen-
Hilsen lyder;
Ud jeg bryder
Af min Larves
Mørke Fængsel;
Deiligt farves
For min Længsel
Haabets Hjem.
AMOR.
Alt du skuer
Nær det høie
Tempels Buer.
Kuplen luer
For dit Øie,
Og dens klare
Stjerneskare,
Mens den blinker,
Huldt dig vinker
Nu i Æther-
salen ind.
PSYCHE.
Du, som kjender
Stjernevrimlen,
Du, som tænder
Lys, der brænder
Klart i Himlen:
Amor, bær mig
Høit, og lær mig
Til et Minde
Fast at binde
Nattens Stjerne;
Lysets fjerne
Børn at hilse
Med et Navn!
AMOR.
Stands da i Farten din Vinge,
Følg mig med sagtere Flugt,
Mens vi beskuende svinge
Os over Lyshavets Bugt.
Medens med Blikket du maaler
Banen i Ætherens Egn,
Tolker jeg Kuppelens Straaler,
Nattens de flammende Tegn.
PSYCHE.
Nævn mig ved Navn da det klare
Himmellys over mit Blik,
Som i den glimrende Skare
Kraft til at herske dog fik.
AMOR.
Orpheus’ Lyra dig fængsler,
Den, som paa Jordkloden klang,
Den, som de Døendes Længsler
Eengang saa kraftigt besang.
Hisset, hvor Lyset er rød’re
Farverne dybere blaa,
Seer du de herlige Brødre,
Kastor og Pollux at staae.
Skjult mellem Skyerne titter
Frem der en Stjerne saa smukt,
Det er den yndige Cither,
Den, som Arion har brugt.
PSYCHE.
Hine mit Øie gjenkjender;
Pragtfuld og glimrende skjøn
Nymphen Kalisto sig vender
Om mod den straalende Søn;
Men hvilket Navn har de trende
Funklende Lys paa vor Sti,
De som en Hilsen os sende
Nu, vi dem svæve forbi?
AMOR.
Hist stiger evig forynget
Frem Ariadnes Krands;
Bacchus mod Himlen den slynged,
Dengang da Bruden blev hans.
Opad, hvor Nathimlen blaaned,
Fløi den fra guldgule Haar;
Lokkerne længst ere graaned’,
Krandsen dog evig bestaaer.
Hist, hvor os Straalerne vinke,
Som gjennem Mulmet en Skat,
Medens saa livfuldt de blinke
Dybt i den dunkelblaa Nat:
Kassiopea, den høie,
Løftende Skyslørets Flig,
Nu med sit deilige Øie
Skuer, o Psyche, paa dig!
Hist staaer Orion, hvem Døden
Traf med den vingede Piil;
Yndig ham Morgenrøden
Hilser med Kjærligheds Smiil.
Eengang Auroras Tilbeder
Gik han i Jægernes Chor,
Nu han paa lysere Steder
Jager i Stjernernes Spor.
PSYCHE.
Stolte og glimrende Minder,
Frelst’ over Tidernes Strøm!
Straalende Lys, hvortil binder
Evig sig Slægternes Drøm!
Høit, hvor Urania throner,
Samles i Sphærernes Sang
Tidernes rullende Toner,
Hjerternes bævende Klang.
AMOR.
Qvæg kun dit Øie, o Psyche,
Her ved den evige Skat!
Ofte vi svævende dykke
Vil i den funklende Nat.
Da skal jeg Alting dig lære;
Men over Lyshavets Bugt
Frem nu din Vinge dig bære,
Fremad i susende Flugt!
PSYCHE.
Ei forgjæves
Atter Vinger
ne jeg svinger!
Høit jeg hæves,
Opad higer
Jeg, af Sorgen
Meer ei bøiet,
Og for Øiet
Mørket viger,
Mens, hvor Morgen
rødens Farver
Skyen arver,
Gudeborgen
Klar fremstiger.
Brat den fjerne
Nattens Stjerne
Seer jeg blegne.
Allevegne
Nu jeg skuer
Gyldne Luer
Ned at regne,
Mens fra klare
Tempelbuer
Lette Nymphers
Lyse Skare
Træder frem.
AMOR.
De, som vinke
Hist dit Øie,
Er den høie
Borgs de flinke
Vogterinder,
Er Horaer-
ne, hvis Kinder
Lifligt gløde,
Naar med Blikket
Dag de møde.
Nys de skikket
Har til Hvile
Nattens sorte
Skyer, og ile
At oplukke
Himlens Porte.
Lysets Vugge
Under Dandse
Skjønt med Krandse
De omslynge,
Mens de synge
Østens Zoner
Høit imøde
Deres søde
Morgentoner.
Hør hvor rene
Nu de klinge!
Glade Psyche,
Løft din Vinge!
Haab alene
Nu dig smykke,
Thi din Lykke,
Thi Olympen
Er du nær.