Plads foran Hulen. Psyche ligger bedøvet paa Jorden. Amor og Phantasus nærme sig.
PHANTASUS.
Paa Jorden udstrakt ligger livløs hun.
AMOR.
Nei, kun bedøvet er hun. Tag en Piil
Mig af mit Kogger — hurtig!
PHANTASUS.
Her, o Amor!
AMOR.
Med denne Piil, som eier Kraft at saare,
Men og at kalde Livets Gnist tilbage,
Naar fra et jordisk Bryst den flygted bort,
Med denne Piil min Elskede jeg vækker!
Han berører hendes Hjerte med Pilen. Psyche slaaer Øiet op.
PSYCHE.
Hvor er jeg? — Mig den dunkle Nat omringer,
Og for mit Øie svæver Mørkets Taage. —
Var Alt en Drøm, og fængsler Døden mig?
Nei, hisset funkler klare Stjerners Lys,
End er paa Jorden jeg — endnu jeg lever!
AMOR.
Ja, Psyche, end du lever, og skal leve!
PSYCHE.
Ha, hvilken Røst? — O, det var Amors Stemme!
O, nærm dig, Elskede, og lad mit Øie
Endnu engang til Afsked her dig møde!
PHANTASUS som atter har antændt Faklen.
See om til Siden, Psyche!
AMOR.
Hulde Psyche!
PSYCHE.
Ja, det er ham! — O lad min Arm dig favne,
Du Elskede, som af min Nød bevæges:
Lad her for sidste Gang mig fast dig holde,
Og drikke Livet af dit Øies Glands! —
Ja, ved dit Bryst som før jeg atter hviler;
Du, du er min! Forsvundet hvert et Savn!
Bort flyver Sorgen! Intet er tilbage,
Foruden dig og Glæden over dig.
Nu lad mig døe, thi jeg har Livet nydt!
Her lad mig ende — her ved Amors Bryst,
I denne Arm red mig det sidste Leie,
Thi see, hans Haand forstøder mig ei meer!
AMOR.
Du ømme Psyche!
PSYCHE.
Søde Hvile her
Ved Amors Hjerte! — Atter sig fornyer
Den gamle Herlighed i min Erindring.
Det er igjen den svundne Lykkes Tid,
Det er igjen den stille, tause Nat,
Da jeg din Skikkelse endnu ei kjendte,
Da jeg i Længsel vented paa dit Komme,
Til fra det Fjerne jeg din Røst fornam.
O, tal til mig — et Ord kun af din Læbe!
AMOR.
Du kjærlige, du unge Sjæl!
PSYCHE.
Du lyse,
Du straalerige Gud!
AMOR.
Min fagre Hustru!
PSYCHE.
O min Gemal! maa denne Fryd jeg smage,
Maa atter jeg opleve denne Glæde,
At høre af din Læbe dette Ord?
Jeg, Amors Hustru — hvor er jeg det værdig,
Og hvormed har jeg dette Navn fortjent?
AMOR.
Gav du mig ei din Kjærlighed, o Psyche?
Bar du for min Skyld ikke Livets Byrder:
Den dybe Sorg, det bittre Nag og Smerten,
Der bøied Legemet men Sjælen ei?
Har ved dit Mod du ei betvunget Døden,
Der fri dig gav? —
PSYCHE.
O, Amor, mørk er Døden!
AMOR.
Du græder, Elskte — hvorfor disse Taarer?
PSYCHE.
Bort iler Tiden — snart er Alt forbi.
AMOR.
Hvad er din Frygt, o Psyche? Du er frelst.
PSYCHE.
Nei, ingen Frelse! Kronos har jeg seet,
Og aldrig vil det mørke Syn jeg glemme.
AMOR.
Og hvilket Syn har da saa dybt dig ængstet?
PSYCHE.
Dengang jeg Hekate forlod, og vandred
Med Skræk i Sjælen, som jeg aldrig glemmer,
Tilbage til den rædselfulde Styx,
Da førte mig en Skygge gjennem Mørket,
Og Tartarus min Fod berørte snart.
Her saae jeg Furiernes Fakler lyse,
Og hørte Jammerskrig at overdøve
Den vilde Sang, der lød fra deres Læber:
I evig Qval jeg skued Tantalus,
Og Txion, som vælted sig paa Hjulet,
Og Sisyphus og Danaiders Chor.
Men da i Angst tilbage nu jeg flygted,
Da mødte mig paa Grændserne af Hades
Den gamle Kronos med sit blanke Skjold —
AMOR.
Du tier, Psyche — Skræk din Tunge binder.
PSYCHE.
Han traadte hen for mig, og Skjoldet holdt
Han for mit Øie op, og sagde: see!
See, Psyche, Livets Skjæbne — see din egen!
AMOR.
Hvad skued du?
PSYCHE.
Jeg saae en Slægt, som, født
Af Tidens Skjød, til Livet voxed op:
Guldlokket Barndom saae jeg, fager Ungdom,
Og Manddom i sin fulde Kraft og Styrke,
Og Alle fryded sig ved Dagens Straaler.
Da nærmed Sorgen sig med tunge Skridt,
Og Frygt og Avind, Synd og Skjændsel kom,
Og røvede dem Alle Glands og Skjønhed.
Men Tiden, deres egen Moder, lagde
Paa deres Skulder svære Byrder nu:
Og deres Ryg blev bøiet, Kinden falmed
Og Haaret blegned, Foden segned mat;
Da saae jeg Thanatos at nærme sig,
Som kasted Dækket over Alles Hoved,
Og af de Tusinde var Ingen meer.
Jeg skjælvede og vendte Øiet bort;
Men da Titanens Skjold jeg atter skued,
Saae jeg det samme Billed, men befolket
Af andre Skikkelser i anden Dragt;
Og alle voxte frem som i det første,
Og leved, blomstred, svandt og døde bort.
Da greb Forfærdelse min Sjæl, men Kronos
Tvang mig at hefte Øiet fast paa Skjoldet,
Og uophørlig saae jeg nu at vexle
Med Tankens Fart det mørke Billed — stedse
Det var det samme: Slægt paa Slægter fulgte,
Og intet Spor af alle blev tilbage.
Men i min Angst fornam jeg Kronos’ Ord:
"Sku, Psyche, her de Dødeliges Lod!
Alt er som Drømmen, og naar Drømmen ender,
Er Alt forbi; thi Døden gjemmer kun
De mørke Skygger; Livet selv er endt,
Og Sjælen som et Støvgran er for Vinden."
Saa talte han — men jeg, o Amor, tænkte
Paa dig ved disse Ord — da faldt mit Blik
For sidste Gang paa Skjoldets blanke Speil,
Og klart jeg skuede mig selv deri:
Brat saae min Fødsel jeg at vexle med
Den første Ungdoms Alder — frem jeg voxte,
Som Blomsten til det korte Drømmeliv,
Og visnet sank jeg hen i Dødens Arm;
Men i min sidste Stund jeg saae en Dæmon
Med lyse Vinger, som i Skyen svandt,
Og det var dig, o Amor, som forlod mig!
AMOR.
Nei, fra den mørke Død jeg just befrier dig,
Thi over Alle naaer dens Scepter ei.
Ei blot et evigt Navn forvente tør
Apollos Yndling, naar han Lyren slaaer,
Og, naar han grunder dybt, Minervas Præst,
Og Krigens Helt, den tappre Søn af Mars,
Naar under Sværd og Pile ned han segner
Og kjøber Krandsen for sit Hjerteblod:
Men ogsaa jeg kan udfrie af hans Hænder,
Og bringe frelst dig til Olympens Sal.
Der ligger alt beredt dit Diadem,
Og Lyren, Pantet paa en evig Glæde;
Der, under Musachorets rene Sange,
Apollo selv vil feire vor Formæling;
Der vandrer du i Glands, Olympens Gjest,
Og til de Dødeliges Lyst en Datter
Du føde skal, saa herlig som du selv.
PSYCHE.
O Glæde, hvori Frygt med Haab dog blandes!
Thi, hvem er jeg, at jeg er værdig til
De Saliges uendelige Fryd?
Fortjente jeg af alle Dødelige
Alene denne Lykke? Skal jeg miste,
Hvad, før jeg kjendte dig, var Livet for mig:
Min Fader, mine Søstre, mine Venner?
Ak, selv i Samfund med de Himmelske
Vil dem jeg savne, som jeg her har elsket,
Vil jeg det Svundne mindes, jeg har tabt.
AMOR.
Det mørke Hades dine Søstre gjemmer;
Thi da paa Klippen op de sig begav,
For selv at naae den Lod, som dig de røved,
Nedstyrted Zephyr dem fra Klippens Rand.
Til Orcus snart skal og din Fader vandre,
Og dine Venner vil ham alle følge,
Thi Kronos tolked ret dig Livets Skjæbne,
Og Thanatos skal Slægten overvinde.
Men skjælv ei, Psyche, thi en Dag vil komme,
— Saa vil den evige, den høie Themis,
Der over Guderne og Skjæbnen hersker —
Da Baandet løses, som i Skyggeriget
Nu holder fast de Dødeliges Sjæle,
Og til et nyfødt Liv vil frem de gaae,
Hvor de, som Døden skilte, atter mødes.
PSYCHE.
O, rige Trøst! O Haab om Gjensyns Glæde!
Dig vil jeg frydes ved i Guders Bolig,
Naar Øiet skuer ned mod Sorgens Hjem.
AMOR.
Dybt under dig snart ligger Sorgens Hjem!
Men før vi skilles fra den mørke Jord,
Betro mig, Psyche, hvi du aabned Æsken?
En Daad, som nær dig havde kostet Livet.
PSYCHE.
Hvorfor min Svaghed dig fordølge vel?
Dengang paa Styx jeg seiled hjem med Charon,
Jeg saae i Flodens dunkle Dyb mit Billed,
Og blegt som Døden var det, og mit Øie
Var mat og uden Glands, og Læben blaanet.
Da tænkte jeg paa dig og paa mig selv,
Og Frygt mig piinte, at, min Skjønhed røvet,
Jeg skulde blive dig forhadt, naar Tiden
Os samlede til Afsked sidste Gang.
Da mindedes jeg hine Skjønhedsmidler,
Som efter Venus’ Ord i Æsken gjemtes.
Men ei i Dybet turde jeg den aabne;
Først da jeg skimted Nattens blege Lys
Min Haand det voved — og til Jorden sank jeg.
AMOR.
Ja, Dødens Flod har kun sit eget Billed;
Men speil dig, Psyche, i mit blanke Kogger,
Thi endnu aldrig var du før saa skjøn,
Din Kind saa straalende, dit Blik saa klart,
Og denne Skjønhed evig vil bevares!
Aabner sit Pilekogger og tager et Par Vinger ud.
Her binder til din Skulder jeg to Vinger,
Lig Sommerfuglens luftige, og lette
Som Tanken, til din lette Himmelflugt;
Thi siig den dunkle Jord nu dit Farvel!
PSYCHE knæler.
Gæa, du hellige Moder!
Du, som mig fødte og ammed,
Du, af hvis Læber de første
Livets Toner jeg hørte,
Tag mod din Datters Farvel!
Ei skal jeg mere dig skue,
Mindernes elskede Steder
Foden ei meer skal betræde;
Dog i mit Hjerte vil gjemmes
Skjult, som i Blomsteret Duften,
Jordens den hulde Erindring.
Hisset i himmelske Sale
Alle Smerter vil svinde,
Alle Glæder fordunkles,
Som du i Livet mig bragte;
Dog skal den Tanke mig følge,
At jeg de kommende Frugters
Spire af dig har modtaget;
At jeg af Alting det Første,
Første Længsel og Lykke,
Første smilende Haab, og
Første Kjærligheds Glæde,
Vandt paa min Livsbane her.
Derfor, o hellige Moder!
Tag nu til Afsked det sidste
Kys af min skjælvende Mund!
Hun berører Jorden med sine Læber og reiser sig.
AMOR.
Og nu, o Psyche, løft din Vinge — dog,
Den lille Phantasus har reent jeg glemt;
Thi alle Blik og Tanker sødt du fængsled.
See, hvor paa Jorden hist saa taus han sidder,
Med Panden bøiet over Muslingskallen,
Der hvid og stor i Græsset ligger for ham.
Ha, Phantasus! hvor sværmer nu din Aand?
Til Psyche og til Amor siig Farvel!
PHANTASUS.
See, paa den perlehvide Skal har jeg,
Mens I mig glemte reent for Eders Elskov,
Med røde Purpurfarver Psyche malet,
Da hun steg frem fra Døden.
AMOR.
O, hvor ligt!
Saa vil ei Jorden ganske hun forlade,
Thi hendes Billed du den dog bevarer.
PSYCHE.
Du fagre Dreng, tag dette Kys til Afsked,
Og gjem mit Minde trofast i dit Bryst!
AMOR.
Lad ogsaa mig dig sige mit Farvel;
Dog skal i Tidens Løb vi ofte mødes.
Han svinger sig iveiret med PSYCHE.
PHANTASUS. seende efter dem.
Der fly’er hun bort med røde Rosenkinder,
Som Fuglen slaaer hun Vingen glad og fri;
Og meer og meer i Skyen nu forsvinder
Den Sjæl, som vandred nys paa Dødens Sti.
Men jeg til Oceanet ned vil ile
Med dette Billed., som min Haand har skabt:
Vil hos min Moder søge Trøst og Hvile,
Thi Psyche — thi min Glæde har jeg tabt.
Han gaaer bort med Muslingskallen paa Skulderen.