Stjerneklar Nat. I Baggrunden sees Floden, fra hvilken Amor og Phantasus komme op gjennem en Huulvei.
AMOR vender sig og seer tilbage.
Rask seiler Baaden hen ad Flodens Bølger,
Men end din Moders Skikkelse jeg skimter,
Skjøndt halv hun dækkes af de dunkle Seil.
PHANTASUS.
Nu seiler hun til Oceanet ud,
Hvor hun til næste Aften tager Hvile.
De gaae videre.
AMOR.
Saa mild har aldrig Nyx jeg skuet før;
Den hele Tid, da Bølgen vugged os,
Mens hid til Kysten Vinden let os førte,
Hun smiilte med sit stjerneklare Blik.
PHANTASUS.
Men ei, o Amor, hørte Sagnet du,
Som hun om Luna sagte mig fortalte,
Imens ved Bølgerne dit Øie hang;
Thi slig en Nat det var, da ned fra Himlen
Den Hulde steg og kyssed Hyrdens Læber,
Mens dybt i Slummer han ved Floden laa.
See, hist ved Træet var det, hvor Endymion
Sit Hoved hviilte paa det bløde Mos,
Og hist igjennem Skyen Luna gik,
Høit rødmende, da hun, af Elskov lokket,
Berørte Jorden med sin lette Fod.
Som Nattens Skyslør svulmed hendes Bryst,
Da hun i Flodens Dyb sit Ansigt baded,
Og Straalerne i Vandet lod tilbage,
Til en Erindring om sin Kjærlighed.
AMOR.
Vel lytted ei jeg til din Moders Ord;
Dog velbekjendt er Lunas Elskov mig,
Thi selv med Pilen jo jeg hende saared,
Dengang fra Skven hun Endvmion saae.
Men vil du vide, hvi saa tankefuld
Jeg saae i Bølgen, som vi seiled over,
Da kjend den Drøm, der nu min Sjæl opfylder,
Og som paa Flodens Bred steg ned til mig,
Mens slumrende jeg vented paa din Moder.
PHANTASUS.
Siig, hvilken Drøm opfylder da din Sjæl?
AMOR.
Det syntes mig isøvne, at jeg vandred
Ved Randen af en stor og speilklar Sø,
Der rundt omringet var af høie Bjerge,
Hvis Tinder malte sig i Søens Dyb.
Da kom fra Bjerget ud en gammel Mand,
Som tog ved Haanden mig og sagde til mig:
"I denne Sø, o Amor, over hvilken
Sig Evighedens klare Bue hvælver,
Har Skjæbnens blinde Guddom sænket Skatten,
Der ene sikkre kan Olympens Glands,
Og uden hvilken alle Himlens Guder
Vil som de Dødelige visne hen:
En Perle af uendelig Værdi
Er denne Skat, og hvo af Guderne,
Der drager den af Dybet, lever evig,
Selv naar den høie Themis styrter Thronen,
Hvorfra Olympens Konge Alt behersker."
Saa talte han, og alle Guder saae jeg
Nu stige ned fra Luften med et Net,
Som ud fra Søens Bred saa langt de kasted,
Til det fik Fæste rundtom Perlens Rand.
I Nettet Alle trak, Een efter Een:
Men ikke Juno, Venus ei, og ei
Apollo i Forening med Diana,
Ei Mars, og ei Minerva Skatten hæved.
Da saae jeg Zeus at vandre hen til Bredden,
Og med sin stærke Haand at gribe Nettet;
Men selv ei Tordenguden eied Kraft,
At bringe frem for Lyset denne Perle.
Gaa Amor — talte nu min Følgesvend —
Og seir i Kampen over alle Guder!
Og hen til Kysten iilte jeg og greb
Om Garnet fat, skjøndt alle Guder smulte
Og spottede min Dristighed. Jeg trak —
Og Skatten strax bevæge sig jeg følte.
Da bøied jeg mig ned med mere Kraft,
Og medens Søens Bølger vældigt bruste,
Jeg drog fra Dybet op den dyre Perle,
Vidunderlig af Størrelse og Glands.
Dog neppe hviilte den paa Landets Bred,
Før som et Øie Perlens Skal sig aabned,
Og Psyches Billed sig iveiret svang.
PHANTASUS.
Ha, slig en Drøm jeg elsker! Siig, o Amor,
Hvad skued meer du gjennem Søvnens Slør?
AMOR.
I samme Øieblik sig Psyche viste,
Jeg af min Slummer vaagned.
PHANTASUS.
O, min Moder!
Hvi er du ikke her, at du kan tyde
Os denne Drøm.
AMOR.
Men hør, hvad meer sig hændte!
Thi medens fyldt af Drømmen taus jeg sad,
Og saae i Luften ud, hvor Stjernen blinked,
Et andet Syn mit vaagne Øie traf.
Fra Himmelbuen Guders Sendebud,
Den vingeklædte Hermes, svang sig ned
Mod Jordens Dal, mens Faklen i hans Haand
Belyste Luftens Vei med klare Straaler.
Snart stod han foran mig og sagde: Amor,
Tag denne Gave, som dig Himlens Konge
Til Psyches Himmelflugt ved mig nu sender!
Og ud han foldede to store Vinger,
I Form og Farve lig med Sommerfuglens.
Jeg greb dem hurtig, men da jeg mig vendte,
At svare Hermes, var igjen han svunden,
Og op ad Strømmen kom din Moders Baad.
PHANTASUS.
Ha, snart vil disse Vinger du behøve!
AMOR.
Ja, nu er Timen kommen, jeg det veed,
Afgjørelsens den store Stund, som enten
Min Hustru mig berøver eller evig
Med den fra Døden frelste mig forener,
Hvis i den sidste Prøve hun vandt Seier.
Hvor slaaer mit Hjerte høit nu af Forventning!
O Phantasus! du hvem mig Natten gav
Til Ven og Følgesvend: Lad frem os ile,
At før den Hulde vi kan Maalet naae!
PHANTASUS.
Ei langt vi har til Maalet; hist i Fjeldet
Som du tilhøire seer, er Hulens Indgang.
AMOR.
Og hvorfra kjender denne Hule du?
PHANTASUS.
Igjennem den gaaer Veien til min Moders
Den dunkle Borg, der grændser op til Hades,
Men stille! Imod Hulen vend dit Blik,
Thi gjennem Svælgets mørke Buegang
Et Lys jeg skimter, lig en Stjernes Glimten.
AMOR.
Ja, jeg en Fakkel seer i Dybet — hurtig!
PHANTASUS.
Snart er vi nær den mørke Indgang. See,
Det klare Skin sig nærmer meer og meer;
En Haand jeg seer, der fremrakt holder Faklen,
Og nu et Hoved — Amor, det er Psyche!
AMOR.
Ja, det er Psyche — sagte frem hun skrider
Med sænket Hoved som af Kummer bøiet,
Og Foden skjælver ved hvert Trin, hun gjør.
Mørk over Panden svæver Sorgens Sky;
Om hendes Skulder Haaret opløst falder.
Den fagre Rosenkind er blegnet — Øiet
Endnu dog eier al sin fordums Glands,
Men ikke jordisk lyser meer dets Straale.
PHANTASUS.
Hun standser midt i Hulen — see dog, Amor!
See, af den Æske, hun i Haanden holder,
Hun løfter Laaget — ha! en hvidlig Damp
Opfylder Hulens Indgang —
AMOR.
Faklen slukkes! —
Jeg seer ei Psyche meer — flyv Phantasus,
Flyv med mig til den Hulde, for at frelse!