AMOR kommer frem paa Veien.
Bort vandrer hun — see, meer og meer hun svinder,
Igjennem Kløften ned hun stiger alt,
Hvor Bjergets Taage, som mit Øie blinder,
Nys som et Dække over Dybet faldt.
Men hendes Minde lever overalt!
I Græsset Fodens lette Spor jeg skuer,
Med Luften hendes Aande jeg indsuger,
I Himlens Glands afspeiles hendes Kinder,
I Skyens Flugt det Savn, hun har fremkaldt.
Ak! hvi mod Skyen løfter jeg min Pande?
Det Haab jo svinder, som jeg stirrer paa.
Til Brønden ned! ned til de stille Vande,
Der gjennem Dybet nu lig Psyche gaae!
For dem min Lyras Strenge vil jeg slaae,
Indtil jeg seer Najaden op at dukke;
Hun paa sin Bølge skal min Længsel vugge,
Hun i sit Bæger skal en Drik mig blande,
Hvoraf det syge Haab kan Kræfter faae.
Han gaaer ned til Brønden, tager af sin Skulder en lille Lyra, sætter sig paa Randen og synger:
Lyt til Lyrens Toner
Her fra Brøndens Rand,
Du, hvem Skummet kroner
Bag det sølvblaa Vand:
Lette Nymphe, stille
Hæv dit Hoved op,
Op fra Brøndens Kilde,
Over Bølgens Top!
Perler ei du sanke
Meer i Dybets Sal!
Hurtig fyld din blanke,
Krandsede Pocal!
Og en Drik, som qvæger
Styrkende min Aand,
Ræk mig i dit Bæger
Med din hvide Haand!
NAJADEN stiger op paa Vandets Overflade.
Dybt paa Kildebunden
Har jeg hørt din Sang,
Blidt i Aftenstunden
Ned til mig den klang;
Og af Perlesalen
Gik jeg hurtig ud,
Hurtig jeg Pocalen
Fyldte paa dit Bud.
Rækker AMOR et Bæger.
AMOR.
Hvor du traf det nøie!
Just et bredfuldt Maal —
Vil drikke.
Ha, hvad seer mit Øie
I din fyldte Skaal!
Er mit Blik da hildet
Nu af Trylleri?
Psyches fagre Billed
Svømmer jo deri!
NAJADEN.
Da hun før sig bukked
Over Brøndens Dæk,
Mens paa Bølgen vugged
Sig de skjønne Træk,
Hende fangen tog vi,
Og til Bunden let
Hendes Billed drog vi
I det vaade Net.
AMOR.
O, hvor ligt det svømmer
Paa den klare Drik!
Lukt, som om det drømmer,
Er det hulde Blik.
Skaalen op jeg fører
Til min Læbe kun,
Læben da berører
Psyches søde Mund.
Han drikker.
NAJADEN.
Bort i Perler rundet
Er det blanke Vand;
Billedet forsvundet
Er paa Læbens Rand —
AMOR.
Nei, til Hjertet rinder
Det med Draaben ned!
Fast min Sjæl det binder
Med sin Kjærlighed.
Tag igjen dit Bæger!
Kaster det i Brønden.
Det i Dybet gaaer,
Rask det sig bevæger,
Snart det Bunden naaer.
Selv bliv du tilbage,
Thi min Barm er trang;
Syng mig for min Klage
Her en Vuggesang!
NAJADEN.
Sænk da Blikket i min Kildes Bølger!
Bad da Øiet i det friske Vand!
Følg med Draaben, naar sit Løb den følger
Gjennem Brønden til den aabne Strand.
Dybets Sale skinne som Krystaller,
Loftet høit sig hvælver af Koraller,
I hvis Grene Luften bølger reen;
Lyset gjemmes der i gyldne Skaaler,
Thi enhver af Dagens brudte Straaler
Vi bevare som en Ædelsteen.
Dermed sig de unge Nympher smykke,
Dermed krandse de det lange Haar,
Dermed klares Havets dybe Skygge,
Deraf alle Bølger Glandsen faaer.
Al den Herlighed, som Jorden mindes,
Rigere bag Skummets Dække findes,
Der, hvor Aphrodite Livet fik:
Øiet, Læbens Perler, Barmens Bølger,
Haarets dunkle Strøm, som Nakken dølger,
Kindens Lilier frem af Vandet gik.
Derfor kast i Kilden kun din Smerte,
At med Voven bort den strømme kan!
Derfor bad, o Amor, kun dit Hjerte
I det svulmende, det friske Vand!
Hver Erindring, som din Sjæl betynger,
Hver en Sorg, hvortil dit Savn sig klynger,
Let af Kildens Draaber slettes ud;
Og af Badet, som din Længsel stilled,
Stiger frisk og nyfødt Haabets Billed,
Straalende og herligt som en Gud.
Hun forsvinder i Brønden.
AMOR.
Hvor roligt! — ingen Vind sig mere rører,
I Kilden farves Bølgen purpurrød,
Mens Dagens Konge til det Leie kjører,
Hvor Havgudindens Kjærlighed han nød
Nu vandrer Psyche stille til sin Død;
Men hurtig jeg til Floden ned vil ile:
Paa Bredden af den vil jeg søge Hvile,
Til Natten kommer med sin Baad og fører
Mig over Strømmens skjæbnesvangre Skjød.