Psyche ene. Hun sætter sig taus ned paa Thronens Trin og skjuler sit Ansigt med Hænderne. Sorg og Længsel, to Genier, træde ind og stille sig hver paa sin Side af hende.
LÆNGSEL.
Husker Amors
Fagre Kinder,
Du, o Psyche?
Og hans Øies
Guddoms-Straaler,
Og hans røde
Rosenlæbers
Friske Glands?
Og hans Arm, den bløde, kjærlige,
Og hans lyse Lokkers herlige,
Gyldne, dufterige Krands?
PSYCHE.
O, hvilke Minder kalder du tilbage!
SORG.
Aldrig mere
Vil du skue
Amors Øie!
Aldrig mere
Skal hans Arm dig
Huldt omslynge,
Skal du hvile
Ved hans Bryst;
Ei hans Aande, mild og luftende,
Ei hans Mund, som Blomster duftende,
Vækker meer dit Hjertes Lyst!
PSYCHE.
O, smertefulde Gjenlyd af min Klage!
LÆNGSEL.
Husker Amors
Ømme Sukke,
Du, o Psyche?
Og hans Læbes
Varme, hulde,
Trøsterige,
Tonefulde,
Søde Ord?
Og hans Bøn, den kjærligt stammende,
Og hans Kys, det heftigt flammende,
Naar han Kjærlighed dig svor?
PSYCHE.
O, maa jeg denne Lykke nu erindre!
SORG.
Aldrig mere
Vil hans Stemmes
Klang du høre,
Vil hans milde
Ord dit Hjertes
Længsel stille,
Vil hans varme
Kys du faae;
Ei din Taare nu, den rindende,
Ei dit Suk, i Luften svindende.
Til den Herlige kan naae!
PSYCHE.
Slet ud, o Taare, disse Sorgens Ord!
LÆNGSEL holder et Speil for Psyche.
Seer du Amor?
Hist han flyver,
Ud mod dig sin
Haand han rækker,
Armen strækker
Han i Smerte
Mod dit Hjerte,
Fordum hans;
Tag min Vinge nu, den hævende,
Flyv til Amor, til den svævende.
Som dig vinker i sin Glands!
PSYCHE reiser sig.
Ja, laan din Vinge mig! Til ham jeg maa!
O, stands mig ei! Paa Flugt, paa Flugt til Amor!
Kun ved hans Hjerte kan jeg Hvile faae.
SORG vender Speilet om.
Seer du Døden
Hist sig nærme?
Ned den fører
Over Floden
Dig til Hades,
Hvor du aldrig
Gudens Billed
Skuer meer:
Han mod Himlen svæver smilende,
Du med Døden vandrer ilende
Did, hvor Skygger kun du seer.
PSYCHE.
Nei, selv i Døden skal jeg ei ham finde!
O ræk — o ræk en Draabe mig af Lethe,
At jeg kan Alt forglemme og forgaae!
Synker til Jorden.
SORG kaster et mørkt Slør over Psyche bøier sig over hende og synger:
Om den Dødeliges Vugge,
Moderleiet redt saa nær,
Sværmer alt med stille Sukke
Sorgernes den mørke Hær.
Lette Taarer Øiet dugge,
For det første Smiil at dræbe;
Skriget aabner Barnets Læbe
Med det første Morgenskjær.
Og naar Barnets Tid er runden,
Ungdoms korte Lyst forbi,
Falmet Krandsen, som var vunden,
Svundet Elskovs Trylleri —
Ak, naar Drømmen er forsvunden,
Som just Livet skulde smykke:
Gjemmer selv den døde Lykke
Dødens Sorger indeni.