Venus og Psyche.
VENUS.
Nærm dig, o Psyche!
Psychetræder skjælvende frem med udslagne Haar, og knæler foran Thronen.
PSYCHE.
Venus! himmelske
Og høie Herskerinde! Skjønheds Dronning!
Hvem Havet fødte og hvem Jorden ærer,
Hvis Lov boer paa de Dødeliges Læber:
O, bøi dit Øre naadigt til min Bøn!
VENUS.
Saa jeg er skjøn i dine Øine, Psyche,
Og himmelsk paa din Læbe — du, hvem Alle
Til Himlen hæve for dm Deilighed,
Hvem Landets unge Hyrder kalde Venus
Og fast tilbede som de høie Guder.
Kom! Lad dog ei saa bange! Knæl ei, Psyche,
Men nærm dig dristig kun! Bestig din Throne,
Og jeg i Støvet vil for dig mig b Øie,
Og række dig mit Skjønheds-Diadem. — ·
Du tier — stolte Psyche, intet Svar?
Fortjener Gudens Moder ei et Ord,
Og har din Slægtning Intet du at sige?
Hvad, græder du? Græd ei, du Himmelske!
Kast ei de dyrebare Perler bort,
Hvormed du kjøbe kan saamange Hjerter.
Vær ei forsagt! Du er jo Amors Hustru,
En halv Gudinde, deilig selv som Venus.
Fra Gudens Slot du kommer jo — gav Amor
Dig Budskab til sin Moder? — Svar mig, Psyche!
PSYCHE.
O, spot ei Smerten, som mit Hjerte ængster!
Alt har jeg tabt, og kun det sidste Haab
Paa dig, guddommelige Dronning, hviler.
O, sænk dit Øies Straaler naadigt ned!
Du Himmelske! forbarm dig over mig,
Og lad endnu engang mig Amor skue!
Et Suk til ham, saa vil jeg gjerne døe,
Et Blik endnu, saa lad mit Øie lukkes,
Et Ord kun, som Tilgivelse mig bringer,
Lad saa hver Glædeslyd for mig forstumme!
— See, dybt i Støvet knæler jeg for dig,
Din Fod jeg kysser — stød mig ikke bort,
Forstødt af dig, har intet Haab jeg mere.
VENUS.
Hvor flyde Ordene dig let fra Læben!
Din Kind den blusser, og dit Øie flammer.
O Skade, at ei Jordens Sønner see dig
I denne Time; dybt i Støvet faldt de,
Og offrede til Psyche som til Venus.
Men kast dit Klædebon, og lad mit Øie
Din underfulde Skabning see, thi Rygtet
Fortæller, at den Gratiens selv fordunkler.
PSYCHE.
O, hav Medlidenhed med den, som sørger!
VENUS.
Nei, Psyche! — Amors Hustru, som du kaldes,
Tør vel sin Deilighed hans Moder vise.
Kast Klædebonnet af og løs dit Bælte!
Hvad — tøver du? — Ha, Nympher, tving den Stolte!
Nympherne klæde Psyche af.
PSYCHE.
Er du saa grum, o Venus? Ingen Naade,
Kun Hævn jeg læser i dit mørke Blik.
VENUS.
Nu, Rygtet har ei overdrevet, Psyche!
Som Marmor hvide skinne dine Lemmer,
Og krusede de brune Lokker falde
Dig over Svanebarmen som et Slør.
Høit hæver sig dit unge Bryst — din Midie
Er smækker som et Siv, og rund er Armen,
Og kort og smal din Fod, og fiin din Haand.
Seer du, o Psyche, jeg dig ei misunder,
Thi høit min Læbe priser jo din Skjønhed;
Og jeg begriber nu, at Jordens Sønner,
Naar denne Deilighed du blotted for dem.
For dig selv Himlens Venus kunde glemme.
Hun staaer op.
Nu græd ei, Psyche! thi foruden Selskab
Du bliver ei, skjøndt jeg dig nu forlader;
Paa alle Væggene du Speile seer,
Og tusinddobbelt skuer du dit Billed,
Og kan fortrylles af din egen Glands.
Men derhos vil jeg tvende Genier sende,
Som skal dig Eensomheden her forkorte:
Mod deres hulde Toner bøi dit Øre,
Og luk ei Hjertet til for deres Trøst!
Venus bort, fulgt af Nympherne.