Venus’ Palads. Venus paa sin Throne. I Baggrunden Nympher. Paa Thronens nederste Trin sidder Amor.
VENUS.
Siig, standser ei endnu din Klagestrøm?
AMOR.
Deelt mellem Sorg og Fryd, jeg vel maa kJage.
Bestandig Psyches Billed seer jeg for mig,
Snart blegt og skjælvende, som da i Natten
Jeg selv forkyndte hende Skjæbnens Dom,
Og klart min egen Grusomhed jeg læser
I Billedets de smertefulde Træk;
Men nærmer atter sig det lyse Haab,
Som hæver Fremtids Dække for mit Øie,
Og viser mig min fagre Hustru smykket
Med Evighedens lyse Diadem:
Da frydes jeg, som stod ved Maalet hun,
Da følger Tanken hende høit til Himlen,
Hvor Guders Fader hende Skaalen rækker,
Til Randen fyldt med Livets friske Drik.
VENUS.
Men end, o Amor, er ei Timen kommen;
End hænge Skjæbnens tvende Skaaler lige,
Og ingen Gud, selv ikke Himlens Konge,
Kan bøie Vægtens Tunge som du vil.
Selv maa din Hustru Skjæbneloddet lægge
I Lykkeskaaien, og den Seierskrands,
Der smykker de Udødeliges Tinding,
Hun selv maa vinde, hvis dit Haab skal krones.
AMOR.
Jeg veed det, men jeg frygter ei for Psyche;
Thi som de Himmelske hun modig er,
Og trofast som de bedste Dødelige,
Og rig paa Kjærlighed som ingen Anden.
Men du, o Venus, du hvem det blev givet
At prøve hendes Tro i Livets Trængsler,
Vær ei for streng imod den Angerfulde,
Og knuus ei reent den sorgbetyngte Sjæl!
VENUS.
Hvor er dit Hjerte daaret nu af Elskov,
Hvor er dit Øie blindt, naar ei du seer,
At kun i Flammerne kan Guldet luttres.
Dybt hun ydmyges skal; den sidste Rest
Af Stolthed jeg af Brystet vil udrydde;
Spot, Haan, Foragt skal hendes Hjerte døie;
I Støvet skal hun bøies; denne Skjønhed,
Som Verdens Læbe før saa høit beundred,
Skal nøgen blegne for mit strenge Blik.
Alt skal hun gjennemgaae, fra Trin til Trin,
Ja lære kjende selv den mørke Død;
Thi først i Døden det sig vise vil,
Om hun er værdig til en evig Lykke,
Om Alt hun tabe kan, for Alt at vinde.
AMOR.
Men jeg den Hulde styrke vil i Prøven:
Den halve Vægt, som hendes Skulder tynger,
Den halve Sorg for Psyche vil jeg bære.
VENUS.
Vel veed jeg, at din Magt har hende frelst,
Da hun fortvivlet styrted sig i Floden,
Og Nympherne af Bølgen hende drog;
Men først naar Underverdnen Psyche fængsler,
Vil Lænken løses, som dig selv nu binder;
Vil atter Magt du faae, til frem at træde
I jordisk Form for Dødeliges Blik.
AMOR.
Men useet hendes Vei jeg tør omsvæve,
Og nære Haabets Gnist, at ei den slukkes.
EN HEROLD træder ind.
For Slottets Port, o Venus, Psyche staaer,
Og dig begjærer hun at faae itale.
VENUS.
Før hende frem!
Herolden bort.
AMOR.
Her knæler jeg for dig!
Vær ikke haard mod Psyche, skaan den Hulde!
VENUS.
Din Bøn jeg agter ei. Men fly, o Amor!
Din Hustru kommer, hvem du ei tør møde.
AMOR.
Ja, lad mig flye! thi ei mit Hjerte bærer,
At see ydmyget Den, jeg elsker høit.
Bort.
VENUS.
Forsamler Jer, o Nympher, om min Throne!
Nympherne nærme sig og stille sig paa begge Sider af Venus, medens Psyche føres ind.