Pan, Phantasus og Psyche.
PHANTASUS.
Hil Skovens Pan!
PAN.
Hvad fører dig, o Søn,
Saa tidlig hid?
PHANTASUS.
En Gjest jeg her dig bringer.
PAN.
En stille Gjest! Til Psyche. Med hvilket Navn dig nævne?
PSYCHE.
Du Psyche skuer, Amors Elskerinde,
Hvem den Guddommelige fra sit Hjerte
For evig har forstødt.
PHANTASUS.
Ha, Psyche du?
Hvis Rygte bredte sig i Verden rundt,
Hvis Skjønhed vakte selv Gudinders Avind!
PAN.
Og hvad har ledt din Fod til mig, o Psyche?
PSYCHE.
De fagre Nympher priste høit din Viisdom;
Thi gik med Phantasus jeg hid fra Havet,
At hente Raad og Trøst og Bistand her.
PAN.
Alt hvad dig hændte, veed jeg. I Olympen
Din Skjæbne godt er Guderne bekjendt,
Og mig min Fader Hermes den fortalte.
PSYCHE.
Hvis Alt du veed, saa ræk mig Hjælp i Nøden,
Thi hvert et andet Haab mig svigter nu.
Ja, hvis du Kjærlighedens Lyst har kjendt.
Og al den Qval, som den en Sjæl bereder,
Naar med den Elskede den flygter bort;
Hvis du har skuet i et Blik, som fyldte
Med Længsel dig, og seet det lukkes til;
Hvis du har lyttet til en kjærlig Stemme,
Der pludselig sin Mildhedstone tabte
Og haard og streng forkyndte dig din Dom,
Da fatter du den Nød, som jeg nu prøver.
Skaf Hjælp og Raad! Led mig til Trøstens Væld!
Og lad mig lære af dit vise Ord,
Hvordan jeg atter vinder Amors Hjerte,
Hvordan jeg soner hvad jeg har forbrudt.
PAN.
Kom hid, o Psyche! Hviil dig her i Græsset,
Og lad mig stryge Haaret fra din Pande,
Og skue dybt dig i det klare Blik;
Thi denne Magt jeg fik, at see i Sjælen.
PHANTASUS.
Ha, gamle Pan, fortæl mig hvad du seer!
PAN.
Hvad nu jeg skuer, ikke du forstaaer;
Men vel jeg seer, at denne Sjæl er reen,
Og at ei Brøden har dens Skjønhcd plettet.
Thi vær kun freidig, Psyche! Hvis dig lykkes
Den stolte Venus at forsone, som
Dig ene hader af de høie Guder,
Da vil du atter vinde Amors Hjerte,
Og dermed Lykken, som for dig gik tabt.
PSYCHE.
Men hvor skal da den Himmelske jeg søge,
Og hvilket Ord formilder hendes Harm?
PAN.
Naar Dagen helder, selv jeg vil dig lede
Til Venusborgen, hvor i Glands hun throner;
Dog hvad du der maa gjøre, for at bøie
Gudindens vrede. Hjerte til Forsoning,
Det kan dit eget Sind kun lære dig.
PSYCHE.
Men hvis hun ei forsones, da, o Pan!
Da giv mig Raad, hvor jeg den Død skal finde,
Som jeg i Floden har forgjæves søgt.
PAN.
Som Jordens Døttre du er utaalmodig,
Og rolig veed du ei din Sorg at bære,
Skjøndt alle Sorger ligne Nattens Skygger,
Der eengang flygte vil for Dagens Glands.
Thi viid, at ogsaa jeg, hvem her du seer,
Har prøvet Elskovs Smerte og bevarer
De sørgelige Minder i mit Bryst.
PHANTASUS.
Og det har aldrig du mig sagt! Fortæl mig
Din Kjærlighed.
PSYCHE.
Lad mig din Skjæbne høre,
At den kan styrke Haabet i mit Bryst.
PAN.
Saa viid, at ei jeg stedse her har boet,
Og ikke altid levet her som Hyrde.
Som Bjergbeboer tidJig alt jeg fulgte
Til Indien den høie Bacchus og
Som Kriger i hans Hær vandt Roes og Hæder.
Da jeg tilbage kom, var Jagt min Lyst:
Ved Dag og Nat paa Bjergene jeg streifed,
Mit Maal var Vildtet i de dybe Huler
Og Fjeldets Ged paa Klippens høie Tind.
Da skete det en Aftenstund, at jeg,
Der træt af Jagten gik til Floden Ladon
For mig et Bad at tage, skued Syrinx,
Den skjønne Nymphe, som i Græsset laa.
Hun saae mig ei, men gjennem Buskene
Betragted jeg den Fagre, medens Luna
Med milde Straaler fængsled hendes Blik.
O, hvor er Ord, som tolke dette Syn!
Som du, o Psyche, var hun ung og deilig,
Og som den lyse Maane venlig blid.
Jeg traadte frem, at tolke høit min Elskov,
Men da hun skued mig, hun hurtig flygted,
Thi hæslig som jeg var, jeg skræmmed hende.
PHANTASUS.
Siig, var du dengang skægget, Pan, som nu?
PAN.
Ja, vildt om Hovedet mig Haaret hang,
Mig Skægget naaede ned til Bæltestedet,
Og allerede furet var min Pande.
PSYCHE.
Men hvilken Ende fik din Kjærlighed?
PAN.
En sørgelig! thi skjøndt med varme Bønner
Den hulde Nymphe daglig jeg bestormed,
Blev hende meer og mere jeg forhadt.
Sit Øre lukked hun for mine Ord,
Og naar hun fra det Fjerne saae mig komme,
Drev Synet af mig hendes Fod paa Flugt.
Da hændte det en Morgen, at jeg atter
I Skoven hende traf, med Krandsen flettet
Omkring de mørkebrune, lange Haar.
Vildt svulmed Hjertet i mig af Begjær,
Og vildt forfulgte jeg den lette Syrinx,
Der flygted ilende med Stormens Fart.
Saa løb omkap vi gjennem Skoven hen,
Og alt hun vakled paa sin Fod, og snart
Jeg drømte mig den Hulde ved mit Hjerte,
Thi Flodens Bølger standsed hendes Løb:
Da sank i Knæ hun og bønfaldt sin Fader,
Flodguden, om at bringe hende Frelse,
Og til et Sivrør pludselig forvandlet,
Da jeg mig nærmed, stod ved Floden hun;
Men Vinden rørte Sivets Top, og Toner,
Som aldrig før jeg hørte, aldrig siden,
Igjennem Luften veemodsfulde klang.
PSYCHE.
Du arme Pan!
PAN.
Til Jorden sank jeg ned,
Og mens jeg græd, det slanke Siv jeg brød,
Og af de brudte Rør jeg sammenføied
Til Trøst i Nøden denne Hyrdefløite.
Paa den jeg spilled, hvergang Sorgens Minder
Sig nærmed til min Sjæl, og Smerten løste
I hulde Toner da sig lifligt op.
Men Jagten og det vilde Liv blev mig
Fra denne Stund forhadt, og jeg blev Hyrde
Og Hyrdefolkets Lærer her omkring.
PSYCHE.
Og er du trøstet nu for al din Sorg?
PAN.
Den stille Skov jeg daglig nu beskuer,
Og hvad mig Guder i min Ungdom lærte,
Da mig Udødeliges Lod blev skjenket,
Det lærer jeg de unge Hyrder nu;
Men nærmer stundom sig en mørk Erindring,
Forvandler jeg ved Fløiten den til Glæde.
Seer du, o Psyche, denne Fløite — Syrinx
Jeg kaldte den til Minde om min Elskov —
Fra den udstrømmer Trøst og Harmoni.
PSYCHE.
O lad mig høre disse Toner, Pan!
PAN.
Syng du, o Phantasus, og jeg skal følge
Din Stemme med de blide Toners Klang.
PHANTASUS.
Nei munter skal din Tone mig ledsage!
En Sang om Amor vil jeg Psyche synge,
Og fylde hendes Sjæl med Gudens Lyst.
Pan blæser paa Syrinx til Sang af
PHANTASUS.
Fjernt i Tiden,
Da kun liden
Amor var;
Da med Dukken
Ham til Vuggen
Nympher bar;
Da hans Blikke
Endnu ikke
Flammer tændte,
Det en Midnatsstund sig hændte,
Hvad min Moder skuet har.
Alt var stille,
Hos den Lille
Nymphen sad:
Træt hun sover,
Barmens Vover
Skilles ad;
Sløret viger,
Brystet stiger,
Løsnet ruller
Haaret ned om Hals og Skulder,
Sænket dybt i Søvnens Bad.
Ud af Sengen
Venusdrengen
Let da staaer;
Thi som Lynet
Skjønhedssynet
Her ham slaaer;
Høit han fryder
Sig, og bryder
Af sin Vugge
Gængen nu, den høire smukke,
Gylden som hans gyldne Haar.
Glad i Aanden
Han i Haanden
Holder den,
Gaaer saa stille
Til den milde
Nymphe hen;
Maaler Barmen,
Og ved Armen
Gængen bøier,
Og som Brystet den forhøier,
Ud og ind og ud igjen.
Da tilskue
Kom en Bue,
Livets Trøst,
Som betvinger,
Naar den klinger,
Hvert et Bryst.
Nymphens Hjerte
Gav den Smerte;
Fra en Vugge
Tog den med sig Drøm og Sukke,
Gudens Glæde gav den Lyst.
PSYCHE.
Jeg Buen kjender, som du synger om;
En af dens Pile har tilblods mig ridset.
PHANTASUS.
Ja farligt er det, blot at røre ved den.
PAN.
Nu hviil dig, Psyche; thi naar Dagen helder,
Den lange Vandringsvei dig forestaaer.
De gaae ind i Grotten.