Tyk Skov. Phantasus og Psyche.
PSYCHE.
Dybt fører du mig ind i Skoven, Lille!
Alt længe vandred vi, og tæt og tættere
Det dunkle Dække hvælves over os.
PHANTASUS.
Snart er den halve Vei tilbagelagt,
Og snart den mørke Hvælving vil fortyndes,
Og Lyset gjennem Løvet skinne frem.
PSYCHE.
Men denne Stilhed skrækker — hvor er Frelse,
Hvis frem den vilde Ulv af Krattet brød?
PHANTASUS.
Stol trygt paa mig!
PSYCHE.
Paa dig? — Og hvem er du,
Som, skjøndt et Barn, dog kjender ei til Frygt?
PHANTASUS.
Mit Navn er Phantasus; den gamle Nyx
I denne Skov mig fødte. Her min Vugge
Stod høit i Træets Top, af Grenen gynget.
Her lærte jeg de muntre Fugles Sprog,
Thi hver en Morgen kom de til mit Leie
Og bragte Føde mig i deres Næb.
Men da jeg større blev, jeg førtes til
Den gamle Pan, som lærte mig at tolke
Den klare Kildes Rislen og hver Susen
Af Vinden, naar den Skovens Løv bevæged.
Hos ham henleved jeg min Barndoms Dage,
Kun mine Søstre, som vi nys forlode,
Og Skovens fagre Nympher var mit Selskab;
Dog kom hver Aften i Besøg min Moder,
Som tog paa Armen mig og kjæled for mig,
Og mig fortalte tusind Eventyr.
Da hørte jeg om mine ældre Søstre,
Om Nattens mørke Døttre, om de fjerne,
Ukjendte Brødre, som jeg aldrig saae.
Hvad Jord og Himmel skjuler og bevarer,
Min Moders Ord mig aabenbared, thi
Hun gammel er og kjender alle Ting.
Hun skued Venus, der af Havet steg,
Og var tilstede dengang Amor fødtes;
Hun mægtig er, den gamle hulde Moder,
Og mig af Alle allermeest hun elsker,
Thi jeg er hendes alleryngste Søn.
PSYCHE.
Saa hun tilstede var ved Amors Fødsel? —
Om Amor, ak, fortæl mig hvad du veed!
PHANTASUS.
Og kjender Amor du?
PSYCHE.
Ei meer — ei mere.
PHANTASUS.
Før Amor blev, fortalte mig min Moder,
Var Jorden øde og Olympen stille,
Og Livet sagte kun i Alt sig rørte.
Da skete det, at Skjønhedens Gudinde,
Da hun en Nat paa Havets Bølger kjørte,
Af hvide Svaner trukket og omhvælvet
Af Stjernehimlen, dybt i Slummer sank.
Hun drømte, at den gamle Uranos
Steg ned af Luften og omfavned hende,
Og talte disse gaadefulde Ord:
"En Søn du føde skal, hvis Lige Himlen
Endnu ei saae og aldrig meer vil skue;
Hvis Kraft selv Tordenguden føle skal,
Hvis Skjønhed selv vil overgaae hans Moders,
Hvis Liv skal Livet tusindfold forynge,
Og bringe Dødelige Lyst og Qval;
Men ingen Landse skal hans Hænder føre,
Og intet Sværd, thi Buen er hans Vaaben,
Og Buens vingelette Piil hans Magt." —
Da vaagned Venus — og i hendes Skjød
Den høie Amor laa, et lille Barn,
Med rosenrøde Kinder, gyldne Lokker,
Og Øine dunkelblaa som Havets Dyb.
En Krands af Skum hang om hans lyse Haar,
Men trilled ned ad Kinderne som Perler,
Da første Gang mod Stjernerne han saae.
PSYCHE.
O, veed du Mere? Intet mig fordølg!
PHANTASUS.
Da til Olympen ham hans Moder bragte,
Begyndte der i Lysets høie Sale
Et andet Liv; thi Gratierne kom
Af Skyen frem og dandsed om hans Vugge.
Og Muserne sig viste første Gang.
Men Nympherne opdrog den lille Amor,
Hvem tidt som Barn de førte hid i Lunden,
Til Leg med mig og mine fagre Søstre:
Da bar han alt sin Bue og sit Kogger,
Med Pile fyldt, som selv han havde dannet
Af Fuglefjer og Nattergales Næb.
Og ofte gik vi sammen gjennem Landet,
Og naar han saae de smilende Hyrdinder,
Han skød i Hjertet dem sin lette Piil:
Da gik i Taarer deres Latter over,
Til Lilier sig forvandled Kindens Roser,
Høit under Sløret hævede sig Barmen,
Og skjælvende og sukkende de stod.
Jo meer de ængstedes, desgladere
Vi Begge blev, og naar tilsidst de sank
I Græsset ned og væded det med Taarer,
Vor høie Latter gjennem Skoven klang.
PSYCHE.
Hvad, Amor lo ved Menneskenes Sorg?
PHANTASUS.
Ja, dengang var saa flygtig han som Fuglen,
Og lille var han, knap saa stor som jeg.
Men da fra Jordens Dale Bønner steg
Til Zeus om Naade for de unge Hjerter,
Lod Livets Fader frem Anteros komme,
En Søn af Venus, smilende som Amor.
Og snart Anteros voxte og blev stor;
Men Dag fra Dag blev ogsaa Amor større,
Og vandred stille med sin yngre Broder,
Thi Begge meer end Alt hinanden elsked,
Og Begge kappedes i Liv og Væxt.
Fra den Tid af jeg saae ei Amor meer,
Dog har min Moder mig fortalt, at han
Er tidt alvorlig nu og kjender Taarer
Og Længsels dybe Suk saagodt som Smiil.
Men hvad — du græder? Hvorfor græder du?
PSYCHE.
De gamle Sorger ængste nu mit Hjerte.
PHANTASUS.
Græd ei, men hør nu efter hvad jeg siger:
Snart er ved Maalet vi, kun denne Bro,
Der smal og krum sig hvælver over Floden,
Er mellem os og Hyrdegudens Bolig.
Men denne Bro er farlig at betræde;
Hvis Svimmel dig et Øieblik betager
Og Foden glider, styrter du i Dybet.
Thi bøi dit Hoved ned, at jeg om Panden
Dig binde kan mit Slør. Med det for Øiet
Gaaer tryg du over Broen ved min Haand.
PSYCHE.
Gjør som du vil, thi Faren bedst du kjender.
Phantasus tager sit Slør af Skulderen og binder det Psyche for Øinene.
PHANTASUS.
Skrid fremad nu, just som min Haand dig fører.
PSYCHE.
Men hvor forandret er den dunkle Skovvei!
Ukjendte Syner vexle for mit Blik.
PHANTASUS.
See op tilhøire! — Siig mig hvad du skuer.
PSYCHE.
Jeg skuer fjerne Bjerge, hvor paa Randen
Af Klipperne et Chor af Piger dandser.
Knap røre de med Foden Fjeldets Tind,
Mens frit i Luften Klædebonnet flagrer.
PHANTASUS.
Det er de skyomslørte Oreader,
Der evig unge boe paa Bjergets Top.
Men see i Dybet ned, mod Flodens Bølge!
PSYCHE.
En Flok af Nympher seer jeg der at svømme;
Med Siv omkrandsed’ er de mørke Lokker,
Der svæve lig et Slør paa Vandet hen.
Og hist ved Bredden Andre hvile sig,
Som fast i Armen holde gyldne Kummer
Og store Krukker, hvoraf Vandet strømmer.
PHANTASUS.
Najaderne det er. Men sku tilvenstre,
Mod Egeskoven hist!
PSYCHE.
O hvilket Syn!
Ved hvert et Træ jeg seer en Nymphe sidde
I græsgrøn Dragt med Liliekrands om Panden,
Og som i Slummer sænker hun sit Hoved,
Mens rundt om Stammen hendes Arm sig snoer.
Hun rører sig — o see! medeet bevæged
Sig Kronens Løv; medeet de slanke Grene
Sig bøied dybt, og hør! fra Stammens Bark
Der strømme klare Toner os imøde.
PHANTASUS.
Det er Dryadens Sang! Med Træet født,
Den glade Nymphe synger mens det blomstrer,
Men visner Træet, hendes Liv er endt.
PSYCHE.
Og vender opad jeg mit Blik mod Luften,
Jeg tusind Fugle seer, som ei jeg kjender,
Og Skikkelser, som aldrig før jeg skued.
PHANTASUS.
Det er de høie Guders Sendebud,
Der flyve rundt til alle Verdens Kanter,
Og bringe Budskab til de Dødelige,
Og atter Bønner til Olympen hjem:
De lyse bist er gyldne Haab, og hine,
Som flyve stormende, er Hjertets Ønsker,
Og hine dunkle bære Nattens Drømme.
Men stands nu her! Vi alt er over Broen.
Nu lad mig løse Sløret af din Pande,
Thi Pans den dunkle Grotte seer jeg hist.
Han løser Sløret af Psyche.
PSYCHE.
Hvordan! Paa eengang alle Syner svundne!
PHANTASUS.
Og dog er meer end Drøm hvad du har skuet.
Men følg nu med mig over Sletten hen!
I Græsset seer jeg Pan; han ligger stille,
Og sig fornøier med sit Fløitespil.
PSYCHE.
Han vender sig herom.
PHANTASUS.
Han alt har seet os!
Afsted! Han vinker ad os med sin Fløite.